Faglighed skal være fundamentet for jagttiderne
Når jagttider fastsættes, skal faglig viden komme før politiske og værdimæssige ønsker. Det er derfor vigtigt at skelne mellem fakta, usikkerhed og holdninger.
Besøg vores emnesider
1061
Faglighed skal være fundamentet for jagttiderne
Faglighed skal være fundamentet for jagttiderne
Article
16408
https://jaegerforbundet.cdn.kontainer.com/cdn-static/2c92cb8f/8kolt70OMrOL/agerhonsejagt-ungjaegere-269.webp?d=19524&w=182&h=182
8
23/09 2026
2205
Niels Søndergaard
23/09 2026
Danmarks Naturfredningsforening har samme opfattelse. ”Vildtforvaltningsrådets principper for fastsættelse af jagttider var et kæmpe skridt mod faglighed frem for ”holdninger” og ”følelser”. Med principperne ser man på den enkelte arts biologiske situation, juraen omkring arten, og etikken. De etiske vurderinger tager udgangspunkt i de jagtetiske regler, som jægerne jo selv har medvirket til at lave: herunder at nedlagt vildt jo skal kunne bruges til noget fornuftigt”, siger Bo Håkansson, Seniorrådgiver for naturpolitik og artsforvaltning.
Der har været forskellige udlægninger af kriteriepapirets baggrund. Derfor er det vigtigt at slå fast, at der ikke er tale om en principaftale om jagttider mellem Danmarks Jægerforbund og Danmarks Naturfredningsforening.
Baggrunden skal findes i jagttidsprocesserne i begyndelsen af 2010'erne. Efter revisionen i 2013 ønskede DJ mere struktur og et stærkere fokus på de faglige vurderinger, før de politiske forhandlinger begyndte. DJ og DN tog derfor initiativ til drøftelser om en mere fagligt funderet proces.
I 2015 beskrev DJ offentligt, hvordan organisationerne ville anbefale Vildtforvaltningsrådet at udarbejde fælles kriterier, hvor biologiske argumenter og jagtetiske hensyn skulle indgå inden for gældende lovgivning. Samtidig understregede DJ, at det ikke betød, at DJ og DN havde samme jagtpolitik.
Kriteriepapiret opfandt ikke de hensyn, der indgår i vurderingen af jagttider. Jura, bestandsforhold, bæredygtighed, jagtetik og risikoen for artsforveksling var relevante også før. Værdien ligger i, at hensynene blev systematiseret og gjort til genstand for en mere ensartet vurdering.
Principperne samler vurderingen under tre hovedoverskrifter:
Formålet er at give drøftelserne et stærkere udgangspunkt i fakta og konkrete spørgsmål.
Annonce
For DJ er en af kriteriepapirets største styrker, at det gør det muligt at identificere, hvad en uenighed faktisk handler om. Er der et juridisk problem? Er bestanden i tilbagegang? Ved vi, hvilken betydning jagten har? Mangler der data? Er der risiko for forveksling? Eller handler uenigheden i virkeligheden om forskellige politiske eller værdimæssige syn på jagt? Det er en vigtig sondring.
Hvis det biologiske grundlag viser, at en bestand kan tåle jagtlig høst, og de juridiske og jagtetiske forudsætninger er opfyldt, bør det stå klart i processen. Omvendt skal vi naturligvis reagere, hvis data viser, at jagten ikke er bæredygtig, eller andre faglige forhold taler imod en jagttid.
Kriteriepapiret handler derfor ikke om at sikre bestemte jagttider. Det handler om at sikre en ordentlig metode til at vurdere dem.
Den første jagttidsrevision, hvor kriteriepapiret for alvor blev anvendt, blev efterfølgende evalueret i Vildtforvaltningsrådet. DJ beskrev i 2018, at der generelt var tilfredshed med processen blandt rådets medlemmer, og at metoden blev fastholdt. Dengang fremhævede DJ netop værdien af at få fagligheden mere i spil.
Det stemmer med vores erfaringer siden. Når organisationerne deltager i det faglige arbejde forud for rådets politiske drøftelser, bliver værdien af en fælles ramme tydelig. Man kan fortsat være markant uenig om jagt og konkrete arter, men kriterierne betyder, at uenigheden tager udgangspunkt i det samme faglige grundlag.
At kriteriepapiret ikke blot er et historisk dokument, blev senest demonstreret ved jagttidsrevisionen i 2026. Vildtforvaltningsrådet oplyser i sin indstilling til ministeren, at evalueringen af jagttiderne er gennemført med udgangspunkt i rådets principper for fastsættelse af jagttider samt DCE's videnskabelige vurdering af vildtbestandene og øvrigt fagligt materiale.
Forud for indstillingen arbejdede en faglig gruppe med repræsentanter fra rådets organisationer sammen med DCE og myndighederne om det faglige grundlag. Rådet beskriver selv processen som baseret på et stærkt fagligt grundlag bestående af princippapiret, DCE's biologiske rapport og et fagligt notat om målsætninger og kriterier for vildtbestandene.
Det viser samtidig noget vigtigt: Kriteriepapiret erstatter ikke biologisk forskning. Det skaber en ramme for, hvordan den faglige viden bringes ind i beslutningsprocessen.
Annonce
Danmarks Jægerforbund arbejder for mest mulig bæredygtig jagt. Det kræver, at vi kan dokumentere, at jagten foregår på et forsvarligt grundlag. Derfor skal vi ikke være bange for klare kriterier og faglige vurderinger. Tværtimod. Når bestandene kan tåle jagt, skal vi kunne argumentere fagligt for det. Når en art er i tilbagegang, skal vi undersøge årsagerne og jagtens faktiske betydning. Og når viden mangler, skal svaret være bedre data og bedre forvaltning.
Det er her, kriteriepapiret har sin største værdi. Det fjerner ikke politikken fra jagttidsdiskussionerne. Den endelige indstilling er fortsat Vildtforvaltningsrådets ansvar, og den endelige beslutning er politisk. Men kriteriepapiret hjælper med at sikre, at fagligheden kommer før politikken.
Det princip er værd at holde fast i. Også når det faglige resultat ikke er det, den enkelte organisation på forhånd havde ønsket sig.