I 1888 deltog en dansk greve på en hundeudstilling i København med en importeret toårig hanhund, der i udstillingskataloget var nævnt som en ”langhåret apporterhund”. Den var så vidt vides den første retriever i Danmark og af den race, der senere blev kendt som flat coated retriever.

I en dansk hundebog fra samme tid, Viggo Møllers ’Hunden og Hunderacerne’, står der, at der findes to racer af retrievere, idet han, foruden de langhårede apporterhunde, også kendte til, at der fandtes krølhårede apporterhunde – den race, der i dag kaldes for curly coated retriever.

Man kunne finde dem begge i Storbritannien, hvor de især brugtes i et specialiseret samarbejde med stående hunde, der udelukkende skulle finde vildtet og tage stand, mens retrieveren så tog sig af den efterfølgende apportering.

”Når lord den-eller-den går på jagt, følges han af sin skytte (gamekeeper). Denne fører apporterhundene og bærer vildtet,” står der i bogen, hvor forfatteren understreger, at dette er så forskelligt fra danske forhold, at behovet for retrievere næppe vil være stort herhjemme.

Han fik ret, for så vidt som at den importerede ”apporterhund” fra udstillingen i 1888 længe forblev noget nær en enlig svale blandt de danske jagthunde. Der var nogle ganske få tilsvarende enkeltimporter, men der blev ikke avlet på racen i Danmark, og kort efter århundredskiftet gled apporterhunden ud af billedet igen.

Men to verdenskrige senere havde den danske jagt ændret sig fundamentalt. Fasanen havde for alvor vundet indpas, først på de store godser og efterfølgende også på de mindre terræner. Her var der masser af nedlagte fugle og krævende apporteringer. Dermed blev det pludselig relevant at kigge på retrievernes helt særlige egenskaber i efterskudsarbejdet igen.

Labradoren gør sit indtog

I slutningen af 1940’erne kom en ny jagthunderace til Danmark. Det var labrador retrieveren, hvis grundlag var hårdføre hunde, som havde hjulpet til ved at hente fiskeredskaber i vandet under erhvervsfiskeri ved de nordamerikanske kyster, og som i 1800-tallet var hentet til Storbritannien og videreavlet til det, racen kendes som nu: en kompetent jagthund med uovertrufne egenskaber som apportør.

Labradoren blev hentet til Danmark af lensbaron Carl Juel-Brockdorff fra godset Valdemars Slot på Tåsinge, der havde oplevet racen på jagter i Skotland og England. På Valdemars Slot havde man fulgt udviklingen i den danske godsjagt og opdrættet og udsat fasaner til jagt siden 1877.

Som på de øvrige godser var opdrættet i begyndelsen imidlertid foregået på klassisk facon, ved at æg fra volierefasaner blev samlet ind og udruget under tamhøns, hvorefter kyllingerne blev fodret med hjemmelavede blandinger af blandt andet hakkede, hårdkogte æg, maddiker og indsamlede myrelarver.

Denne tidskrævende proces blev i efterkrigstiden effektiviseret gennem udviklingen af driftssikre rugemaskiner og fabriksfremstillet kyllingefoder. Det gav mulighed for at opskalere fasanopdrættet betydeligt.

Dermed fik fasanjagten den definerende rolle for jagten i store dele af landet, som den har bevaret til i dag, og man fik brug for nye typer hunde, der havde psyken til at forholde sig i ro, selv når fasanerne væltede ud af såten, og skydningen var intens, samt derefter evnerne til at finde de ramte fugle, hvad enten de var dødskudte eller anskudte, når såten var slut.

Det var her, lensbaronen så muligheden for labradoren i den danske jagt. De følgende årtier skulle vise, at han havde set helt rigtigt.

En ny type jagthund

De kompakte og kraftfulde labradorer med den tykke og tætte pels og den brede odderhale skilte sig voldsomt ud fra datidens typiske jagthunde, de langlemmede og hurtige hønsehunderacer. Det var der mange, der lige skulle vænne sig til.

