OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 01. juli 2016

Nu træder den nye knivlov i kraft

I dag kan du igen lovligt tage din foldekniv i lommen, bilen og campingvognen til pludseligt opståede formål. Den meget omdebatterede knivlov træder nemlig i kraft i dag efter at et enigt folketing vedtog loven tidligere på året. Skal du et smut på restaurant, til fodboldkamp eller lignende, skal du dog lade kniven blive hjemme.

Tekst: Kenneth Sletten Christensen, Danmarks Jægerforbund
Foto: Thomas Iversen, Danmarks Jægerforbund

Nu kan du med god samvittighed tage kniven i lommen, lægge en ud i bilen og pakke en i campingvognen. I dag træder den nye knivlov nemlig i kraft.

Det betyder først og fremmest, at jægere, fiskere, spejdere, håndværkere og alle andre trygt kan have deres trofaste redskab med på deres færd. Men det betyder faktisk også, at almindelige borgere må have en lommekniv med til pludseligt opståede formål.

Anerkendelsesværdigt formål

Det meget omdiskuterede krav om ’et anerkendelsesværdigt formål’ med at bære din kniv, er fortsat tilstede i loven. Intet tyder på, at der er én eneste folketingspolitiker i Danmark, der har tænkt sig at tage formuleringen op til debat. Den er ganske enkelt nødvendig for at give politiet mulighed for at afvæbne en potentiel ballademager uanset omstændighederne.

Der er dog nogle nye og relevante ændringer i forhold til den gamle lov:

Alle knive er nu omfattet af reglen om anerkendelsesværdigt formål. Det gælder altså også små foldeknive under 7 cm, der ikke kan fastlåses, og som tidligere var fritaget.

Til gengæld – og det er et meget vigtigt ’til gengæld’ – er reglen om anerkendelsesværdigt formål penslet grundigt ud i bemærkningerne til lovforslaget sådan, at det er lovligt at have en lommekniv i lommen, bilen eller lignende til pludseligt opståede formål. Skal du på restaurant, i byen, til fodboldkamp, demonstration eller lignende må du dog ikke have kniven i lommen. Her er formuleringerne direkte citeret fra bemærkningerne til lovforslaget:

Som anført i pkt. 2.2.3. i de almindelige bemærkninger er det ikke hensigten med forslaget, at det generelt skal være forbudt at være i besiddelse af almindelige små foldeknive – f.eks. lommeknive, multiværktøjer eller proptrækkere med indbygget kniv – når de medbringes til dagligdags og fredelige, praktiske gøremål af den føromtalte type.

Det vil også i forhold til disse typer af knive bero på en konkret vurdering, om der foreligger omstændigheder, som gør, at der foreligger et anerkendelsesværdigt formål med at besidde kniven. Ved denne vurdering vil der, i lighed med hvad der gælder for andre knive omfattet af lovforslagets § 1, skulle lægges vægt på knivens art, anvendelsesområde og den situation, hvorunder kniven besiddes. Det vil her skulle indgå, at de små foldeknive typisk har et bredere anvendelsesområde end andre knive og kan bruges til mange forskellige og pludseligt opståede dagligdags, praktiske gøremål. Derfor vil det efter omstændighederne kunne være anerkendelsesværdigt at medbringe en sådan kniv på offentligt tilgængelige steder mv., selv om formålet hermed har en bredere karakter end f.eks. at deltage i en bestemt fritidsaktivitet, f.eks. en fisketur eller spejderlejr. En kniv af denne type vil således f.eks. kunne opbevares i en bil, båd eller campingvogn i tilfælde af, at der opstår et behov for reparationer mv.

Der vil dog være situationer, hvor besiddelse af knive – også små foldeknive – som det helt klare udgangspunkt aldrig vil være berettiget. Det gælder f.eks. til visse større fodboldkampe eller i nattelivet, hvor der er nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede situationer af potentielt voldelig karakter.

Politiet har bevisbyrden

Det uvisse ved reglen om anerkendelsesværdigt formål er dog stadig, hvordan politiet og domstolene vil 'vurdere den konkrete situation'.

Blandt andet derfor spurgte Berlingske forleden direktør for Københavns Politi, Thorkild Fogde til reglerne.

Her forklarer han, at:

- … Hvis vi (politiet, red.) møder dig kl. 2.30 om natten på café Rust på Nørrebro, og du har en kniv på dig, og fortæller os, at du skal skære æbler, så tror jeg, at vi vil sige: ’Aargh, det lyder ikke sandsynligt - hvor er æblerne?’ Vi vil i særlig grad forholde os skeptisk, hvis du tidligere er straffet for vold. Men politiet har bevisbyrden, så det er anklagemyndigheden, der skal bevise, at det ikke var et anerkendelsesværdigt formål.

Der bliver altså lagt op til, at gode grunde og fornuft skal ligge til grund for dit knivbrug. Men så er der til gengæld også videre rammer end tidligere.

Som Thorkild Fogde forklarer til Berlingske, er grænsen flydende, men genkendelig, hvis du bruger fornuften som ledestjerne:

- Hvis en håndværker er på vej hjem fra arbejde, kan han godt stoppe og købe hotdogs, selvom han har en kniv på sig. Omvendt må han ikke sidde på værtshuset til klokken 22, hvis han stoppede for en fyraftensøl, mens han har en hobbykniv i sine bukser. Så vil han komme længere og længere væk fra det anerkendelsesværdige formål.

Opfordring til ’at holde øje’

På grund af historikken med uheldige sager om knive, og fordi mange fortsat føler sig usikre på, hvordan loven vil blive tolket, vil vi i Danmarks Jægerforbund opfordrer til, at man selv ’holder øje med’ om der opstår urimelige sager eller domme, og at man kontakter os. Så vil vi gå direkte til justitsministeren.

Søren Pind har nemlig ved flere lejligheder lovet Danmarks Jægerforbund, at loven bliver lavet om igen, hvis den ikke virker efter hensigten. Det vil vi gerne hjælpe ham med at finde ud af, så får du kendskab til en urimelig anholdelse eller dom efter den nye knivlov, hører vi meget gerne fra dig.

Og så er det ellers frem med lommeknivene!