Hundearbejdet under jorden
Gravhunde kan noget ganske særligt, og det har afspejlet sig i deres gemyt. I dette afsnit af serien om de danske jagthundes historie går vi i dybden med de gravsøgende hunde.
Produceret af DJ i samarbejde med SGAV.
De danske jagthunde
Dette er andet afsnit i serien om de danske jagthundes oprindelse og brug gennem tiderne. I næste nummer af Jæger puster vi støvet af drevernes historie.
Gravhunden er fremavlet i Tyskland i 1700-tallet og indført til Danmark omkring år 1800. Men først fra slutningen af 1800-tallet kan man tale om egentlig gravhundeavl i Danmark. Det var i høj grad greveparret fra det fynske gods Brahetrolleborg, der var motoren i dette forløb. Gennem nøje planlagte indkøb af tyske gravhunde og et minutiøst tilrettelagt avlsarbejde opnåede parret, at hundene fra godset blev førende på udstillinger og til jagtlige brugsprøver, både herhjemme og internationalt. Denne førerposition blev forstærket efter Første Verdenskrig, hvor parret overtog alle avlshundene fra en af Tysklands førende gravhundekenneler. Gennem omkring 50 års avlsarbejde satte gravhundene fra Brahetrolleborg således deres tydelige præg på den danske gravhundeavl. De stærke og jagtglade godshunde var med til at sikre racens udbredelse blandt danske jægere gennem legendariske avlshunde, og de danske jægere var hurtige til at tage gravhundene til sig og til at fortsætte og udbygge det seriøse avlsarbejde, der var sat i gang af godsejerparret.
En af de jægere, der købte gravhunde fra Brahetrolleborg, var skovfoged Bent Gad Simonsen fra Jægerspris, der selv regnes blandt pionererne i gravhundearbejdet i Danmark. I en artikel i Dansk Jagttidende i 1929 erklærer han sin kærlighed til racen:
“
Jeg holder mig til de ægte gravhunde, som jeg holder af, og som morer mig med deres særheder. De er egensindige og ulydige, men også tro, modige, vagtsomme, renlige og morsomme samt meget billige at have på kost.
Bent Gad Simonsen
Skovfoged
For ham som for mange andre var det dog især racens jagtlige egenskaber, der stod i centrum.
De udfordrende naturgrave
Når datidens gravhunde kom med på jagt, mødte de udfordrende opgaver. De skulle nemlig arbejde i de store naturgrave, som rævene og grævlingerne selv havde gravet ud. ”Gangene snor sig undertiden i op til tre etager over hinanden,” berettede Bent Gad Simonsen, der derfor kaldte gravjagten for usikker og uberegnelig.
Aage Weitemeyer var en af datidens mest aktive gravjægere. I 1943 fortalte han om sine erfaringer med den helt særlige jagtform i bogen ”Med Dagbog i Jagttasken”. En situation fra bogen giver en fortættet fornemmelse af den måde, som gravjagten blev grebet an på:
”Aldrig så snart havde jeg taget halsremmene af Goliath og Rikke, før de som raketter forsvandt i hvert sit rør, og nu kan det godt være, der kom liv i den gamle gravhøj. Fra den ene ende af komplekset til den anden fór hundene halsende afsted. Herligt – pragtfuldt er det at stå herude i den store skov på et gammelt gravkompleks og høre hundenes vilde hyl under sig, hænderne knugende om bøssen. Hvert øjeblik kunne det blive skydetid, her var mange rør, vel nok ti i det hele, og ud af hvilket Mikkel ville komme, var jo ikke til at vide,” forklarer han.
Men netop denne situation, hvor en dybt koncentreret ventetid skulle afløses af en lynhurtig reaktion, når ræven sprang, havde også sin helt særlige fortryllelse: ”Man glemmer alt omkring sig, alle dagliglivets genvordigheder, bliver ét med det hele, man går sammen med sine hunde om jagten,” skrev Weitemeyer.
De autoriserede gravjægere
Desværre var denne måde at jage på ikke ufarlig for hundene. De kunne blive klemt op i en blindgang, fanget eller kvalt dernede, hvis nogle af rørene styrtede sammen under de hidsige skærmydsler. Især grævlingen – som dengang var jagtbar og et eftertragtet bytte – var en hård og meget farlig modstander dybt nede i gangsystemerne. Derfor var gravjagt i de år i meget høj grad et job for specialister. Men med de rigtige jægere og hunde på opgaven var denne jagtform til gengæld også en meget effektiv måde at regulere ræve- og grævlingebestanden på.
