Gasning af gæs i Holland viser behovet for forvaltningsplan

Fredag, 31. jul 2015

Indfangning og gasning af gæs i fuglenes fældningsperiode har i flere år været praktiseret i Holland, hvor metoden især har været anvendt omkring Schiphol Lufthavn ved Amsterdam af hensyn til flysikkerheden. I år blev der imidlertid givet tilladelse til at anvende gasning over hele landet, og det var ønsket, at op mod en halv million gæs skulle slås ihjel på denne måde. Det viser tydeligt behovet for en international forvaltningsplan - med jagt som et naturligt redskab.

Hvis man ser bort fra risikoen for at blive gasset, så er Holland det perfekte land for en gås. Kombinationen af store vådområder, rigelige fødemængder, en effektivt kontrolleret rævebestand, mildere vintre og fredning af samtlige gåsearter har resulteret i en så stor bestandstilvækst, at gæssene efterhånden betragtes som skadedyr mange steder.

Gæssenes popularitet er i frit fald

I Holland betragtes gæssene på tværs af arterne som to forskellige bestande - sommergæs og vintergæs. Sommergæssene yngler eller tilbringer sommeren i Holland, hvorimod vintergæssene yngler længere mod nord og kun opholder sig i Holland under træk og overvintring.

Det er primært sommergæssene, der skaber problemer for de hollandske landmænd - og dermed for befolkningen, som via skatten finansierer den kompensation, der udbetales. I 2014 blev der udbetalt næsten 15 millioner euro i kompensation for markskader, hvoraf langt størstedelen var forårsaget af gæs.

Fremgang giver nye udfordringer

Flere af gåsearterne er i generel fremgang på europæisk plan, og Holland er langt fra det eneste land, der oplever problemer med de mange gæs. Også i Danmark kender vi problematikken med markskader, og det er vigtigt, at der tages hånd om problemet, inden de store gåsebestande herhjemme skifter status fra succeshistorie til skadedyr.

Danmarks Jægerforbund er helt uforstående over for den situation, der er opstået i Holland. Stig Egede Hansen, medlem af hovedbestyrelsen og formand for DJ's Trækvildtudvalg, siger:

- At der pludselig skal gasses flere hundrede tusind gæs i Holland, mens de omkringliggende lande undrende ser til, understreger vigtigheden af, at artsforvaltning af trækvildt foregår på internationalt plan. Jagt bør indgå i forvaltningsplanerne som et anerkendt, aktivt og effektivt redskab til naturforvaltning.

Gæs er et internationalt anliggende

Gæssenes fældningsperiode er næsten overstået, og det transportable gaskammer bliver formodentlig snart kørt i garagen. De døde gæs skal spises, og der skal gøres status. Forhåbentlig vil behovet for en (inter)national forvaltningsplan for bl.a. grågås stå lysende klart, når gæssene - levende som døde - igen er blevet talt. Som det er nu, forvaltes gæssene i Holland nemlig på amtsniveau, idet forhandlinger om en national forvaltningsaftale måtte afbrydes, fordi parterne ikke kunne blive enige.

DJ's formand Claus Lind Christensen ser frem til en debat om dette emne. Han udtaler:

- Ved førstkommende lejlighed i efteråret vil jeg tage dette emne op i FACE, herunder med min kollega i det hollandske jægerforbund. Uanset om planen bliver national eller international, og om den bliver adaptiv eller ej, så håber vi, at den fremtidige gåseforvaltning i Holland vil give jægerne mulighed for igen at gå på gåsejagt med glæde. Den nuværende lovgivning er unødigt kompliceret og afholder mange jægere fra at skyde gæs, selvom det er muligt at få reguleringstilladelse.

Af Iben Hove Sørensen, trækvildtkonsulent