Drabschefen jager mordere, voldsmænd og råbukke

Det er med en vis skuffelse, jeg træder ind på Jens Møller Jensens store, lyse kontor, som ligger i en anonym bygning i et af Københavns yderområder, for jeg havde snarere ventet et dunkelt kontor, hvor sagsbunkerne hober sig op ligesom på kriminalassistent Jensens kontor i Olsen banden. Følelsen forstærkes yderligere, da den 57-årige drabschef byder på en kop kaffe, for her fornemmer jeg et engagement og et drive, som står i skærende kontrast til Erik Ballings desillusionerede og opgivende kriminalassistent.

– Sæt dig ned, siger Jens energisk, mens han skænker kaffen og fortæller om den sidste buk, han har nedlagt, samtidig med at han bladrer i sin telefon for at vise mig et billede at bukkens opsats.

Sproget, og måden han fortæller historien på, røber da også, at der ligger mange års erfaring bag oplevelsen.

– Jeg kommer fra en jagtfamilie, hvor både min far og storebror var og er jægere, siger Jens og fortæller ivrigt videre:

– Jeg er opvokset i Bagsværd, hvor jeg brugte drengeårene på lidt lystfiskeri. Da jeg blev gammel nok, skulle jeg selvfølgelig have jagttegn og modtog jagttegnsundervisningen på en ungdomsskole i Gladsaxe. Jeg var så heldig at få jagttegnet så tidligt, at jeg kunne komme på rævejagt på min 16 års fødselsdag den 1. juli. Dengang var rævene jo lovlige fra den 16. juni. Siden har jeg dyrket friluftslivets glæder uden afbrydelse. De første år jagede vi mest edderfugle og andre havfugle, fordi mine forældre havde et sommerhus ved Faxe Bugt. Vi drenge fandt jo hurtigt ud af, at der var god jagt på havet, og jeg husker særligt farvandet omkring Maderne ved indsejlingen til Præstø Fjord som et godt jagtområde.

Elsker jagt med hund

− Drengeårene blev helt naturligt afløst af ungdomsårene, hvor den stod på uddannelse, arbejde og familieliv, så der blev skruet lidt ned for jagten i de år. Derimod blev det til en del fisketure, og det er ikke så få bæk- og havørred, jeg har fået på krogen, men det er jo jagten, vi skal tale om, siger Jens og fortsætter,

– de sidste mange år har jeg prioriteret jagten før lystfiskeriet, og jagtligt spreder jeg mig vel egentligt bredt. Min far har givet mig interessen for trampejagt, og min bror, der arbejder inden for jagt- og skovbrug, har tidligt introduceret mig til de høje, drevne fasaner. Så man kan vel sige, at jeg jagtligt har bevæget mig imellem de to poler.

– Hundearbejdet har også min store interesse, og jeg elsker alle jagtformer, hvor jeg kan bruge min hund. For eksempel ande- og gåsetræk, som er meget stemningsfuldt. Når man sidder i tusmørket, er der nemlig et helt særligt samspil mellem jæger og hund. Selv om man ikke kan se eller høre noget, så behøver man blot at følge hundens reaktion. Når den løfter ørerne og begynder at kigge op i luften, så ved man, at der er fugle på vej. Eller hvis man har anskudt en gås, som går ned langt ude i svært terræn, så er man stolt som en pave, når hunden efter et kvarters hårdt arbejde kommer slæbende med fuglen. Men, nu vi taler om gæs, så kan jeg da røbe, at jeg sidste jagtsæson var så heldig at få 26 gæs på træk.

– Et andet charmerende element ved trækjagten er roen. Har det været en lidt hektisk arbejdsdag, er det en lise for sjælen at sidde stille og roligt sammen med hunden og suge alle naturens dufte, lyde og indtryk til sig.

Respekt for livet og døden

Alle, som har beskæftiget sig bare lidt med jagt og hundearbejde, ved, at den dyreste ressource er tiden, så jeg spørger Jens, hvordan han får tid til både jagt og hundearbejde ved siden af stillingen som drabschef.

− Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om prioritering, og jeg tror faktisk, at man lidt populært kan sige, at man skal være noget for sig selv for at kunne være noget for andre, siger Jens og uddyber det nærmere:

– Forsømmer man sig selv, kan det være svært at være mentalt til stede i andre sammenhænge. Det er i hvert fald en erfaring, som jeg har gjort mig. Når det er sagt, må jeg også indrømme, at det nogle gange kræver en del planlægning at få det hele til at hænge sammen. Jeg har flere gange været nødsaget til at melde afbud til en jagt i sidste øjeblik, fordi jeg stod på et gerningssted eller deltog i en obduktion. Men heldigvis er det aldrig sket på en af mærkedagene, som for mig er den 1. oktober og den 16. maj.

