Produceret af DJ i samarbejde med SGAV.

”Det er på tide, at det går op for de danske jægere, at cocker spaniels er jagthunde,” understregede Arvid Johansen i 1946. Johansen var ikke nogen Hr. Hvem som helst i den danske hundeverden. Han var uddannet skytte og arbejdede som jagtkonsulent og professionel jagthundetræner. Kort forinden havde han udgivet bogen ”Jagthundens Dressur”, der blev genoptrykt flere gange og brugt som lærebog ved skytteuddannelsen helt op i 1980’erne.

I hans arbejde var det i begyndelsen de stående hunde, der havde spillet hovedrollen, sådan som de også gjorde det hos langt hovedparten af de øvrige danske jægere på den tid. Men midt i 1930’erne fik han spaniels og var straks fascineret af disse aktive og alsidige hunde, der arbejdede på en helt anden måde, end han var vant til.

”Jeg har selv i de seneste syv-otte år brugt cocker spaniels som jagthunde, og jeg har opdaget, at jeg i en spaniel har de samme egenskaber, som jeg ellers har i tre hunde,” konstaterede han og uddybede: ”De er glimrende andehunde. Fasaner og snepper i krat bringer de for bøssen, som ingen anden race formår det. Søget er kort, roligt og klogt beregnet, når hunden har fået lidt erfaring.”

Det så han store fordele i, fordi mange danske terræner var relativt små. ”Den hund har som jagthund en stor fremtid for sig her i Danmark,” spåede han. Og der var da også flere jægere end Johansen, der havde fået øjnene op for spaniel-racernes særlige egenskaber.

Det begyndte på godserne

Blandt spaniel-pionererne i Danmark var forstkandidat Viggo Møller. Han har, ligesom Arvid Johansen, skrevet flere bøger om jagt, vildtpleje og hundetræning og var desuden blandt initiativtagerne, da Dansk Kennel Klub blev stiftet i 1897. Og så havde han selv jagtspaniels så tidligt som i 1880’erne.

Dengang var spaniels virkelig et særsyn, som man stort set kun så hos nogle få af de godsejere, der i de år, som noget helt nyt i Danmark, etablerede opdræt af fasaner til udsætning og jagt. De skete efter britisk forbillede, og så var det oplagt ved samme lejlighed også at importere nogle af de jagthunde, der var så værdsatte hos de britiske skytter. Ifølge Møller brugte man spaniels på godserne Frijsenborg, Gavnø, Ålholm og på Samsø. 

Denne specialiserede brug af spaniels i fasanerierne kendte den sjællandske godsejer Svend Aage Timm godt, både fra sin egen ejendom og fra andre godser. Men i den brede offentlighed var kendskabet til spaniels gennem de første årtier af 1900-tallet ret beskedent.

Det ændrede sig først for alvor i 1930’erne, hvor Timm gav hundene disse ord med på vejen: ”For få år siden var en spaniel en ret sjælden hund, der kunne træffes hos enkelte jægere, men i øvrigt var fremmed for flertallet af hundevenner. En spanielejer – jæger eller ikke-jæger – måtte ofte lide den tort at mødes af forbavsede spørgsmål om sin hunds race.”

Svend Aage Timm havde i 1933 medvirket til at etablere en dansk spaniel-klub med ham selv som formand. Denne klub kom gennem de følgende årtier til at spille en betydende rolle i arbejdet med at udbrede kendskabet til spaniels herhjemme. Det var dog ikke kun de jagtlige egenskaber, der var i fokus i denne klub. Spaniels blev med deres milde væsen og fine udseende også tiltagende populære hos ikke-jægere, og i Dansk Kennel Klub blev de derfor ikke registreret i gruppen af jagthunde, men i stedet som selskabshunde.

En jagthund med særlige styrker

Men for mange var det de jagtlige evner, der var det vigtigste. Det gjaldt for eksempel for jægeren A.P. Nørlund, som var en inkarneret spaniel-mand og medlem af Spaniel Klubbens bestyrelse. I 1934 udgav han den første danske spaniel-bog. Han fremhævede spaniels til brug på selskabsjagterne; et par gode, veldresserede spaniels med erfarne førere i drevet på en klapjagt var efter hans vurdering betydeligt mere effektive til at bringe fasaner og andet vildt frem til skytterne end datidens sædvanlige klapperkæder af skolebørn.

