Mennesket er udstyret med fremragende øjne, men vores nattesyn er ganske dårligt sammenlignet med andre prædatorers, og det gør os sårbare, når mørket falder på. Glubske rovdyr har i millioner af år ædt vores forfædre, når de var dumdristige nok til at bevæge sig alene ud efter solnedgang. Dem, der havde en forkærlighed for natlige soloture, blev oftere spist end de mere forsigtige, og derfor har de ikke givet deres gener for frygtløshed i mørke videre til næste generation. Resultatet er, at de fleste af os i dag er en smule mørkerædde.

Så næste gang du svinger riflen over skulderen og føler dig lidt ilde til mode over at skulle ud i mørket, så mind lige dig selv om, at det ikke alene skyldes, at du er en bangebuks. Det skyldes også, at du er bygget til at overleve blandt sultne rovdyr, der er bedre gearet til at jage om natten end dig.

Her er vi ved kernen af vores emne. For lige meget hvor vi kigger hen, handler livet i bund og grund om det samme: at få noget at spise. Undgå selv at blive spist. Og finde nogen at parre sig med. Altså mad, status og sex.

Mennesket er, ligesom alle andre levende væsner, et ressourceanskaffelsesredskab. Og siden tidernes morgen har den vigtigste strategi til at skaffe ressourcer været jagt. Derfor er jagt en basisingrediens i menneskets natur, og derfor er vores arts tilblivelseshistorie en jagtfortælling.

I begyndelsen var jagten

Mennesket har eksisteret i omkring 300.000 år. Til sammenligning viser fossile fund, at hajer har eksisteret på kloden i mere end 400 millioner år — længere end træer. Vi har kun været her i 0,075 % – svarende til 2,7 sekunder ud af en time af den periode, hvor disse gennemprøvede dræbermaskiner har jaget på verdenshavene.

Men for at forstå jagtens centrale rolle i vores udviklingshistorie skal vi endnu længere tilbage. Ikke blot til andre primater, heller ikke til reptiler, krybdyr eller fisk. Nej, vi skal helt tilbage til begyndelsen – til den kambriske eksplosion for mere end 500 millioner år siden.

Dengang var livsformerne for alvor primitive. Et af de første dyr var trævlemunden, en simpel, fiskelignende orm på fem centimeter, der hverken havde hjerne, syn eller hørelse. Faktisk var den blot en mave på en rygstreng, der plantede sig selv i havbunden som et græsblad og levede af mikroskopiske organismer, der tilfældigvis drev forbi og havnede i dens mund.

Men så skete der noget. Et dyr sansede et andet dyr – angreb det og åd det. Hermed blev jagten introduceret på livets scene og igangsatte en ny dynamik i naturen, som forvandlede dyr til rovdyr og byttedyr og skabte et våbenkapløb af tænder, kløer, øjne, ører, hjerner, kamp- og flugtteknikker.

Det er dette fascinerende våbenkapløb af sanser, evner og strategier, som gør jagt til jagt – og os til jægere.

Ned fra træerne

For omkring seks millioner år siden skete der noget afgørende. Tektoniske kræfter flængede landskabet ved den østafrikanske Rift Valley. Skovene trak sig tilbage og efterlod åbne græssletter med spredte træer. Trækronernes beskyttelse forsvandt, og dermed begyndte et af evolutionens mest dramatiske kapitler.

Vores forfædre blev tvunget ned fra grenene og ud i et landskab, hvor hurtigere, stærkere og bedre bevæbnede rovdyr lurede overalt. Det så ud som en opskrift på udryddelse og blev det sikkert også for mange. Men når miljøet ændrer spillereglerne, må arterne tilpasse sig eller forsvinde.

Presset skabte en opsplitning: Den ene gren førte til chimpansen. Den anden begyndte rejsen mod noget helt andet. Noget, der skulle vise sig at blive savannens farligste rovdyr.

Evnen til at dræbe på afstand

For omkring 3,9 millioner år siden – længe efter at vores forfædre var tvunget ned fra træerne – vandrede en lille hominid rundt på savannen. Hendes videnskabelige navn er Australopithecus afarensis, men hun er bedre kendt som Lucy.

Hun var omkring 110 cm høj og vejede ca. 30 kilo. Ikke ligefrem skræmmende dimensioner i et landskab fyldt med store rovdyr. Senere fund har afsløret, at hannerne var større – omkring 140 cm og 40 kilo – en markant forskel, der peger på en form for arbejdsdeling mellem kønnene.

Da forskere i 1974 gravede Lucys skelet fri, afslørede hendes lave, brede bækken og skråt placerede lårben en skelsættende opdagelse: Australopithecus afarensis gik på to ben. Oprejst gang gav mulighed for at tilbagelægge store afstande og skaffe sig overblik over savannen. Med fremadrettede øjne og stereosyn kunne Lucy både opdage rovdyr i tide og spotte potentielt bytte.

Men den virkelige revolution skete ikke i benene, men i armene. Når rygsøjlen rettes, og skuldrene drejes vandret, frigøres forbenene og bliver til arme. Med mere mobile håndled og en modstillet tommelfinger, der kunne gribe og holde fast, kunne Lucy nu bære føde, samle sten op – og bruge dem.