”Der var jo selvfølgelig vanskeligheder med at få vores nye race accepteret på linje med de jagthunderacer, der fandtes her i landet. Det kunne ikke passe, at en så stor og tung hund kunne klare en dags jagtstrabadser,” har Juel-Brockdorff berettet.

Han yndede i den sammenhæng at fortælle om, hvad han oplevede, da han første gang mødte frem hos den lokale sognefoged for at indløse det dengang obligatoriske hundetegn. Med sin nyimporterede jagthund i snor gik han ind på kontoret og oplyste, at det var en labrador retriever.

Sognefogeden, der udfyldte den nødvendige formular, kiggede skeptisk ud over skrivebordskanten og gik derefter ned til feltet om race og skrev: ”stor, sort bastard.”

I den jagtlige praksis blev der dog taget betydeligt bedre mod racen. ”Efterhånden som hunden kom med på store klapjagter og var suveræn på såvel anskudt som dødt vildt, ja, så fik piben en anden lyd, og invitationerne til at komme på jagt medbringende hund blev flere og flere,” lød det fra baronen.

Derfor bredte racen sig hurtigt i godsmiljøet. ”Måske er det naturligt, at de første indførte labradorer var mere jagthundeprægede, end vi er vant til at se det i dag, idet de første opdrættere og importører i Danmark primært var jægere og herregårdsskytter,” kommenterede Juel-Brockdorff mange år senere – med en formulering, der fortæller, at retrievernes voldsomt stigende popularitet, der hurtigt nåede videre end til jægerkredse, ikke var helt uproblematisk.

Succes med slagside

I 1959 mødtes 20 labrador-ejere i Dansk Kennel Klubs lokaler i København og stiftede Dansk Labrador & Retriever Klub (senere bare Dansk Retriever Klub), der fik Carl Juel-Brockdorff som formand. Klubnavnet tog hensyn til, at der nu også var andre retriever-racer på vej i Danmark, som klubben også skulle kunne rumme. Især golden retriever, som kom til landet i tiden omkring klubbens stiftelse, blev hurtigt populær.

Golden retriever er fremavlet som jagthunderace. Men ret hurtigt kom der rigtig stor efterspørgsel efter racen blandt ikkejægere ude i de mange nye parcelhusområder, hvor den gyldne og godmodige race var en oplagt del af standardpakken: villa, Volvo og vovhund.

Andre faldt for racens udseende og koncentrerede sig om at avle udstillingshunde. Med en køberskare, som sjældent stillede krav til hundens brugsegenskaber, faldt kvaliteten. ”Den eksplosionsagtige fremmarch har givet goldens tømmermænd,” kan man læse i en bog om racen fra 1977. Særligt de jagtige egenskaber led under forholdene på grund af, som det blev påpeget i en racebeskrivelse fra 1985, karakterbrister som skudrædhed, vandskræk og ringe lugtesans.

Den samme type problemer har gjort sig gældende hos labradoren samt i varierende grad også hos de andre retriever-racer, der med tiden er kommet til landet, og som hver især har deres entusiastiske fortalere: I 1964 kom efterkrigstidens første flat coatet retriever til Danmark, i 1967 kom Chesapeake Bay retrieveren, i 1968 dukkede curly coated retriever op, og så sent som i 1982 kom racen Nova Scotia duck tolling retriever hertil.

Med den omfattende brug af retrievere som familie- og udstillingshunde skal man som hvalpekøber se sig meget godt for, hvis man søger en retriever, som skal bruges til jagt. Når labradoren alligevel har kunnet fastholde sin status som den mest populære jagthunderace herhjemme, skyldes det, at der, både hos den og hos de andre retriever-racer, findes avlslinjer, hvor de jagtlige brugsegenskaber fortsat vægtes højest. Dette gælder ikke mindst hos de såkaldte formel 1-labradorer, der gennem de seneste årtier har været med til at forny racen som jagthund i Danmark.

Dette var det næstsidste afsnit i serien om de danske jagthundes historie. I næste nummer følger vi sporet af schweisshundenes hjemlige historie.