OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 16. september 2021

Bruttoliste for kommende naturnationalparker er klar

I går aftes løftede Miljøministeriet sløret for hvor de sidste 10 naturnationalparker muligvis skal placeres. Listen indeholder 23 emner, men det er altså kun 10 af dem, der skal realiseres. DJ lægger vægt på et tæt samarbejde med lokale aktører, så der kan udarbejdes et svar til den nationale interessentgruppe.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Thomas Iversen

Hvor på danmarkskortet skal Danmarks ti nye naturnationalparker ligge? Sådan spurgte miljøminister Lea Wermelin i maj måned, og modtog herefter knapt 200 konkrete forslag fra borgere, organisationer og kommuner. Helt konkret lød efterlysningen på store sammenhængende statsejede naturområder, hvor store pattedyr fremover kan græsse året rundt omgivet af gamle træer, genskabte vandhuller, vilde blomster og et summende insektliv.

Sådan skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse sent onsdag aften.

23 emner skal barberes ned til 10

Her løftes sløret for den såkaldte bruttoliste, som navngiver 23 potentielle placeringer for naturnationalparker. Emnerne på bruttolisten er udvalgt blandt de mange indkomne forslag. Men listen skal altså indsnævres yderligere til kun 10 emner. Miljøminister Lea Wermelin har nemlig bebudet udpegningen af i alt 15 naturnationalparker med en finansiering på 888 millioner kroner.

De første fem parker er allerede udpeget, nemlig Fussingø ved Randers og i Gribskov i Nordsjælland, som blev præsenteret i juni 2020, samt Almindingen på Bornholm, Stråsø mellem Herning og Holstebro og Tranum ved Jammerbugt. Disse tre blev præsenteret i april i år.

Tæt samarbejde med lokale aktører

I øjeblikket er Kirsten Skovsby, som er politisk ansvarlig for Danmarks Jægerforbunds indsats i forb.m. naturnationalparkerne, i gang med at gennemgå materialet. Som jægerforbundets repræsentant i den nationale interessentarbejdsgruppe, nedsat af Naturstyrelsen, modtog hun beskeden om bruttolisten onsdag aften.

- Der er behov for et tæt samarbejde med lokale aktører for at kunne samle Danmarks Jægerforbunds svar til interessentarbejdsgruppen. Tidsrammen er snæver – Naturstyrelsen forventer, at der inden årets udgang er taget beslutning om hvor de resterende naturnationalparker skal placeres, siger Kirsten Skovsby.

Bruttolisten


Gamle skovegne - Øst- og Vestdanmark:

  • Bidstrupskovene
  • Tisvilde Hegn
  • Hellebæk Skov
  • Horserød Hegn
  • Søhøjlandet
  • Hald Sø
  • Pamhule og Hindemade
  • Kaløskovene
  • Stenderupskovene
  • Rold Skov
  • Mols Bjerge

Hedeegnene – Midt- og Sydjylland:

  • Nørlund Plantage og Harrild hede
  • Draved Skov og Kongens Mose

Klitplantagerne Jylland:

  • Skagens Odde
  • Læsø Klitplantage
  • Vester Thorup
  • Hanstholm
  • Husby Klitplantage
  • Nyminde og Blåbjerg Plantage
  • Skallingen og Ho Plantage

Mindre områder, som kan sikre geografisk spredning:

  • Svanninge Bakker*
  • Sydlangeland*
  • Ulvshale skov*

*Under 500 ha.