OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 22. december 2016

Fødevarestyrelsen skærper kontrol med importerede fasaner og agerhøns

Fødevarestyrelsens seneste kontroller viser, at der er alt for dårligt styr på sporbarheden ved indførsel af fjervildt fra udlandet. Bæredygtig Jagt vil i det nye år komme med forslag til, hvordan der kan bringes orden på forholdene.

Tekst: Redaktionen

Fødevarestyrelsen har i dag offentliggjort den afsluttende rapport, efter at man i sommeren 2016 har gennemført en kontrolkampagne med fokus på sporbarhed og dyrevelfærd ved indførsel af fjervildt til Danmark.

Den gennemførte kontrol har været rettet mod importører og transportvirksomheder, som indfører fjervildt fra udlandet. Kontrollen har også haft fokus på personer, som opdrætter importeret vildt.

Ved fjervildt forstås både fasaner, agerhøns og gråænder. I 2016 blev der indført fasaner og agerhøns til Danmark fra primært Frankrig, Polen og Sverige.

Trods en landsdækkende oplysningskampagne, som Bæredygtig Jagt gennemførte i samarbejde med SVANA og Fødevarestyrelsen, hvor der bredt blev informeret om reglerne for udsætning, viser kontrollen alligevel, at der ikke er styr på sporbarheden.

- Det er helt uacceptabelt, at der er så dårligt styr på reglerne. Det kan vi som jægere ikke være tjent med. Derfor vil vi gå i tænkeboks således, at vi til den kommende sæson er klar til forslag til en handlingsplan, så vi kan få styr på det her område, siger Christian Sehestedt Juul, der er formand for Bæredygtig Jagt - Bæredygtig Jagt er en sammenslutning af Danmarks Jægerforbund, Dansk Skovforening og Sektionen for Større Jordbrug.

Fra Danmarks Jægerforbund, der naturligvis også har været en aktiv medspiller i oplysningskampagnen, bakker formand Claus Lind Christensen fuldt ud op om udtalelsen fra Christian Sehestedt Juul. I Danmarks Jægerforbund vil vi naturligvis også fortsætte oplysningen til vores medlemmer, siger Claus Lind Christensen.

Udsat forkerte steder

Blandt de overtrædelser, som Fødevarestyrelsen har kunnet konstatere, kan nævnes, at fasaner, som indføres med henblik på udsætning i naturen, ikke er udsat på det sted, som er angivet i de veterinære dokumenter. I nogle tilfælde er fjervildt, som er indført med henblik på opdræt og videresalg, i stedet havnet i en besætning, som ikke er registreret hos Fødevarestyrelsen, og som dermed heller ikke har været underlagt den lovpligtige, nationale overvågning for fugleinfluenza.

- I disse tider, hvor man i store dele af Europa har stor bevågenhed omkring fugleinfluenza, er det ekstra vigtigt, at vi har styr på, hvor indførte fasaner og andet fjervildt kommer fra, og hvor det ender, pointerer chef for Veterinærrejseholdet, Flemming Kure Marker.

Fødevarestyrelsen vil derfor foretage flere lignende kontroller i årene fremover.

Danmarks Jægerforbund har skrevet om sporbarhed i forbindelse med import af fjervildt fra udlandet og udarbejdet film om dette emne. Se med her.