Flåterne er her stadig

Sommeren er forbi, men det betyder ikke, at flåterne er gået i vinterhi. De små blodsugere kan være aktive, så længe jorden ikke er frossen. Derfor er der god grund til fortsat at tjekke både sig selv og hunden efter en tur i skov og natur.

1061

Flåterne er her stadig

Flåterne er her stadig

Article

17852

https://jaegerforbundet.cdn.kontainer.com/cdn-static/2c92cb8f/hd5kado5EwLS/flat4.webp?d=19524&w=182&h=182

3

20/10 2026

2206

Jacob Munkholm Jensen

20/10 2026

For mange hører flåter sommeren til. Men efterårets lavere temperaturer betyder ikke nødvendigvis, at risikoen for at få en ubuden gæst med hjem fra skoven er væk.

Flåter kan være aktive, så længe jorden ikke er frossen. Og netop perioden med frost er blevet kortere i Danmark. Ifølge tal fra DMI er antallet af frostdøgn faldet fra omkring 102 om året i perioden 1874-1903 til 67 om året i perioden 1994-2023. Det påpeger MSD Animal Health, som står bag den europæiske oplysningsindsats ”The Risk Reveal”.

Det er fakta, som er værd at have i baghovedet for alle, der færdes meget i naturen – ikke mindst jægere og deres hunde.

Små flåter kan være svære at opdage

Vi kender alle sammen de små flåter, og efterhånden har vi også lært at respektere de små mider, der er beslægtet med edderkopper. De lever af blod og kan blandt andet sidde i højt græs, bregner og skovbund og vente på, at et menneske eller dyr passerer.

Den mest almindelige art herhjemme er skovflåten, som findes i blandt andet skove, haver og parker. Den kan bære sygdomsfremkaldende organismer, der blandt andet kan give borreliose, anaplasmose og TBE.

Flåterne er ikke altid lette at få øje på. Især de unge stadier kan være meget små, og derfor kan man sagtens være blevet bidt uden at lægge mærke til det. Det har de fleste af os nok efterhånden prøvet - men for journalist og forfatter Helle Sydendal var det en særligt ubehagelig oplevelse. Hun blev nemlig alvorligt syg af borrelia i centralnervesystemet:

- Jeg har altid gået meget i naturen og har både heste og hunde. Flåter var bare noget, jeg pillede af. Jeg havde ikke set en eneste flåt på min krop, da jeg pludselig fik dobbeltsyn. Kort efter kom jeg på sygehuset, og i løbet af få uger blev jeg lam i halvdelen af ansigtet og døv på venstre øre. Lægerne troede først, at det var en blodprop og derefter en svulst i hjernen. Først da jeg fik taget en rygmarvsprøve, fik vi svaret: Jeg havde borrelia i centralnervesystemet, fortæller Helle Sydendal til MSD Animal Health.

Fotograf: Heidi Elkjær

På jagt efter flåter

I begyndelsen af oktober blev der sat ekstra fokus på emnet ved en såkaldt flåtjagt i Boserup Skov ved Roskilde. Her deltog blandt andre forskere fra Roskilde Universitet.

Flåterne blev indsamlet ved såkaldt flagging, hvor et hvidt stykke stof trækkes hen over græs og skovbund. Flåterne griber fat i stoffet, hvorefter forskerne kan indsamle dem og blandt andet undersøge, hvilke arter og sygdomsfremkaldende organismer der findes i området.

Flåtjagten var en del af den europæiske oplysningsindsats ”The Risk Reveal”, som MSD Animal Health står bag.

Annonce

Fjern flåten hurtigt

På trods af skræmmebillederne er der dog ingen grund til at lade frygten for flåter holde én væk fra naturen. Professor Karen Angeliki Krogfelt fra Roskilde Universitet anbefaler først og fremmest, at man gør det til en vane at tjekke både sig selv, børnene og hunden, når man kommer hjem:

- Der er risici forbundet efter flåtbid, men man skal stadig nyde skoven. Det er lidt ligesom at gå ud i trafikken. Man kigger til højre og venstre, og så går man over vejen. Tjek dig selv, dine børn og din hund, når I kommer hjem, og fjern flåten med det samme. De farlige bakterier sidder i flåtens krop. Bliver kæberne siddende, er det ligesom en splint, som kroppen nok selv skal udskille, lyder det fra professoren.

Det har betydning, hvor hurtigt en flåt bliver opdaget. Ifølge materialet overføres borrelia typisk først, når flåten har siddet fast i omkring et døgn, mens TBE-virus kan overføres langt hurtigere.

Husk også jagthunden

Jagthunden færdes ofte præcis dér, hvor flåterne befinder sig: i højt græs, krat og tæt ved skovbunden. Derfor er det også en god idé at gennemgå hunden efter turen.

Man kan blandt andet kigge grundigt omkring ansigt og ører, ved poterne og på maven samt under halsbåndet. Hvis man er i tvivl om forebyggende beskyttelse mod flåter, anbefales det i materialet at spørge sin dyrlæge til råds. Flåter kan blandt andet overføre Borrelia og Anaplasma til hunde. Feber, sløvhed, nedsat appetit og halthed kan være tegn på sygdom.

Fortæl lægen om turen i naturen

Et flåtbid giver ikke nødvendigvis symptomer med det samme, og nogle af symptomerne på flåtoverførte sygdomme kan være svære at skelne fra mere almindelig sygdom. Derfor kan det være vigtigt at fortælle lægen, at man har været meget i naturen eller ved, at man er blevet bidt af en flåt, hvis man efterfølgende bliver syg.

Som Karen Angeliki Krogfelt forklarer:

- Symptomerne ved de mest udbredte flåtoverførte sygdomme kan ligne influenza med/uden feber, hovedpine, træthed og ondt i kroppen. Det kan derfor være svært for lægen at gennemskue, at der er tale om et flåtbid. Derfor er det vigtigt, at man selv fortæller, at man er blevet bidt af en flåt, har været i skoven eller har udført meget havearbejde. Forskellige bakterier skal behandles med forskellige typer antibiotika. Jo før lægen ved, hvad der skal ledes efter, jo hurtigere kan man få den rigtige behandling.

Annonce

Relaterede artikler