 Nørlund lovpriste desuden spaniel-racernes korte siksak-søgs berettigelse i det afvekslende danske landskab og påpegede deres evner i skoven, for eksempel på sneppejagt. Hundenes størrelse fandt han også tiltalende: ”Den kan være til største nytte, særligt for de jægere, hvis boligforhold vanskeliggør at holde en stor hund, hvilket ofte medfører, at de slet ingen jagthund holder. En spaniel tager ikke megen plads op i hjemmet, er venlig og omgængelig, også over for børn, og er, når den er rigtigt dresseret, apportøren af guds nåde,” skrev han i sin bog.

Skiftede man fra de noget mere hårdføre hønsehunde, skulle man være meget opmærksom på spaniel-racernes blødere sind. Det krævede en mere forstående tilgang til opgaven end den dengang gængse, hvor hundetræningen ofte var fokuseret på straf. ”Vejen til en spaniels dressur går langt snarere gennem uddelinger af belønninger, enten i form af lækkerbiskener eller klap, når øvelserne er faldet tilfredsstillende ud,” argumenterede Nørlund i 1934 og fremhævede derudover tre afgørende ting i dressuren, nemlig tålmodighed, tålmodighed – og atter tålmodighed.

Landskab og hunde

De helt fremherskende spaniel-racer til jagtbrug i Danmark har alle årene været engelsk springer spaniel og den lidt mindre cocker spaniel. Deres egentlige indpas i den danske jagtverden skete langsomt, men sikkert, i årtierne efter anden verdenskrig, og udviklingen blev i høj grad drevet af intensiveringen af landbrugets driftsformer.

”Ukrudtsbekæmpelse, moderne markredskaber med mere vil på længere sigt gøre agerhønen til en sjælden fugl,” forudså jægeren og forfatteren Søren Vase allerede i 1956. For ham var der ingen tvivl om, at det ville medføre et skifte i danskernes foretrukne jagthunde, når der ikke længere fandtes udbredte bestande af de agerhøns, som var en vigtig grund til, at tidens jægere ligesom generationerne forud sværgede til de stående hunderacer – hønsehundene.

”For mig at se vil fremtiden melde sig med krav om en lille jagthund, der er nem at styre, behagelig i hjemmet og sikker i apportering,” konstaterede Vase, der på det tidspunkt selv havde dresseret 14 spaniels og så disse hunde som den ideelle løsning. ”Vi har dem gående i massevis, åndeligt underernærede, legemligt fede,” forklarede han med udgangspunkt i, at de danske spaniels på det tidspunkt overvejende var familiehunde og ikke jagthunde.

Men det skulle man ikke lade sig afskrække af. ”Spaniels er af gammel jagtadel, og nogle generationers selskabsliv kuer sjældent den medfødte jagtlyst,” argumenterede Vase, der understregede, at hvis man så sig for, kunne man sagtens finde sig en jagt-egnet hvalp. Med den tiltagende popularitet, som spaniels fik blandt jægerne i de følgende årtier, kom der yderligere fokus på at sikre og udvikle deres helt særlige jagtegenskaber.

Specialiserede jagthunde

Op gennem en stor del af 1900-tallet var cocker spaniel den absolut mest almindelige jagtspaniel i Danmark. Men fra 1970’erne vandt den lidt mere robuste springer spaniel frem og overtog førstepladsen, som den dog i de allerseneste år igen har måttet give tilbage til cockeren.

Med en stigende interesse for spaniels i den danske jagt opstod der et ønske om at rendyrke jagtegenskaberne endnu mere, end man kunne blandt de spaniels, som også skulle være selskabshunde, og fra 1980’erne og frem har man opnået dette gennem import og avl af de såkaldte FT-spaniels af begge racer, hvor de jagtlige evner er den helt afgørende faktor i arbejdet.

I nutiden er der derfor gode muligheder for at finde spaniels med fuld plade på de jagtlige anlæg. Deres særlige evner passer godt til den danske jagt, som den drives i disse år. Det er med til at fastholde den store jagtlige popularitet, som både springer spaniel og cocker spaniel nyder i nutiden.

Retrieverne står logrende klar og venter på næste nummer af Jæger – hvor serien om de danske jagthundes nyere historie handler om disse populære hundes indtog på de danske jagtmarker.