Riffelinstruktør

For at blive uddannet riffelinstruktør i Danmarks Jægerforbund skal du igennem et uddannelsesforløb, der består af tre moduler. Læs mere om kurserne her.

Optagelse på disse kurser forudsætter skriftlig godkendelse fra din jagtforeningsformand, som fremvises til underviser på kursusdagen. Derudover skal du have gyldigt jagttegn, bestået riffelprøve, medlemskab af Jægerforbundet og være fyldt 18 år.

Riffelinstruktør består af:

  • Modul 1: Skydeleder, riffel - kan tages som en selvstændig uddannelse - Kr. 600,-
  • Modul 2: Instruktionsteknik - Kr. 750,-
  • Modul 3: Riffelinstruktør, faglig del - Kr. 1.350,-

Modulerne er tiltænkt i ovenstående rækkefølge, men af praktiske årsager kan modul 2 Instruktionsteknik også lægges først eller sidst i uddannelsesforløbet som riffelinstruktør. Når alle tre moduler er bestået, opnår du godkendelse til at overlade eller få overladt riflede jagtvåben i forbindelse med instruktion eller øvelse i riffelskydning.

Modul 1: Skydeleder, riffel

Mange skydebaner har et stort behov for at uddanne skydeledere, idet loven kræver, at der er en ansvarlig skydeleder til stede under skydningen. Skydelederen har ikke ret til at overdrage våben, men skydelederen kan lede skydningen, og dermed opfylde kravene i lovgivning og forsikring.

Uddannelserne til skydeleder afsluttes med en skriftlig prøve, som skal bestås før der udstedes kursusbevis.

Modul 2: Instruktionsteknik

Riffelinstruktører skal gennemgå kurset instruktionsteknik, der har fokus på instruktørernes forståelse for, hvorledes formidling, instruktion og praktisk indlæring planlægges, tilrettelægges og gennemføres.

På kurset arbejdes der med instruktion og undervisning i praksis, således at alle kursister prøver at undervise, modtage feedback og give feedback.

Kurset indeholder gruppearbejde og lægger vægt på følgende områder: feedback og aktiv lytning, planlægning af undervisning, udførsel af undervisning, kontrol og styring af undervisning samt læringsteori.

Modul 3: Riffelinstruktør, faglig del 

Når uddannelsen som skydeleder er bestået, kan du fortsætte din uddannelse på et to dages fagligt kursus, hvor vægten lægges på det praktiske.

Derfor foregår kurset på en riffelbane, således at du blandt andet kan lære fejlfinding på skytter ved at selv at se fejlene blive begået under kontrollerede forhold. Det skulle gerne give nogle praktiske ”værktøjer” til de nye instruktører, hvis mål er at træne kommende riffeljægere op til at bestå riffelskydeprøven.

Ligesom på skydelederuddannelsen afsluttes det skydefaglige modul med en skriftlig prøve, som skal bestås, før du får dit kursusbevis. Deltagelse på fagkurserne forudsætter, at du kan fremvise et kursusbevis for deltagelse på det relevante grundkursus.

Du finder de aktuelle kurser og mere information her, hvor du også kan tilmelde dig. Søg på enten skydeleder, riffel, instruktionsteknik eller riffelinstruktør, faglig del.

Merit

Der gives ikke merit for instruktøruddannelser eller enkelte moduler. Årsagen til, at der ikke gives merit er, at Danmarks Jægerforbund ønsker at sikre, at alle forbundets instruktører har gennemgået den samme grunduddannelse.

Hvis du tidligere har gennemført modul 2: Instruktionsteknik i forbindelse med en anden instruktøruddannelse i Danmarks Jægerforbund, behøver du dog ikke tage det igen.

Indholdet af vores skydeuddannelser er reguleret af Naturstyrelsen jf. Våbenloven og godkendt på baggrund af kursets indhold og tilhørende prøver. Danmarks Jægerforbund har ikke på baggrund af Naturstyrelsens godkendelse bemyndigelse til at dispensere for kurset eller dele heraf, hvorfor vi ikke kan give merit for tidligere uddannelser, selvom disse er længere og har et højere fagligt indhold end det, der kræves.