Det handler om ressourcer

Livet i grupper har mange fordele, som professor Michael Bang Petersen udtrykker det, men udfordringen er, at ressourcerne er begrænsede og når de skal deles, opstår der konflikt. Her finder vi endnu en dobbelthed hos den venlige dræber. På den ene side tilpasser vi os gruppen, samarbejder og støtter hinanden. På den anden side forsøger vi hver især at kravle op i dominanshierarkiet. Årsagen er, at mennesket – som alle andre arter – er bygget med ét bestemt formål: At fragte sin genetiske last videre til næste generation. Og gener er, som Hamiltons slægtskabsteori har vist os, kodet til at maksimere deres egen overlevelse. Derfor tænker vi først på os selv og vores nærmeste relationer, og derfor er konkurrence og stridigheder altid til stede. 

Som jægere kender vi indgående til kampen om ressourcerne, for den er i reglen nemmere at få øje på hos andre arter end hos os selv.  Ræven æder råens lam og bukken forsvarer sit revir for at få adgang til føde- og parringsmuligheder. Høj investering er ofte lig med større forsvarsberedskab, og derfor forsvarer trækfugle kun deres yngleterritorier i en kort periode, mens det røde egern bliver ude af sig selv af raseri, hvis nogen forsøger at stjæle fra dets møjsommeligt opbyggede forrådskammer. Der er investeret blod, sved og tårer – og derfor er det værd at forsvare.

De fleste arter stopper dog her. De forsvarer sig mod indtrængere for at fastholde deres ressourcer, men de opsøger ikke bevidst andre for at erobre deres. Her adskiller to arter sig markant fra resten af dyreriget – mennesker og chimpanser. Foruden visse insekter er det de eneste arter der systematisk går i krig med hinanden. Denne krigeriske adfærd er en del af os fordi den gennem evolutionen har vist sig at være en lukrativ ressourceanskaffelsesstrategi. Særligt mennesket er i en liga for sig og den danske primatolog Jill Byrnit har udtrykt det sådan her: 

Normer og social kontrol blandt jæger-samlere

For at nedtone de mest dominerende og konkurrencebetonede sider af menneskets natur har jæger-samlere siden tidernes morgen udviklet særlige adfærdskodekser. De fungerer som en form for social kontrol – ikke ulig den tankegang, der ligger til grund for janteloven. "Du skal ikke tro, du er noget." Ingen må skille sig ud ved at være for dygtig eller for dominerende, da det skaber utryghed og truer balancen i gruppen.

Antropologen Christopher Boehm, der igennem 40 år studerede !Kung-San-folket i Kalahariørkenen fortæller, at jæger-samler-samfund er kendetegnet ved en meget flad ledelsesstruktur. Han kalder dette for et "omvendt dominanshierarki". Hos !Kung-San tilfalder æren for et nedlagt dyr ejeren af den første pil, der rammer byttet. Det er også denne person, der får det ærefulde – men potentielt konfliktfyldte – ansvar for at fordele kødet mellem alle i stammen. For at undgå konflikter – og for at sikre, at de dygtigste jægere ikke får så meget status, at det truer fællesskabet – har man udviklet en tradition for at dele pile. Det betyder, at den, der får æren for drabet, måske slet ikke har deltaget i jagten. På den måde nedtones den enkeltes rolle, og fokus flyttes hen på fællesskabets betydning. Det skaber ro og social balance.

De jagtetiske regler

Denne konfliktløsningsmodel er ikke fremmed for jægere i dag. Godmodige drillerier er ligefrem en omgangsform og når det fungerer med gensidig respekt, er det en nem måde at opdrage på hinanden uden at nogen taber ansigt. På større jagter er der tradition for, at jagtherren udpeger en jagtfiskal, hvis opgave er at holde styr på deltagernes forsyndelser mod jagtetik og -etikette. Det sker med et smil, men budskabet er alvorligt. Jagtfiskalen skal opretholde ro og orden og sikre, at alle følger de skrevne og uskrevne regler. Straffen er ikke længere døden, men bøder og i sidste ende udelukkelse af fællesskabet. 