Jeg griber den med mærkedagene for at få Jens til at fortælle lidt om bukkejagten, og jeg kan heller ikke lade være med at spørge, om det ikke giver associationer, når man det ene øjeblik står på et makabert og blodigt gerningssted med et uskyldigt offer eller deltager i en obduktion på Retsmedicinsk Institut, for måske samme aften at nedlægge og brække en råbuk op?

− Når du spørger på den måde, kan jeg nok finde et par lighedspunkter, siger Jens og fortsætter efter et øjebliks betænkningstid,

−både gerningsstedet og jagten kan være blodig. En anden fællesnævner er jo, at man skal have respekt for både livet og døden, og det er uanset, om det drejer sig om mennesker eller dyr. Et godt eksempel er vildtparaden. Den holder vi for at vise vores respekt for det nedlagte vildt. Endelig bruger man nogle af de samme egenskaber, nemlig erfaring, tålmodighed, opfindsomhed og målrettethed, hvad enten man jager en bestemt råbuk eller en gerningsmand, så på den måde er der et par lighedspunkter, men så hører ligheden også op.

Riffeljagt i udlandet

Som Jens antydede omkring mærkedagen den 16. maj, er han også passioneret bukkejæger, og jagtriflen har ført ham til både Sverige, Polen og Skotland, hvor det efterhånden er blevet til en del bukke, kronhjorte og vildsvin, og særligt Polen har givet Jens nogle gode jagtoplevelser.

− Mange har en mening om bukkejagt i Polen, men det er måske, fordi autopürsch er normen på nogle polske jagtrevirer, og jeg vil da heller ikke gøre mig bedre, end jeg er, siger Jens og forsøger at præcisere, hvad han mener.

– Tidligere har jeg da også nedlagt bukke under omstændigheder, som jeg ikke ville have gjort i dag, men vi modnes jo alle. Modsætningsvis har jeg oplevet stor respekt og forståelse fra polske jagtguider, når jeg har insisteret på at pürsche i stedet for at køre rundt og nedlægge bukke fra bil. Jeg kender også polske jægere fra en lidt anden side, fordi jeg flere gange har hjulpet en ven med at transportere fasankyllinger fra polske jagtrevirer til Danmark. På den måde har jeg måske også fået et tættere eller anderledes forhold til de polske jægere, som måske også har gjort det lettere for mig at trumfe mine jagtlige ønsker igennem.

Pürschjagten har som sagt et godt tag i Jens. Under en jagttur til Skotland brugte han for eksempel tre fulde dage, før det lykkedes ham at nedlægge en ganske bestemt buk, som senere blev opmålt til et godt stykke over guldmedaljekravet. På en anden jagttur kravlede han seks timer i træk rundt i højlandet, før han fik den udpegede hjort, som han hele tiden havde kontakt med, men som han siger:

– Pürschjagten er udfordrende, og tilfredsstillelsen er selvfølgelig større, når man nedlægger et stykke hjortevildt på pürsch end fra en skydestige eller et tårn. Modsætningsvis nedlægger jeg også gerne hjortevildt fra en skydestige, for man skal heller ikke være hellig.

Koger selv trofæer

Det nærmer sig efterhånden et trecifret antal pænt afsavede og blegede trofæer, som pryder drabschefens vægge, og den disciplin behersker han også.

− Jeg koger og ordner selv mine trofæer og mange af mine venners med, fortæller en smilende Jens og tilføjer, – for så er jeg nemlig sikker på, at det bliver gjort ordentligt, og skal du have det hele med, så deltager jeg også i pasning af fasaner i vores jagtkonsortium, der er en af de tre jagter, som jeg er med i.

Med den melding forlader jeg Jens Møller Jensens kontor, og jeg er helt målløs over det jagtlige og arbejdsmæssige engagement, han lægger for dagen.

Forbavselsen bliver ikke mindre, da han som afskedssalut udbryder:

– Tror du ikke, at vi kan få tid til en bukketur eller lidt ræveregulering, inden bukkesæsonen er slut?

Ja, man kan bare undres over, hvordan han kan overkomme det alt sammen, men det bekræfter måske bare den gamle talemåde, at det er de, som arbejder mest, der også overkommer mest i fritiden!

Artiklen du lige har læst har været bragt i magasinet Jæger.

Jæger er Danmarks Jægerforbunds medlemsblad og er landets største magasin om Jagt, vildt og natur. Alle medlemmer af Danmarks Jægerforbund modtager bladet 11 gange om året.

Læs mere om fordelene ved et medlemskab af Danmarks Jægerforbund.