OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 21. december 2022

Kontingentopkrævning 2022

Tirsdag d. 20. december blev årets opkrævninger af medlemskontingent sendt afsted til medlemmer af Danmarks Jægerforbund. Som noget nyt vil mange medlemmer modtage opkrævningen på e-mail.

Med skift af medlemssystem, har vi fået nye muligheder for opkrævning. Det betyder, at årets opkrævning bliver sendt elektronisk til alle de medlemmer, som har registreret en e-mailadresse i vores medlemssystem. Hvis du ikke har registreret din e-mailadresse, vil du stadig modtage opkrævningen pr. post. Vi opfordrer dog til, at du sender en e-mail til medl@jaegerne.dk med oplysninger om din e-mailadresse.

Det nye medlemssystem har også bragt nye betalingsmuligheder. Dermed er det nu muligt at betale med enten MobilePay, Betalingsservice eller Indbetalingskort. Ved betaling med MobilePay, har du mulighed for at tilmelde betalingen til MobilePay Subscriptions, så fremtidige opkrævninger bliver betalt automatisk. Hvis dit medlemskab allerede er tilmeldt Betalingsservice, skal du ikke foretage dig noget.

Vær opmærksom på SPAM

De elektroniske opkrævninger udsendes gennem betalingssystemet FarPay, og kan derfor godt minde lidt om spam for den forsigtige modtager. Når du modtager opkrævningen, skal du derfor tjekke, at den er sendt fra medl@jaegerne.dk, og indeholder jægerforbundets logo. Når du går til betaling, kan du også tjekke, at internetadressen starter med app.farpay.io, at DJ’s logo bliver vist, og at det opkrævede beløb stemmer overens med dine medlemskaber.