Forsikring

Alle jagtforeninger, som er tilsluttet Danmarks Jægerforbund, er omfattet af en række forsikringsaftaler.

 

  • Arbejdsskadeforsikring

    Den forsikrede personkreds

    Samtlige ansatte, jægerråd, kredsbestyrelser, hovedbestyrelse, repræsentantskab samt medlemmer, når disse personer udfører arbejde for eller i regi af Danmarks Jægerforbund. Arbejdet skal være bestemt eller igangsat af ét eller flere bestyrelsesmedlemmer i et af Danmarks Jægerforbunds organer. Forsikringen omfatter også bestyrelsesmedlemmer for de 865 lokale jagtforeninger.

    Omfang

    Forsikringen dækker den forpligtelse, som arbejdsgiver har ifølge gældende lovgivning vedrørende arbejdsulykker.

  • Ansvarsforsikring

    Den forsikrede personkreds:

    Danmarks Jægerforbunds medlemmer og gæster.

    Omfang:

    • Enhver aktivitet i regi af Danmarks Jægerforbund og/eller tilknyttet en lokal jagtforening, herunder skydning med våben med eller uden lyddæmper, armbrøst samt bue, der er godkendt til baneskydning/sportsskydning og/eller jagt.
    • Jagttegnsundervisning.
    • Vildtregulering foretaget af de udpegede reguleringsjægere.  Kursus, undervisning, teambuilding, mødevirksomhed o.l.
    • Bespisning i forbindelse med ovenstående samt messer, dyrskuer m.v. inklusiv bespisning og smagsprøver af vildt samt madlavning over bål og under åben himmel i øvrigt.
    • Lystfiskeri og sejlads.
    • Detailsalg via postordre og hjemmeside.
    • Fugleskydning.
    • Udlejning af lerduemaskiner og skydebaner med uddannet skydeleder/skydeinstruktør.
    • Andre aktiviteter, der naturligt falder inden for Jægerforbundets/jagtforeningers område, herunder erstatning for anlæg og øvrige faciliteter.

    Begrænsninger:

    Forsikringen omfatter de forsikredes personlige ansvar subsidiært, det vil sige, at en anden ansvarsforsikring vil gå forud for Danmarks Jægerforbunds ansvarsforsikring. Den lovpligtige ansvarsforsikring tilknyttet jagttegnet samt medlemmer og gæsters private ansvarsforsikring vil dække skaden primært, det vil sige, at Danmarks Jægerforbunds forsikring kommer i anvendelse i de tilfælde, hvor sikrede ikke er dækket af en anden ansvarsforsikring. Forsikringer dækker ikke aktiviteter, som jagtforeningen ikke er indblandet i, det vil sige udlejning til private formål, som ikke sker i jagtforeningsregi. Forsikringen dækker ikke ansvar, som er eller kunne være dækket af den lovpligtige hundeansvarsforsikring. Sker der personskader på grund af hændelige uheld, dækker ansvarsforsikringen ikke, og det er den skadelidtes egen ulykkesforsikring, der skal dække skaden.

    Særligt vedrørende forsikringsdækning på skydebanen - hvilke skydebaner er dækket:

    Alle skydebaner med eller uden lerduekastemaskiner, der ejes eller lejes af lokale jagtforeninger tilknyttet Danmarks Jægerforbund eller af Danmarks Jægerforbund. Både permanente skydebaner og midlertidige skydepladser er omfattet af forsikringen.

    For at være omfattet af forsikringen skal følgende 4 punkter være opfyldt:

    1. Skydebane og anlæg skal være sikkerhedsgodkendt til formålet af en instruktør/skydeleder, som er godkendt/uddannet af Danmarks Jægerforbund.

    2. Skydeaktiviteten skal foregå med våben med eller uden lyddæmper, armbrøst eller bue, der er godkendt til baneskydning/sportsskydning og/eller jagt. De pågældende skydevåben/armbrøster/buer skal lovligt kunne anvendes til skydning på skydebane.

    3. Instruktionen under skydningen skal forestås af en godkendt/uddannet instruktør/skydeleder.

    4. Skydningen skal foregå i Jægerforbundets regi.

    Særligt vedrørende forsikringsdækning på skydevogne

    Jægerforbundets ansvarsforsikring dækker skader subsidiært, når jagtforeninger udlejer/udlåner skydevogne, og de fire ovenfor anførte betingelser er opfyldt. Mens skydevognen befinder sig på køretøjets trækkrog, og køretøjet trækker skydevognen, er det køretøjets forsikring, der dækker skader, skydevognen påfører andre. Udlejes skydevognen uden, at der er en godkendt skydeinstruktør til stede under brugen af skydevognen, dækker Danmarks Jægerforbunds forsikring ikke. Derfor opfordrer Danmarks Jægerforbund jagtforeningerne til at anvende ”Lejekontrakt af skydevogn uden instruktør” i disse tilfælde, da Danmarks Jægerforbund ikke har en forsikring, der dækker skader, hvilket bl.a. fremgår af denne kontrakt.

  • All risks forsikring

    De forsikrede objekter:

    Kontanter og løsøre.

    Omfang:

    Jagtforeningernes kontanter, som er opbevaret i Danmarks Jægerforbunds lokalforeningsbestyrelsesmedlemmers private hjem.

