Kend dine vildtplanter - del 1
Hvilke buske tåler skygge, og hvilke har brug for meget lys? Det og meget mere kan du læse om her, hvor de mest populære vildtplanter gennemgås.
Når man ønsker at etablere en vildtplantning, sker det ofte ud fra den betragtning, at der mangler læ og dækning, og så kan den ene plante vel være lige så god som den anden? Ja, men hvis man derimod prøver at tænke et bredere hensyn til landbrugslandets dyreliv, bør man satse på de hjemmehørende arter.
I dette afsnit vil vi præsentere de første 3 af i alt 15 forskellige planter, som kan anvendes i vildplantningen. De andre planter vil blive præsenteret løbende i den kommende tid.
Engriflet hvidtjørn
Hvidtjørnen er et kendt syn i flere levende hegn og vildtplantninger og med sine mange blomster og senere bær, har flere bestøvere og fugle også glæde af busken. Der findes to arter af hvidtjørn: den almindelige hvidtjørn og den engriflede hvidtjørn. Den engriflede hvidtjørn er den mest anvendte af de to arter, da den er den bedst egnet til levende hegn og tåler beskæring vældig godt.
- Blomstring: Maj-juni
- Lys: Lyskrævende
- Jord: Trives på alle typer
- Fugt: Tør til middel
- Vind: Vindtolerant
- Vårfrost: Tålsom
Kvalkved
Bærædende fugle, som eksempelvis sjaggere og silkehaler, sætter især om vinteren stor pris på kvalkvedens bær. Dog betragter fuglene måske bærrene som nødrationer, da det ofte er nogle af de sidste bær, der bliver ædt. Vær opmærksom på at bærrene er giftige for mennesker.
Kvalkved får store op til 10 cm store blomster, som tiltrækker honningsøgende insekter.
- Blomstring: Juni
- Lys: Lyskrævende
- Jord: Middelgod til næringsrig
- Fugt: Middel til fugtig
- Vind: Tålsom
- Vårfrost: Hårdfør
Hassel
Hassel er historisk set en af de mest anvendte buskarter, og den anvendes ofte i blandt andet læhegn. Selve hasselnødderne er eftertragtet føde for flere dyr. Egern, mus og spætter er blandt de dyr, som sætter stor pris på hasselbuskens nødder.
På Midt- og Sydsjælland, den østlige del af Jylland og på Sydfyn findes hasselmus, og et planvalg, som indeholder blandt andet brombær og hassel, vil være medvirkende til at sikre hasselmusens fødegrundlag. I egne med hasselmus kan man i visse kommuner få et tilskud på 90% til indkøb af planter, hvis man vælger arter, som sikrer gode levesteder til hasselmusen.
Hassel tåler nedskæring godt, og det kan være en fordel at nedskære busken helt eller delvist hvert 10. til 20. år.
Blomstring: Februar til april
- Lys: Tåler skygge
- Jord: Middelgod til god
- Fugt: Middel
- Vind: Medium vindstærk
- Vårfrost: Tålsom