De etiske kriterier afvikler ikke dansk jagt
Vildtforvaltningsrådets etiske kriterier er ikke et værktøj til at afvikle jagt, men en fælles faglig ramme, der skal sikre, at jagttider bygger på viden, bæredygtighed og konkrete vurderinger.
Besøg vores emnesider
1061
De etiske kriterier afvikler ikke dansk jagt
De etiske kriterier afvikler ikke dansk jagt
Article
16411
https://jaegerforbundet.cdn.kontainer.com/cdn-static/2c92cb8f/j0VCqUeIARPL/kronvildt-tiv.webp?d=19524&w=182&h=182
5
23/09 2026
2205
Niels Søndergaard
23/09 2026
Netnatur rejser spørgsmålet, om Vildtforvaltningsrådets principper for fastsættelse af jagttider risikerer at afvikle dansk jagt.
Det mener vi i Danmarks Jægerforbund ikke, der er belæg for.
For det første er der ikke tale om en ”principaftale” mellem Danmarks Jægerforbund og Danmarks Naturfredningsforening om at begrænse jagten. DJ og DN tog i sin tid initiativ til at skabe en mere struktureret og fagligt baseret proces omkring jagttiderne. Principperne blev efterfølgende Vildtforvaltningsrådets fælles grundlag for arbejdet med jagttider.
Bo Håkansson, Seniorrådgiver for naturpolitik og artsforvaltning i Danmarks Naturfredningsforening, er helt på linje med den udlægning af historikken:
– Initiativet til at lave Vildtforvaltningsrådets principper for fastsættelse af jagttider blev taget af Danmarks Jægerforbund og Danmarks Naturfredningsforening i fællesskab, ud fra et fælles ønske om større faglighed i drøftelserne om jagttider. De 5 øvrige organisationer i Vildtforvaltningsrådet gav deres overvejelser og bidrag, og til sidst besluttede rådet så, i fuld enighed, de principper, som man nu kan finde på rådets hjemmeside.
Derfor er det er det rene vrøvl at påstå, at det er Danmarks Jægerforbunds og Danmarks Naturfredningsforenings principper. Det er rådets principper”, siger han.
Formålet var netop at flytte diskussionen væk fra organisationernes på forhånd fastlagte positioner og i højere grad tage udgangspunkt i jura, biologi og jagtetik. Det er fortsat de tre hovedelementer, som Vildtforvaltningsrådet anvender, senest ved jagttidsrevisionen i 2026.
Netnatur peger især på de etiske kriterier som f.eks. forvekslingsrisiko, forstyrrelse og anskydning og argumenterer for, at de kan fortolkes så stramt, at de kan begrænse ellers biologisk bæredygtig jagt. Det er en relevant diskussion, men kriterierne forudsætter ikke en risiko på 0.
Det fremgår faktisk også af Netnaturs egen gennemgang. En mulig forveksling mellem arter betyder ikke automatisk fredning, og principperne giver mulighed for differentierede løsninger, f.eks. geografisk eller tidsmæssigt afgrænset jagt.
Kriterier som forvekslingsrisiko er desuden ikke opstået med kriteriepapiret. Sådanne hensyn indgik også tidligere i arbejdet med jagttider. Det nye var, at de forskellige hensyn blev samlet og systematiseret, så organisationerne i Vildtforvaltningsrådet i højere grad skulle forholde sig til det samme faglige grundlag.
Taffeland blev f.eks. ikke fredet i 2020, fordi man havde dokumenteret, at jagten i Danmark var årsag til bestandsnedgangen. Fredningen skal snarere ses som en forsigtigheds-/forvaltningsmæssig beslutning på baggrund af international tilbagegang, artens truede status og AEWA's krav om ingen jagt på en A1b-bestand.
Den seneste DCE-vurdering understøtter fortsat fredningen, og nyere EU-analyser peger yderligere på, at jagt på bestanden ikke synes bæredygtig. Det er altså en faglig vurdering af bestanden, som ikke har noget med forvekslingsrisiko at gøre.
Det er helt afgørende, at vi har fagligheden på plads. Det er netop formålet med kriterierne: at skabe et tydeligt og fagligt grundlag for drøftelserne, inden den politiske proces begynder.
Hvis en bestand kan tåle en bæredygtig jagtlig høst, skal vi kunne dokumentere det. Er der en reel udfordring med f.eks. forveksling eller forstyrrelse, skal vi undersøge problemets omfang og søge konkrete løsninger.
Hvis der ikke er fagligt belæg for en begrænsning, skal det naturligvis også fremgå. Det betyder ikke, at kriterierne aldrig kan føre til kortere jagttid eller fredning. Det kan de. Men de kan også understøtte jagt, når de biologiske, juridiske og etiske forudsætninger er til stede. Alternativet til klare kriterier er ikke nødvendigvis mere jagt.
Alternativet risikerer at være en proces, hvor organisationernes holdninger får større betydning end det faglige grundlag.
Danmarks Jægerforbunds opgave er at sikre mest mulig bæredygtig jagt på et fagligt forsvarligt grundlag. Netop derfor har jægerne en interesse i, at jagttider kan forsvares med viden, data og klare kriterier.
Annonce