Pind har forbedret knivloven

Justitsminister Søren Pind har lyttet til Danmarks Jægerforbunds bekymringer vedrørende de nye regler for især de små lommeknive, og det er nu en mere fair knivlov, der er sendt til 1.-behandling i folketinget. DJ-formand roser ministeren for at lytte.

Det er Danmarks Jægerforbunds opfattelse, at det er lykkedes justitsminister Søren Pind at lave en ny knivlov, der på en gang liberaliserer knivlovgivningen for almindelige, lovlydige danskere samtidig med, at der strammes op over for kriminelles mulighed for at bære kniv i f.eks. nattelivet.

I det første udkast til den nye knivlov, der blev sendt i høring kort før jul, blev det gjort lovligt at eje og bære foldeknive, der kan åbnes med én hånd. Dermed blev årsagen til hele knivsagen løst.

Men i samme ombæring ændrede ministeriet også lovgivning på området for de små lommeknive under syv centimeter, som ikke kan låses i udfoldet stilling. Disse var før lovlige at bære for enhver til alle tider. Nu blev det sådan, at der fremover skulle være et ’anerkendelsesværdigt formål’ med at bære de små knive. Ifølge ministeriet og ministeren kunne dette formål f.eks. være at ville skrælle et æble.

Juridisk gråzone

Det blev dog hurtigt klart, at lovteksten vedrørende det ’anerkendelsesværdige’ var en gråzone, der ikke reelt sikrede den nødvendige retssikkerhed for almindelige mennesker, der i deres daglige virker bærer en lille lommekniv til at klare hverdagens pludseligt opståede behov og andre anerkendelsesværdige formål.

Danmarks Jægerforbund gav derfor i sit høringssvar udtryk for uhensigtsmæssighederne i lovgivningen. Men vi støtter samtidig fuldt ud op om regeringens ønske om at stramme op over for kriminelles brug af kniv i nattelivet og i store forsamlinger, og vi mener, det er en fair pris for liberaliseringen af knivloven i øvrigt, at jægere og andre knivbærere skal tænke sig om, inden de tager ud i nattelivet. Her hører kniven ikke hjemme – uanset knivens udformning og karakter.

Både spejderne, lystfiskerne, Friluftsrådet og Danmarks Våbenhandlerforening har givet udtryk for noget lignende i deres høringssvar.

Anerkendelsesværdigt at bære kniv - punktum

I det nye lovudkast, der efter al sandsynlighed bliver vedtaget uden problemer i folketinget, da Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og de Konservative har udtalt deres støtte til loven, står der om de små knive og det anerkendelsesværdige:

… at de små foldeknive typisk har et bredere anvendelsesområde end andre knive og kan bruges til mange forskellige og pludseligt opståede dagligdags, praktiske gøremål. Derfor vil der efter omstændighederne kunne være anerkendelsesværdigt at medbringe en sådan kniv på offentlig tilgængelige steder mv., selvom formålet hermed har en bredere karakter end f.eks. at deltage i en bestemt fritidsaktivitet, f.eks. en fisketur eller en spejderlejr. En kniv af denne type vil således f.eks. kunne opbevares i en bil, båd eller campingvogn i tilfælde af, at der opstår et behov for reparationer mv.

Stor ros til Søren Pind

- Danmarks Jægerforbunds politiske chef og jurist har været inviteret ind i Justitsministeriet til en snak om, hvordan udfordringerne bedst kunne løses i den nye knivlov, og jeg må sige, at den ovenfor skrevet lovtekst viser, at Jægerforbundet har haft et fantastisk godt samarbejde med en minister og et ministerium, som fra begyndelsen har haft et oprigtigt ønske om at lave en ny knivlov, som på den ene side liberaliserer og strammer. Jeg synes, det er lykkedes, og jeg har kun stor ros tilovers for justitsminister Søren Pind, forligskredsen og de ansatte i Justitsministeriet, siger Danmarks Jægerforbunds formand, Claus Lind Christensen, som nu opfordrer jægere og knivbærere til at tage de forbudte knive frem af gemmerne:

- Justitsminister Søren Pind har lovet, at hvis den nye knivlov viser sig ikke at virke efter hensigten, at hvis almindelige mennesker kommer i klemme, eller stramningerne ikke rammer de kriminelle, ja, så tager han loven frem igen og kigger på den én gang til. Det er jeg tilfreds med. Så indtil det modsatte er bevist, så betragter jeg knivsagen for løst, konkluderer Claus Lind Christensen.

Læs det nye lovforslag her.  

Skrevet af: Torsten Lind Søndergaard, Danmarks Jægerforbund, 28. januar 2016