For at flest muligt kunne få gavn af gravjagten, afgav staten i 1936 derfor en pulje fra jagttegnsmidlerne til et korps af særligt autoriserede gravjægere (Weitemeyer var en af dem), som man som jæger eller jordejer kunne rekvirere efter behov. De autoriserede gravjægere fik rejseomkostningerne dækket samt et beløb per nedlagt ræv eller grævling, og med tiden indgik over 100 jægere fra hele landet i ordningen. Da kunstgravene af betonrør blev almindeligt udbredte i løbet af 1950’erne, forsvandt behovet for de særligt erfarne autoriserede gravjægere, og ordningen blev indstillet i 1957.
Nu blev gravjagten en mere bredt tilgængelig jagtform, og flere jægere anskaffede sig en gravhund og fik dermed en jagtledsager, der både med hensyn til udseende og temperament adskiller sig markant fra landets øvrige jagthunderacer.
Datidens gravhunde
Grævlinger var udfordrende modstandere for gravhundene, og ofte måtte de graves ud, når hunden havde sat dem fast nede i gravsystemet. Foto: Skodborg Hjemstavnsforening.
Gravhundene har ydet de danske jægere værdifuld bistand ved rævejagten. Her ses resultatet af en jagtdag omkring 1950 i Mols Bjerge. Foto: Rønde Egnsarkiv.
Lensgrevinde Lucie Marie Reventlow på Brahetrolleborg med nogle af de gravhunde, der gjorde godsets kennel til et centrum for dansk gravhundeavl. Billedet er fra 1919. Privateje.
En hund med karakter
De oprindelige gravhunde var korthårede. I begyndelsen af 1900-tallet kom der også ruhårede og langhårede gravhunde til Danmark. Senere fremavledes der dværg- og miniaturegravhunde. Fælles for gravhundene, uanset hårlag og størrelse, er de korte ben, der er resultatet af, at man allerede fra middelalderen og frem har avlet videre på en særlig genetisk betinget dværgvækst for at få hunde, der kunne bruges i rævegravene.
En anden særegenhed ved gravhundene er deres udprægede selvstændighed, der er en nødvendighed, for at de kan klare deres krævende opgaver i tilspidsede situationer dybt under jorden, hvor de ikke, som andre jagthunde, kan hente hjælp og støtte fra føreren.
Det kan gravhunde og terriere
Gravhunde og terriere kaldes under ét for gravsøgende hunde.
Det vil sige, at det er racer, der har en kropsbygning og et temperament, der gør, at de kan opsøge ræven under jorden og jage den ud til den eller de jægere, der venter uden for graven. Historisk har de gravsøgende hunde også været brugt til gravjagt på grævling og odder. I nutiden bliver de desuden sat ind i kampen mod de invasive mårhunde. Både gravhunde og terriere har gode forudsætninger for at arbejde som langsomtgående drivende hunde, der blandt andet kan sætte bevægelse i hjortevildtet uden at stresse det unødigt. Andre jagtlige opgaver kan de også løse, ofte med forbavsende dygtighed, men man skal være meget bevidst om, at både størrelse og temperament sætter nogle begrænsninger i brugen, som man skal kende og respektere.
Terrierne kommer til
Også terriere er effektive hunde til gravjagten.
I Danmark kom de lidt senere i brug end gravhundene, men
i 1933 understreger den erfarne gravjæger C. Ipsen i ”Haandbog
for Jægere”, at blandt andet foxterrier, bedlingtonterrier og
cairnterrier sagtens kan anvendes til jagt på ræve og grævlinger.
”Alle har de det rette temperament,” konstaterer han.
For en nutidig læser fortæller disse linjer meget om en problematik, der er helt gennemgående i hundeverdenen, hvor racer, der egentlig er fremavlet som effektive jagthunde, er gledet over til primært at være selskabshunde. For hvor tit ser man lige en cairnterrier ruske ræve i nutiden? Til gengæld er der andre terrierracer, der i den sidste del af 1900-tallet har vundet indpas hos de danske gravjægere.
Det gælder for eksempel den engelske Jack Russell-terrier, den
senere Parson Russell-terrier samt den tyske jagtterrier, der blev fremavlet i 1920’erne på baggrund af engelske terrierracer tilsat
lidt ekstra krydderi og jagtlyst gennem blandt andet støverblod.