Her begyndte jagtens næste kapitel. Ikke med kløer eller tænder, men med det første primitive våben i hånden.

Hendes oprejste krop, fleksible skuldre og mobile håndled skabte en perfekt kæde af kraftoverførsel – fra fod til hånd, videre ud i en sten slynget mod fjender eller bytte. For første gang i evolutionens historie kunne et dyr dræbe på afstand. Ifølge arkæologen Barbara Isaac og flere andre forskere markerer dette et af de største teknologiske gennembrud i menneskets udviklingshistorie.

Teamspirit

Inspireret af savannens ådselædere har Lucy & Co. formentlig været i stand til at jage rovdyr væk fra deres bytte og overtage det. Overdynge løver og hyæner med sten, netop som de skulle til at fortære en nedlagt impala.

En sådan kollektiv indsats er utænkelig for chimpanser. Når chimpanser jager colobusaber, sker det relativt ukoordineret: Nogle deltager aktivt, andre kigger bare på. Og både under jagt og i krigslignende sammenstød ved territoriegrænserne ligger loyaliteten først og fremmest hos familie og nære venner. Kollektiv solidaritet er ikke deres stærkeste side.

Hos Lucy & Co. må vi forestille os, at samarbejdet også var vaklende i begyndelsen. Nogle kastede sten mod løverne, mens andre bare kiggede på og stak af ved første tegn på ballade. Mange frontkæmpere har givetvis endt deres dage som løvemad, og det sidste, de har set, var ryggen af deres kammerater, der flygtede.

Men over tid viste taktikken sin styrke. Dem, der formåede at samarbejde og udvikle en spirende fællesskabsfølelse, blev mere succesfulde jægere – og bedre til at forsvare flokken – end dem, der kun tænkte på at redde deres eget skind. Viljen til at blive stående og ofre sig for flokken blev en ny slags kapital. En social valuta, der gav anerkendelse og status i gruppen.

Et nyt våben opstår

I den proces har der været én stor udfordring: dem, der løb deres vej under jagt eller kamp, men alligevel nød godt af den beskyttelse og de ressourcer, som fællesskabet tilbød. Der er ingen tvivl om, at vores forfædre har været frustrerede over sådanne snyltere – præcis som vi er i dag.

Tænk bare på Dovne Robert, der tændte en landsdækkende harme, da han for åben skærm erklærede, at han ikke gad arbejde, men mente, det var helt rimeligt, at vi andre forsørgede ham. Den vrede, der opstår, når vi oplever, at nogen suger på lappen uden at bidrage, er dybt indlejret i vores dna. Ligesom skammen over at stikke halen mellem benene, når gruppen har allermest behov for en.

Så hvad gør vi, når medlemmer af stammen ikke vil bidrage til fællesskabet? Vi anvender det frygtindgydende våben, som Lucy tog i brug for millioner af år siden: udstødelsen af flokken.

For en lille hominid, hvis styrke lå i fællesskabet, har udstødelse været en dødsdom. Derfor reagerer vores pattedyrhjerne selv i dag på ensomhed og social udstødelse, som var det fysisk smerte. Her er tale om et selvstændigt motivationssystem, der skriger til os: ”Din overlevelse er truet – find en stamme.”

Vi kender alle den ubehagelige følelse af at være udenfor det gode selskab – og får syn for sagen, når vi, trygt placeret med popcorn i familiens sofa, ser deltagere i ”Alene i vildmarken” troppe op med ukuelig kampgejst, blot for at bryde sammen efter få dage uden artsfæller. Mennesket er – og bliver – et flokdyr. Mennesket er ikke den ensomme ulv, men et hypersocialt flokdyr.

Den venlige dræber

Vi er samtidig et ganske komplekst gruppedyr. På den ene side elsker vi vores børn ubetinget, går i døden for dem, vi har kær, og rammes af dyb sorg, når vores firbenede ven går bort. På den anden side jager og dræber vi dyr og går i krig og myrder hinanden med en brutalitet, som overgår alle andre arter.

Hvordan kan så modsatrettede egenskaber leve side om side i én og samme art? Svaret får vi, når vi betragter me nnesket gennem jægerens blik.

Vi er venlige og samarbejdsorienterede, fordi det gør os til effektive jægere og dræbere. De to sider er hinandens forudsætning. For vores art har Darwins berømte udtryk ”Survival of the Fittest” fået et tvist: Det er ikke de stærkeste, der overlever, men de venligste – dem, der samarbejder bedst. I dag tror mange, at følelser som frygt for mørket, skam og retfærdighed er noget, vi har lært i barndommen. Dermed er vi blevet fremmedgjorte over for naturen i os selv. Disse følelser er evolutionære tilpasninger, der er opstået, fordi de har givet en fordel i livet som jæger-samlere. Og her har vi som jægere noget at tilbyde det moderne menneske, som formidlere af de dybe rødder, der forbinder os med naturen. I næste artikel skal vi se nærmere på jagt og deleadfærd.