For det moderne menneske er jagtkonsortiet en adgangsbillet til at hilse på jægeren i os selv. Et refugium fra tidens evolutionære mismatch, hvor vi kan dyrke samhørigheden med naturen og med ligesindede. Men medaljen har en bagside – og den kender enhver, der har været medlem af et konsortium. Der er ofte snak i krogene, alliancer og grupperinger, hvor vi vejer og vurderer hinandens adfærd: Hvor ofte må man komme på reviret? Er det rimeligt at skyde bukken, der kunne have sat bedre op næste år? Hvem bidrager til vildtplejen, og hvad er konsekvensen for den jæger, der på en …