Den danske natur står foran en historisk forandring. Den Grønne Trepart lægger op til mere skov, mere natur og bedre vilkår for biodiversitet, vandmiljø og drikkevand. Mindst 400.000 hektar landbrugsjord skal omlægges til natur og skov.

Vi har med andre ord en enestående mulighed for at flytte dansk natur i en bedre retning. Men samtidig bruger grønne organisationer stadig flere kræfter på at fortælle hinanden, hvordan den »rigtige« natur skal se ud, hvem der må definere den, og hvordan den må bruges.

Reelt er vi enige om langt det meste. Men det er de sidste 20 procent, der fylder næsten hele debatten.

Når konflikten bliver målet

Meget af naturdebatten foregår i dag på sociale medier, hvor skarpe formuleringer, hurtige reaktioner og klare fjendebilleder ofte belønnes. En diskussion om jagt kan hurtigt blive til en diskussion om, hvorvidt jægere overhovedet elsker naturen. En debat om landbrug kan ende med, at et helt erhverv fremstilles som naturens fjende.

Problemet opstår, når den logik flytter ud af kommentarsporet og ind i politik, medier og organisationernes egen kommunikation. Så får vi et »decibel-demokrati«, hvor den, der råber højest, tilsyneladende har mest ret.

Når modparten ikke længere blot har en anden interesse, men fremstilles som grundlæggende dårlige mennesker, bliver kompromis vanskeligere. Og det samme sker, når forskning kun accepteres, hvis resultaterne passer til ens egen position. Videnskab skal naturligvis kunne diskuteres og udfordres. Men forskningsresultater kan ikke vælges til og fra efter politisk bekvemmelighed. Når forskere mistænkeliggøres, fordi deres resultater er ubekvemme, bliver debatten kun dårligere.

Fra interessevaretagelse til skyttegravskrig

Der er intet forkert i, at grønne organisationer varetager deres medlemmers interesser. Det gør Danmarks Jægerforbund også. Vi arbejder for jagtens muligheder, jægernes interesser og for, at jagt fortsat skal være en legitim del af naturforvaltningen.

Andre organisationer har andre interesser. Nogle ønsker mere urørt natur, andre en mere aktiv naturforvaltning. Nogle ønsker mindre jagt, andre mere. Den uenighed er legitim. Sådan fungerer et demokrati. Problemet opstår, når modpartens legitime interesse bliver gjort til selve problemet. Så bliver interessevaretagelse til skyttegravskrig.

Den udvikling forstærkes af behovet for hele tiden at markere sig over for egne medlemmer og følgere. Ingen vil være den part, der giver efter, og kompromisser bliver udstillet som svaghed. Men i den virkelige verden er kompromiset ofte det, der gør handling mulig. Når naturpolitik skal gennemføres, skal lodsejere, kommuner, borgere, landbrug, friluftsliv, naturorganisationer, jægere og mange andre finde løsninger, der fungerer i praksis.

Naturen har ikke brug for, at vi vinder alle diskussionerne. Den har brug for, at vi træffer de rigtige beslutninger.

Naturen er ligeglad med markeringer

Der er forskel på at vinde en debat og at skabe en forandring. Man kan få et opslag til at gå viralt uden at have gjort det mindste for naturen. Man kan få mange tusinde mennesker til at klappe af et debatindlæg uden at have skabt ét eneste nyt levested.

Naturen er ligeglad med, hvem der formulerede det skarpeste Facebook-opslag. Den har brug for beslutninger, der skaber mere plads, genopretter levesteder, forbedrer vandmiljøet og giver biodiversiteten bedre vilkår. Det kræver politiske beslutninger, økonomiske prioriteringer og praktiske løsninger, og først og fremmest kræver det samarbejde.

Den Grønne Trepart er testen

Den Grønne Trepart er måske den største test af, om vi som samfund kan hæve os over særinteresserne. Aftalen er historisk, men den svære del med at få Treparten ud at leve er først lige begyndt. De nationale ambitioner skal nu omsættes til konkrete løsninger lokalt gennem de 23 lokale treparter. Her skal der findes arealer, lodsejere skal inddrages, kommuner skal prioritere, og mange interesser skal mødes.

Her kan vi ikke bruge en debatkultur, hvor kompromis er et skældsord, og enhver indrømmelse bliver udlagt som et nederlag. Vi må acceptere, at vores eget drømmescenarie ikke nødvendigvis bliver gennemført 100 procent. Hvis vi bagefter kan sige: »Vi fik ikke alt, hvad vi ønskede, men vi fik noget, der samlet set gør naturen bedre«, så er det ikke et nederlag.

Det grønne selvmål

Der er et grundlæggende paradoks i naturdebatten. De grønne organisationer er enige om langt mere, end debatten giver indtryk af. Ingen grøn organisation ønsker mindre biodiversitet, dårligere vandmiljø, mere forurening af drikkevandet, færre fisk, mindre natur eller dårligere levesteder. Vi er med andre ord enige om de store mål.

Alligevel bruger vi enorme kræfter på det, der skiller os ad. De sidste 20 procent får lov til at definere hele diskussionen, mens de 80 procent, vi er enige om, næsten forsvinder. Tænk, hvis vi gjorde det omvendt. Hvad hvis organisationerne sammen kunne sige til politikerne: -Her er vores fælles ambition for naturen. Den står vi sammen om på tværs af vores forskelle.

Det ville være et uhørt stærkt grønt projekt med hundredtusindvis af medlemmer bag sig, og et statement politikerne ville have svært ved at ignorere.

Derefter kan vi tage diskussionen om de resterende 20 procent.

Vi skal kunne være uenige

Danmarks Jægerforbund vil fortsat argumentere for, at jagt skal være en del af den moderne naturforvaltning. Vi vil forsvare jægernes adgang til naturen og udfordre forslag, vi mener er dårlige for både naturforvaltningen og jagten. Men vi anerkender samtidig, at andre organisationer har legitime synspunkter, som vi kan være uenige i. Det må gå begge veje.

Vi skal ikke opgive vores mærkesager. Men vi skal kunne finde hinanden dér, hvor det er muligt. Man behøver ikke være enige om alle metoder for at være enige om, at biodiversiteten skal styrkes. Man behøver heller ikke mene det samme om jagt, rewilding eller naturnationalparker for at samarbejde om de mål, man deler. Dét burde være vores fælles udgangspunkt.

Lad os starte med de 80 procent

Måske er tiden kommet til at vende den måde, vi diskuterer natur på. I stedet for først at spørge: »Hvad er vi uenige om?«, kunne vi spørge: »Hvad er vi enige om?« 

Den danske natur kan ikke vente på, at vi bliver enige om alting. Den har brug for, at vi handler. Den Grønne Trepart, genopretningen af vores indre farvande og arbejdet for mere og bedre natur er for store samfundsopgaver til at blive reduceret til en kamp mellem interesseorganisationer. Hvis vi er enige om 80 procent, er det så virkelig klogt at risikere hele projektet på grund af de sidste 20?
Naturen er for vigtig til at blive gidsel for vores behov for at markere os. Vi kan alle vinde vores egen lille del af debatten og samtidig tabe den store kamp. Det vil være et grønt selvmål af karat.

Hvis ikke vi arbejder sammen om de store linjer, er det i sidste ende ikke Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, DOF-BirdLife, Dyrenes Beskyttelse eller nogen af de andre naturorganisationer, der taber. Den store taber bliver naturen. Og ingen af os vil kunne fraskrive os ansvaret.