Fra brakmark til fugleparadis

På få år er knap ni hektar lavproduktiv landbrugsjord i Finland blevet forvandlet til et levende vådområde. Resultatet taler sit tydelige sprog: Omkring 170 ællinger blev registreret denne sommer. Danske og irske jægere har via Waterfowlers’ Network været med til at støtte projektet.

Fotograf: Claus Lind Christensen

1061

Fra brakmark til fugleparadis

Fra brakmark til fugleparadis

Article

17966

https://jaegerforbundet.cdn.kontainer.com/cdn-static/2c92cb8f/YGFBMR4Cxfdh/clc-9911graand.webp?d=19524&w=182&h=182

4

23/10 2026

2206

Jacob Munkholm Jensen

23/10 2026

Det begyndte med en idé om at omdanne tre hektar lavproduktiv landbrugsjord til vådområde. Men potentialet viste sig hurtigt at være større. Da planerne for Kiilonen-vådområdet i Finland var færdige i sommeren 2024, var projektet vokset til næsten ni hektar fordelt på seks forskellige vådområder.

Projektet er gennemført med støtte fra blandt andre det finske land- og skovbrugsministerium, Finnish Game Foundation, Finnish Wildlife Agency, lodsejerne samt danske og irske jægere gennem Waterfowlers’ Network.

Kiilonen er det tredje projekt, Osom der gives støtte til. Læs om alle tre projekter her.

Om Waterfowlers’ Network

Waterfowlers’ Network blev etableret i 2019 som et internationalt samarbejde mellem jagtorganisationer i syv nordvesteuropæiske lande – heriblandt Danmarks Jægerforbund.

Netværket arbejder for at styrke bestandene af trækkende vandfugle og sikre en bæredygtig jagt gennem samarbejde på tværs af landegrænser. Indsatsen omfatter blandt andet indsamling af data, forbedring og genopretning af levesteder samt bæredygtig forvaltning af vandfugle.

Baggrunden er enkel: Trækfugle kender ingen landegrænser, og derfor kræver en effektiv forvaltning også internationalt samarbejde.

 

Læs mere om Waterfowlers' Network ➜

Ænderne rykkede hurtigt ind

I efteråret 2024 gik gravemaskinerne i gang med at etablere dæmninger, rør og anlæg til regulering af vandstanden. Allerede året efter begyndte de første resultater at vise sig. Ænder tog  hurtigt vådområderne i brug og fik store kuld af ællinger, og under efterårstrækket gjorde hundredvis af fugle ophold på området.

I takt med at vådområdet har udviklet sig, er livet for alvor rykket ind. Insektlarver og andre smådyr i vandet giver føde til blandt andet krikænder, gråænder og hvinænder. Samtidig benytter en lang række andre fugle og dyr området.

I juli 2026 blev vådområderne undersøgt med termisk drone for at få et billede af ynglesuccesen. Her blev der registreret omkring 170 ællinger – svarende til cirka 20 ællinger pr. hektar. Ifølge Waterfowlers’ Network er det blandt de højeste tætheder, der er registreret ved sommerens undersøgelser.

Ud over krikand, gråand og hvinand blev der også fundet kuld af både spidsand og pibeand.

Annonce

Mere end gode forhold for ænder

Waterfowlers’ Network påpeger, at den høje ynglesucces skyldes en kombination af gode og føderige opvækstområder, gode redemuligheder i det omkringliggende landskab og en effektiv forvaltning af mindre rovdyr.

Vådområdet har samtidig andre positive effekter. Da området for nylig fik omkring 100 millimeter regn på et døgn, steg vandstanden cirka 30 centimeter. Dermed tilbageholdt vådområderne omkring 27.000 kubikmeter vand, som ellers ville være strømmet videre gennem vandløbssystemet.

De seks vådområder kan desuden tørlægges enkeltvis i perioder. På den måde kan man efterligne de naturlige variationer, som blandt andet kendes fra bæverdamme og midlertidige vådområder, og skabe forskellige levesteder på samme område.

Hvert vådområde tæller

Kiilonen er et eksempel på, hvordan målrettet naturforvaltning i de nordlige yngleområder kan bidrage til bestandene af vandfugle langs hele deres trækrute.

I artiklen "Kiilonen wetlands from plan to waterbird brood paradise" fremhæver Waterfowlers’ Network at vådområder er afgørende for vores fælles bestande af vandfugle. Når levesteder genskabes og forbedres langs trækruterne, kan det være med til at styrke bestandene – ikke kun lokalt, men på tværs af landegrænser.

Kiilonen-projektet viser samtidig, hvad samarbejde mellem lodsejere, myndigheder og jægere fra flere lande kan føre til: På ganske få år er et stykke lavproduktiv landbrugsjord blevet forvandlet til et vådområde fyldt med liv.

Støt trækfuglene via Jægernes Naturfond

Med en donation på 200 kr. til Jægernes Naturfond er du med til at bevare trækfuglenes vigtige yngleområder i Skandinavien. Dit bidrag går ubeskåret videre til Waterfowlers’ Network til det projekt, der har til formål at genskabe og beskytte vådområderne, så trækfuglene kan trives og yngle i sikkerhed.

 

Læs mere hos Jægernes Naturfond ➜

Annonce

Relaterede artikler