OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 08. september 2021

Afrikansk svinepest stadig på fremmarch

Den frygtede afrikanske svinepest spøger stadigvæk, og i Tyskland er tre tamsvin så vidt smittet. Endnu værre ser det ud med antal smittede vildsvin, og alle jægere bør være OBS på risiko for at bringe smitte over grænsen.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Danske jægere på jagt i Tyskland og Østeuropa bør fortsat tage risikoen for afrikansk svinepest aldeles alvorligt. Afrikansk svinepest er aldrig konstateret i Danmark, men sygdommen forekommer fortsat i flere EU lande. Det drejer sig om Belgien, Bulgarien, Estland, Grækenland, Italien (Sardinien), Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Tyskland og Ungarn.

1.246 tyske vildsvin i 2021

Ifølge tal fra Fødevarestyrelsen blev der i hele 2020 registreret afrikansk svinepest i 403 tyske vildsvin - mens der alene i perioden 1. januar til 6. juli 2021 er fundet smitte i hele 1.246 tyske vildsvin. Der er med andre ord tale om et gigantisk hop i antal registrerede smittetilfælde i vores naboland, hvor sygdommen for første gang også er fundet i tre tamsvin. Det blev konstateret i juli 2021, men Fødevarestyrelsens vurdering er dog, at der fortsat er meget lav risiko for afrikansk svinepest i Danmark.

Med mindre vi ikke er på vagt.

Udviklingen i Tyskland fik allerede sidste år Deutscher Jagdverband og sammenslutningen af tyske landmandsforeninger, Deutscher Bauerenverband, til at efterlyse en koordineret indsats med central krisestyring på området. Opfordringen fra de to organisationer lød bl.a. på intensiveret jagt på vildsvin langs den tysk-polske grænse, samt til at sikre lokale indbyggere, bønder og jægeres hjælp til at lokalisere kadavere. Blandt anbefalingerne fra Deutscher Jagdverband er etablering af afspærrede total-jagtforbudszoner med en radius på mellem tre og helt op til 15 kilometer fra fundstederne.

Afvask ALT dit udstyr efter jagten

Danske jægere, der går på jagt i de berørte lande efter f.eks. vildsvin, udgør en risiko for at tage smitten med til Danmark. Dette skyldes at virus kan overleve i blod, fæces og kadaverrester. Sidder der rester af f.eks. virusholdigt fæces på en jægers støvler, kan sygdommen på denne måde komme til Danmark. For at minimere risikoen for overførsel af smitte til danske svin bør jægere altid tage følgende forholdsregler:

  • Før hjemrejsen til Danmark, vaskes alt udstyr inkl. tøj, skydestok, våben og støvler
  • Efter hjemkomst vaskes tøjet i enzymholdigt vaskemiddel ved mindst 60˚. Herefter lægges tøjet i blød i et godkendt desinfektionsmiddel, f.eks. Vircon S
  • Hunde brugt til jagt må, på grund af mulig smittespredning, ikke komme i kontakt med danske grise
  • Undlad enhver direkte og indirekte kontakt til danske husdyr inden for de første 48 timer efter ankomsten til Danmark

Du kan læse meget mere om afrikansk svinepest på vores faktaside om emnet ved at klikke her. Følg med i Fødevarestyrelsens seneste opdateringer om sygdommens udbredelse i EU, klik her.