Myte: Buen kan indskydes med træningsspidser før jagt

I denne serie dykker vi ned i nogle af de myter, man af og til kan støde på i jagtens verden. Denne gang ser vi nærmere på myten om, at man som buejæger kan nøjes med at indskyde sin bue med en træningsspids på pilen forud for jagtsæsonen. Denne myte kan resultere i alvorlige anskydninger, og derfor er den værd at få aflivet.

1061

Buen kan indskydes med træningsspidser før jagt

Myte: Buen kan indskydes med træningsspidser før jagt

Article

14001

https://jaegerforbundet.cdn.kontainer.com/cdn/3r1DHriyadz7/IEIoslThUk96/myte12-tegning1.webp?d=19524&w=182&h=182

3

21/09 2026

2206

5010

Christian Lang Jensen

Jacob Munkholm Jensen

21/09 2026

Hvorfor er myten opstået?

Da jeg selv var ganske ny i buejagtens verden, hørte jeg et par gange buejægere fortælle, at visse jagtspidser påvirker pilen præcis som træningsspidser (fieldpoints), så længe vægten af spidserne er den samme, og buen er trimmet.
Denne pointe blev brugt som argument for, at man ikke behøver at indskyde sin bue med jagtspidser før jagten, hvis man tidligere har erfaret, at den udvalgte jagtod påvirker pilen som den træningsspids, man anvender. Jagtspidser er jo trods alt dyre, og de ødelægger hurtigt en skydeskive af skum.

“

Præcis som riffeljægeren altid skal indskyde sin riffel med den type ammunition, han eller hun vil jage med forud for jagtsæsonen, så skal buejægeren naturligvis også indskyde sin bue med den pil og jagtod, som han eller hun vil anvende under jagt.

Lars Thune Andersen

Chefkonsulent, Våben & skydning

Det er især de mekaniske spidser, som har ry for at få pilen til at flyve på samme måde, som når en træningsspids er skruet i enden. Der er da heller ikke tvivl om, at man kan finde mekaniske og visse fastbladede jagtspidser, som stort set påvirker pilen på samme måde som en træningsspids – især hvis buen er trimmet optimalt.
Dermed kan det være fristende dels at spare på de dyre jagtspidser, dels at undgå at skyde en god træningsskive i stykker med jagtspidser. Det går bare ikke ifølge jægerforbundets chefkonsulent for våben og skydning, Lars Thune Andersen.

Om jagtens myter

I dette nummer af Jæger ser vi nærmere på myten om, at det er tilstrækkeligt at indskyde sin bue med træningsspidser forud for jagt.
En myte dækkede oprindeligt over hedenske guders liv og gerninger. I dag dækker ordet imidlertid også over en fejlagtig forestilling, som nogle antager at være sand. Som de fleste jægere ved, lever myterne stadig i bedste velgående – også inden for jagtens verden. Derfor sætter vi i denne artikelserie fokus på nogle af dem.
Har du gode idéer til myter, som vi skal behandle i serien? Så send dit forslag til os på mail: red@jaegerne.dk

Annonce

Hvad er fakta?

– Det er ikke usædvanligt, at en jagtod koster over 100 kroner. Dertil kommer, at en jagtod hurtigt ødelægger en skumskive. Derfor bliver nogle buejægere måske fristet til at springe indskydningen med jagtspidser over, hvis man har hørt eller tidligere erfaret, at den udvalgte jagtod og træningsspidsen påvirker pilen på samme måde. Det er imidlertid at gamble med sin træfsikkerhed under jagt, hvilket kan føre til alvorlige anskydninger og unødig lidelse for vildtet, fortæller han og uddyber:
– Præcis som riffeljægeren altid skal indskyde sin riffel med den type ammunition, han eller hun vil jage med forud for jagtsæsonen, så skal buejægeren naturligvis også indskyde sin bue med den pil og jagtod, som han eller hun vil anvende under jagt.
Ifølge chefkonsulenten skal man altid være 100 procent sikker på, at pilen opfører sig, som den skal under jagten. Det kræver, at buen indskydes med den pil og jagtod, man vil anvende under jagten. I denne kontekst er en optimal trimning af buen helt afgørende. Trimningen sikrer nemlig, at pilen får en lige og rolig flugt gennem luften. Har man ikke selv mulighed for at trimme sin bue, kan man få hjælp i buejagtforeninger og buejagtforretninger.

“

Når jagtoden har passeret gennem skummet, har bladene mistet deres skæreevne gennem vildtet, og derfor skal denne spids kun anvendes til indskydning, medmindre man ved, hvordan man skærper bladene igen.

Lars Thune Andersen

Chefkonsulent, Våben & skydning

Men selvom buen er trimmet optimalt, og den udvalgte jagtod bør påvirke pilen præcis som træningsspidsen, må man aldrig springe indskydningen med jagtspidser over, for noget kan have ændret sig. Måske har man foretaget små justeringer under træningen siden sidste jagtsæson, som man har glemt alt om. Det er heller ikke utænkeligt, at producenten af jagtspidserne har ændret en anelse på udformningen af disse siden sidste gang, man købte nye jagtspidser.
Der vil altid være mange små ubekendte faktorer, som i sidste ende kan påvirke træfpunktet. Derfor skal man altid indskyde buen med en pil monteret med en jagtspids, som er identisk med den, man vil jage med. Man bør dog ikke efterfølgende gå på jagt med den samme jagtod, man har benyttet under indskydningen.
– Når jagtoden har passeret gennem skummet, har bladene mistet deres skæreevne gennem vildtet, og derfor skal denne spids kun anvendes til indskydning, medmindre man ved, hvordan man skærper bladene igen. Det er bestemt ikke nogen nem opgave at gøre bladene skarpe som barberblade igen – især ikke på mekaniske jagtspidser, forklarer Lars Thune Andersen.
Han understreger, at det er afgørende, at vi jægere aldrig springer over, hvor gærdet er lavest, når det kommer til at sikre et effektivt drab under jagten. En høj grad af ansvarlighed og respekt over for det vildt, vi jager, bidrager til at sikre jagtens berettigelse i fremtiden. 

Relaterede artikler

Har du spørgsmål?

Christian Lang Jensen

Journalist