Jagt skal kunne tåle både faglig og etisk debat. Den skal udvikle sig, når ny viden og samfundets forventninger tilsiger det. Men debatten bliver ikke bedre af, at antagelser fremstilles som dokumenterede biologiske sammenhænge.

Nærværende artikel blev bragt som modsvar, ligeledes i Aarhus Stiftstidende.

Vildtforvaltning kræver mere end tal

Jægerne har ansvar for at kende det vildt, de jager, og tilpasse afskydningen til lokale forhold. Men for mange fritlevende arter er præcise bestandsopgørelser umulige. DCE, Aarhus Universitet vurderer f.eks. den danske forårsbestand af råvildt til 200.000-300.000 dyr. Der er dog en betydelig usikkerhed.

Derfor bygger god vildtforvaltning på flere indikatorer: observationer, vildtudbytte, køns- og aldersfordeling, reproduktion, kondition og lokal viden. Det er grundlaget for ansvarlig forvaltning: Vi følger udviklingen og justerer, når ny viden viser behov for det. DJ arbejder samtidig for bedre data fra jægerne.

Råvildtets tilbagegang kan ikke reduceres til trofæjagt

Der er ikke fagligt belæg for at forklare råvildtets tilbagegang med, at jægere skyder store bukke. DCE peger på en kompleks udvikling, hvor blandt andet sygdom og ændret økologisk bæreevne kan spille ind, og understreger, at tilbagegangen næppe skyldes én enkelt faktor.

I det biologiske grundlag for jagttider vurderer DCE samtidig, at den eksisterende jagt på råvildt fortsat kan betragtes som bæredygtig, og at jagten ikke ser ud til generelt at have været den bestandsbegrænsende faktor.

Det fritager ikke jægerne for ansvar. Tværtimod. Afskydningen skal tage hensyn til bestandens størrelse, sammensætning og kondition.

Forstyrrelse skal vurderes på bestandsniveau

Jagt forstyrrer vildtet. Det gør andre menneskelige friluftsaktiviteter også. Det relevante spørgsmål er derfor, om forstyrrelsen er så omfattende eller langvarig, at den påvirker bestanden.

DCE's undersøgelser viser f.eks., at vandfugle kan forlade et område under jagt, men også vende tilbage. Uforstyrrede områder og perioder uden jagt kan begrænse påvirkningen markant. Derfor har Danmark allerede reservater, jagtfrie områder og geografiske begrænsninger, hvor der er et dokumenteret behov.

Løsningen er ikke nødvendigvis mindre jagt, men bedre forvaltning.

Fasanudsætning kræver mere viden 

Fasanudsætning rejser relevante økologiske og etiske spørgsmål, og DJ anerkender, at der kan mangle viden. Men det er ikke det samme som dokumentation for, at udsætning generelt er negativ for naturen.

Biotopplanerne, som er knyttet til større udsætninger, har dokumenterede positive effekter på naturindhold og biodiversitet. Samtidig peger forskningen på mulige negative effekter af selve udsætningen. Det er netop den balance, debatten bør handle om.

Det samme gælder påstanden om, at udsatte fasaner generelt sulter eller ikke kan overleve i naturen. Det findes der ikke dansk dokumentation for. De danske udsætningspraksisser er ikke sammenlignelige med udenlandske. Derfor kan man ikke overføre udenlandske undersøgelser om overlevelse og dødsårsager hos fasan til danske forhold. Derfor bør vi efterspørge mere viden og ikke udfylde hullerne med antagelser.

Flere regler er ikke nødvendigvis bedre forvaltning

Et fast krav om et bestemt antal jægere pr. hektar illustrerer problemet ved at gøre komplekse biologiske forhold til simple regnestykker. Jagttrykket afhænger også af art, bestand, jagtform, hyppighed, udbytte, terræn og mulighederne for uforstyrrede områder.

Lovgivningen skal sætte de nødvendige rammer. Men dannelse, uddannelse, jagtetik, faglighed og social kontrol er mindst lige så vigtige. Det er netop derfor, jagtetiske regler er udviklet i samarbejde mellem jægere, Vildtforvaltningsrådet og myndigheder.

Jagten skal udvikles på et fagligt grundlag

Der er områder, hvor dansk jagt kan blive bedre: Vi skal styrke dataindsamlingen, vores viden om bestandene, forvaltningen af råvildt og kvaliteten af udsætninger. Det arbejder DJ aktivt for.

Men der er forskel på at pege på forbedringsmuligheder og på at konkludere, at dansk jagt grundlæggende er uforsvarlig.

Dansk jagt er underlagt et omfattende system, hvor jagttider vurderes på baggrund af biologisk viden, jura og jagtetik. Det er den vej, vi bør holde fast i.