Fremskridtene har på mange måder gjort livet behageligere og mindre farligt. De fleste spiser sig mætte på daglig basis. Fødsler er ikke længere et livsfarligt projekt. Infektioner er ingen dødsdom, og arbejdsskader relaterer sig snarere til en musearm end en brækket lårbensknogle efter et spark fra en hjort, der ikke ville med hjem i gryden. Den teknologiske udvikling har med andre ord frigjort os fra den farlige tilværelse, som evolutionen har fastholdt os i, gennem næsten hele vores tid her på jorden.

Med de voldsomme fremskridt, vi har oplevet, er den nærliggende konklusion naturligvis, at homo sapiens er blevet lykkeligere. Men ser vi på forskningen, tegner der sig et andet billede: Vi er overvægtige, har ondt i ryggen og føler os urolige og stressede som aldrig før. Det virker næsten, som om at jo længere vi bevæger os væk fra naturtilstanden, desto sværere har vi ved at navigere i tilværelsen. Spørgsmålet er hvorfor?

Verden forandrer sig hurtigere end os
Darwin pegede allerede i 1871 på, at forskellen mellem dyre- og menneskehjerner kun er gradvis. Vores hjerne er ikke udviklet ved at kassere de gamle dele og starte forfra. Evolution bygger videre – lag på lag – oven på det, der allerede virker. En vigtig pointe, fordi den forklarer, hvorfor vores forfædre stadig påvirker os hver eneste dag. Så selvom vores hjerne er 50 procent større end homo erectus’, er vi stadig bygget til at navigere i fortidens miljø.

Vi er bygget til at jage – ikke til brøkregning

Når vi ser os selv i spejlet, kan vi forledes til at tro, at mennesket (homo sapiens) har fulgt med udviklingen – at vi er lige så moderne som det samfund, vi har skabt. Men det er vi ikke. Genetiske tilpasninger til miljøet sker meget langsommere end kulturelle forandringer, og på trods af smartere tøj, renere hår og en mere poleret tilværelse, lurer stammejægeren lige under overfladen.

I 95 procent af homo sapiens’ tid her på kloden har vi levet som jæger-samlere, og vores krop og hjerne er stadig tilpasset de udfordringer, der gjorde sig gældende på fortidens savanne. Resultatet er en voksende kløft mellem det miljø, vi er designet til at fungere i, og det, vi faktisk lever i. Betragter vi mennesket gennem jægerens optik, er vi altså en småstøvet oldsag, hvis fysiske og mentale styresystemer ikke har fulgt med tiden. Et stenalderdyr i det 21. århundrede, der kæmper med at navigere i en verden, vi ikke er opdateret til. Dette kaldes evolutionær mismatch.

I en tid, hvor de fleste lever fjernt fra naturen, mister vi nemt den indre jæger af syne og bliver blinde for, at nutidens mistrivsel først og fremmest skyldes, at vi er bygget til fortidens livsstil. Her bliver vi nemt ofre for velfærdssamfundets behandlersyndrom og bebrejder os selv, når lille Børge ikke vil i skole. Har vi mon fejlet i opdragelsen?

Men frygt ikke. Børge – og alle vi andre – tilhører en ualmindelig sej og tilpasningsdygtig art, hvis forfædre har modstået sult, sygdom, rovdyr, kulde, parasitter og krigeriske artsfæller i millioner af år. Dette nådesløse selektionspres har formet os til den imponerende art, vi er i dag.

Jagt er stenalderterapi

Så hvad gør vi, når vi har behov for at undslippe det moderne livs udfordringer? Mange søger tilflugt i naturen, og jægere synes i særlig grad at være tiltrukket af denne strategi.

Allerede Steen Steensen Blicher lovpriste jagtens helbredende kræfter, når han for snart 200 år siden havde held til at slippe væk fra præstegerningen og ud i friheden på den jyske hede. Og spørger man en jæger i dag, hvorfor han eller hun går på jagt, er svaret oftest naturoplevelsen. I takt med at vi lever stadig længere væk fra naturen, fungerer jagt i stigende grad som en form for selvmedicineret stenalderterapi. En balsam for krop og sjæl, der for en stund tager os tilbage til rødderne, hvor vi kan genoplade batterierne og finde styrke og balance til endnu en dag i den urbane betonjungle. 

Naturfølelsen er noget nær det dybeste i menneskets natur. En grundklang, vi er stemt mod, som de fleste jægere kender indgående. Når vi en maj morgen sidder med riflen i hånden og spejder ud over landskabet, falder nervesystemet til ro, og vi føler os hjemme.

Naturens helbredende kraft

Mennesket er bygget til at fortolke landskaber, ikke beton og endeløse rækker af fremmede ansigter. Når vi opholder os i byområder og kontorlandskaber, aktiveres de hjerneområder, der bearbejder trusler og negative informationer. Kompakte bygninger fratager os udsynet over den ”savanne”, som vores nervesystem er bygget til, og efterlader os i et evigt alarmberedskab.

Lige modsat reagerer kroppen i naturen. Stresshormonet kortisol falder, hjerterytme og blodtryk sænkes, og aktiviteten i de langsomme alfabølger stiger. Et tegn på ro, tilstedeværelse og øget serotonin, der giver os en oplevelse af lykke.

Den sammenhæng mellem natur og trivsel kan ikke overraskende aflæses hos jægere. En undersøgelse fra Institut für Rechtspsychologie ved universitetet i Bremen, hvor forskere sammenlignede 30 personlighedstræk hos 1.700 jægere og ikke-jægere, konkluderer, at jægere har større livsglæde og en mere stabil selvopfattelse end befolkningen generelt. Forskerne peger på, at det at være jæger ser ud til at have en positiv indflydelse på identitetsfølelsen, hvor tiden i naturen og oplevelsen af samhørighed med den levende verden kan være centrale forklaringer på forskellene.

En lang række studier, blandt andet fra Pennsylvania Hospital i USA, viser, at patienter, der fra deres hospitalsseng kan se træer og grønne områder, kommer sig hurtigere efter operationer, har færre komplikationer og bruger mindre smertestillende medicin end patienter, der kun ser ud på beton og asfalt.

I næste artikel skal vi se nærmere på jagtens centrale betydning for udviklingen af det menneskelige gruppedyr.