    Begrænsninger:

    Forsikringen dækker kun indbrudstyveri af kontanter op til 5.000 kr.

  • Anmeldelse af skader

    Skade dækket af Danmarks Jægerforbunds forsikring


    Sker der en skade, som er omfattet af Danmarks Jægerforbunds arbejdsskade-, ulykkes-, ansvars- eller all risks forsikring, skal skadeanmeldelse ske ved at kontakte Danmarks Jægerforbund:

    Juridisk konsulent
    Mikala Høj Laursen
    Molsvej 34, 8410 Rønde
    Tlf.: 27 80 28 56/ 88 88 75 64
    E-mail: mhl@jaegerne.dk

    Skader skal derudover anmeldes til eventuelle privat tegnede forsikringer.

     

    Skader opstået i forbindelse med jagt

    De skader, jagttegnsindehavere forårsager ved at affyre skud under jagt, dvs. under efterstræbelse af vildt, ved at skydevåbnet affyres utilsigtet under en sådan jagt eller i umiddelbar forbindelse med jagtens påbegyndelse eller afslutning, dækkes af Tryg Forsikring. Alle jagttegnsindehavere betaler hvert år ved indløsning af deres jagttegn forsikringspræmie til Tryg, og dermed er de omfattet af den ansvarsforsikring, som er lovpligtig i forhold til jagttegnet.

    Når der er sket en skade opstået på jagt eller i umiddelbar tilknytning dertil, skal skaden anmeldes til Tryg. 

    Læs mere her: http://www.jaegerforbundet.dk/jagt/regler-sikkerhed-lovgivning/den-lovpligtige-ansvarsforsikring/

  • Forsikringer medlemmerne selv skal tegnes

    Skader forårsaget af hunde:

    Alle hunde skal være dækket af en lovpligtig hundeansvarsforsikring. Forsikringspligten påhviler ejeren af hunden. Alle skader forårsaget af hunde, skal håndteres af den lovpligtige hundeansvarsforsikring eller den udvidede hundeansvarsforsikring, når hunden bruges under træning, jagt, schweisshundearbejde samt alle øvrige aktiviteter. Danmarks Jægerforbund har ikke tegnet forsikring, der dækker skader forårsaget af hunde.

    Den lovpligtige hundeansvarsforsikring dækker de skader, hunden forårsager på andre eller deres ting. Udvidet hundeansvarsforsikring dækker skader, som hunden forårsager under deltagelse i hundearrangementer, og denne forsikring er et tilvalg til den lovpligtige hundeansvarsforsikring. Den udvidede hundeansvarsforsikring vil for eksempel dække skader på en person, som lader hunden angribe sig som et led i træningen eller det tilfælde, hvor hunden bider træneren, der er ved at undersøge dens kvalifikationer. I disse situationer er det ikke nok med en lovpligtig ansvarsforsikring. For at sikre alle kursister og undervisere på hundetræningskurser m.v. er det et krav, at deltagere på disse kurser skal have en udvidet hundeansvarsforsikring. Hundetrænere skal derfor sikre, at kursisterne på kurset har tegnet den udvidede hundeansvarsforsikring til deres hund. 

    Forsikring af egne og lånte/lejede køretøjer og trailere

    Bruges egne eller lånte- og lejede køretøjer og trailere i aktiviteter under Danmarks Jægerforbund, vil det være den enkelte ejer eller bruger af køretøjet/traileren, der står for at skulle tegne ansvars- og evt. kaskoforsikring på køretøjet/traileren. Skader forårsaget under kørsel med køretøjet og evt. tilkoblet trailer, skal dækkes af køretøjets ansvarsforsikring. Fysiske skader på selve køretøjet eller traileren skal dækkes af en kaskoforsikring tegnet af ejeren eller brugeren af køretøjet/traileren. Såfremt ejeren/brugeren ikke har tegnet kaskoforsikring, vil der ikke være forsikringsdækning for fysiske skader på køretøjet eller traileren.

  • Forsikringsattest

  • Forevisning af gyldig dokumentation på skydebanen

    Her kan du hente PDF til udskrivning vedr. lovpligtig forevisning af gyldig dokumentation på skydebaner inden køb af ammunition eller benyttelse af skydebaneanlægget.

  • Kollektiv ulykkesforsikring

    Den forsikrede personkreds:

    Hoved- og kredsbestyrelse, naturformidlere, udpegede reguleringsjægere, skydevognskoordinatorer, haglprøve- og riffelsagkyndige.   

    Omfang:

    Forsikringen dækker de ulykkestilfælde, der måtte indtræffe under de forsikredes arbejde for forbundet, herunder arbejde for lokalforeningernes valgte bestyrelser.
    Bestyrelsesmedlemmerne er dækket under deltagelse i møder og på den direkte vej til og fra møder, samt under rejser, foretaget for forbundet.
    Forsikringen omfatter de af jægerforbundet arrangerede konkurrencer, instruktionsarbejde og træningsforløb.

    Begrænsninger:

    Forsikringen dækker i øvrigt ikke tilskadekomst under almindelig jagt, herunder arbejde som klapper. 
    Ulykker, der rammer udpegede reguleringsjægere, naturformidlere, reguleringsjægere, skydevognskoordinatorer, halprøve- og riffelsagkyndige under transport til og fra aktiviteten, er ikke omfattet af forsikringen.