OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 24. marts 2022

Status hos PAC: Museskridt i den rigtige retning

PAC har valgt administrativt at forlænge den periode, som et våben kan besiddes efter, at våbentilladelsen er udløbet. Du må dog stadig ikke anvende våbnet. DJ arbejder benhårdt på en opblødning af reglerne.

Tekst og Foto: Jacob Munkholm Jensen

De fleste, der for nylig har købt et våben, eller som overvejer at gøre det, er udmærkede klar over den verserende skandale hos Politiets Administrative Center (PAC). Katastrofalt lange sagsbehandlingstider hjemsøger stadigvæk den hårdt prøvede afdeling, som dog også kan melde om små fremskridt.

- Vi kan konstatere, at systemet ikke er brudt helt sammen, siger Nicholai Vigger Knudsen, våbenkonsulent ved Danmarks Jægerforbund og uddyber:

- Det er stadig muligt at få visse tilladelser, men ikke f.eks. våbentilladelser til jagt, hvis det er til aftagelige vekselsæt/piber, eller hvis det er en bære- eller flere ejer-tilladelse. Samtykke til jagttegn og ansøgning om våbenpas til jagtvåben, med undtagelse af nye haglvåben, kan også behandles. Men man skal stadig væbne sig med ualmindelig stor tålmodighed.

Administrative forlængelser

Et andet lyspunkt i mørket er meldingen om, at man lovligt kan beholde sit våben, mens politiet behandler ansøgningen om fornyelse af våbentilladelsen. En del jægere står nemlig lige nu i den situation, at deres våbentilladelser simpelthen når at løbe ud, før en ny kan nå at blive udstedt.

På PAC's hjemmeside formuleres det helt præcis sådan her:

"Hvis du har ansøgt om fornyelse af en våbentilladelse, du har i forvejen, kan du fortsat lovligt besidde dit våben, da vi administrativt har forlænget den periode, som et våben kan besiddes efter, at våbentilladelsen er udløbet, til den 1. september 2022. På den måde kan du lovligt besidde våbnet, mens vi behandler din ansøgning."

Problemet er så bare, at man dermed ikke samtidig har lov til at bære og anvende våbnet, før ansøgningen er behandlet. Derfor løser den administrative forlængelse da heller ikke den kattepine, som mange jægere risikerer at stå i op imod 16. maj: At man faktisk kan have sin riffel på lovlig vis, men at den – praktisk talt – kun er til pynt.

- Det er fint, at våbentilladelserne bliver administrativt forlænget indtil september, så vi lovligt kan opbevare de våben, som vi har ansøgt om fornyelse af. Men det er bare stadig ikke godt nok. I Danmarks Jægerforbund arbejder vi derfor benhårdt på, at vi også kan få lov til at anvende dem. Det er jo ikke vi jægeres skyld, at vi ikke kan få vores våbentilladelser fornyet inden bukkejagten, påpeger Nicholai Vigger Knudsen.

PAC er i øjeblikket ved at afklare, om man også administrativt kan forlænge tilladelsen til at bære og anvende sit våben, mens politiet behandler fornyelses-ansøgningen.

Hold dig opdateret på politiets hjemmeside

I denne uge lancerede politiet en infoside, som bringer seneste nyt om driftsstatus på våbenområdet. Siden opdateres løbende, så borgere, virksomheder og foreninger kan finde status på de enkelte ansøgningstyper, som PAC i øjeblikket har mulighed for at behandle.

I øjeblikket behandler PAC kun følgende jægerrelevante ansøgninger fra borgere:

  • Våbenpas til jagtvåben, dog ikke nye haglvåben
  • Våbentilladelser til jagt, dog ikke hvis der er aftagelig vekselsæt/piber, og kun til en ejer
  • Våbentilladelse til optisk elektronisk sigtemiddel, kun til en ejer
  • Våbentilladelse til signalvåben, kun til en ejer
  • Registrering af våben, der er opkøbt af en våbenhandler
  • Samtykke til jagttegn

Dertil kommer en række tilladelser til virksomheder og foreninger.

Læs mere på politiets infoside.