I dag er jagtens traditionelle omgangsformer og normer sammenfattet i De Jagtetiske Regler, som er blevet revideret af Vildtforvaltningsrådet i 2026. Her står den moderne jagt i direkte forlængelse af tidernes morgen og viser, hvordan normer og ritualer stadig er nødvendige for en social aktivitet med mange indbyggede konflikter og stærke interesser. De jagtetiske regler fungerer som et etisk kompas både mellem jægere og i forhold til omverdenen, vildtet og naturen. Der er dog én stor forskel. I dag jager vi ikke for at overleve, men snarere for at leve. Det betyder ikke at kampen om ressourcerne er forsvundet  – den har bare skiftet form.

Når kampen skifter form

For vores forfædre var jagtrevirerne uendelige og antallet af mennesker lavt. I dag er situationen lige omvendt. Vi er over 8 milliarder, og presset på naturen er massivt. Hvor fortidens konflikter primært udspillede sig internt i stammen, så står jægeren i dag til ansvar overfor hele verden, som vurderer, hvordan vi forvalter det, vi er betroet adgang til. Ikke fordi mennesket har ændret sig, men fordi omgivelserne har. Vi konkurrerer stadig om ressourcer, men når mange skal deles om dem – og interesserne kolliderer – skærpes kravene til, hvordan vi tænker og handler.  For jagtens vedkommende betyder det, at vi ikke kan nøjes med at tilgodese de arter, vi jager. Jægeren skal have blik for hele naturen og gerne give mere tilbage, end vi tager. Dette fokus er også tydeligt i de nye jagtetiske regler. Det handler om etik, selvjustits og om at tage ansvar. Logikken er dog ikke ny. Det er den samme tankegang, der har styret livet i stammen, siden vi rejste os op på to ben. Dem, der bidrager mest til fællesskabet, støtter vi. Dem, der tager mere end de giver, bekæmper vi.

Mit ærinde med denne artikelserie er imidlertid ikke at argumentere for jægerens værdi som naturforvalter, men en, der forbinder fortid og nutid. The Missing Link i det 21. århundrede – en figur, der gennem udøvelsen af jagt, har bevaret et ben i den gamle beskidte verden med blod under neglene og mudder på støvlerne. Et værn mod tidens fremmedgørelse, kunstig intelligens og skærmliv, så vi undgår at ende som rodløse teknologiske nomader uden evne til at forstå, hvem vi er og hvor vi kommer fra. Og netop arternes kamp om ressourcerne er nøglen til denne forståelse.

Ressourcer og mentalt velbefindende

Mennesket stræber efter ressourcer, for eksempel mad, job, bolig, partner, venner, anerkendelse og kærlighed. Når vi lykkes, belønner hjernens navigationssystem os med en følelse af ro og tilfredshed. Alt er okay. Hvis vi derimod kaster energi efter ressourcer, som vi ikke lykkes med – som for eksempel at finde et job og opleve trygheden ved at være en del af en stamme – så reagerer organismen med frustration, vrede, stress og depression. Nu sender hjernen følgende budskab: Pas på, din overlevelse og reproduktive muligheder er truet, gør noget ved det. I en moderne og kompleks verden kan vi nemt miste blikket for de grundlæggende mønstre vi kan observere i naturen, men når vi betragter livet gennem naturens øjne, så er de fleste frustrationer, vi oplever, et resultat af en fejlslagen konkurrence om adgang til ressourcer. Vi er i bund og grund et simpelt dyr – og det er måske netop det, vi har sværest ved at acceptere. 

I næste artikel dykker vi ned i en anden kamp om ressourcerne – nemlig den, der udspiller sig mellem hanner og hunner. Det handler om parringsspillet, og her har du mulighed for at styrke din position som familiens parforholdsekspert.