Produceret af DJ i samarbejde med SGAV.

Går man 100, 150 eller 200 år tilbage, var de jagthunde, som danske jægere havde med på jagt, stort set altid stående hunde – hønsehunde. Nogle ganske få jægere havde specialiserede hunde som støvere (nutidens drevere) til at drive med hare, ræv og råvildt i større skove eller plantager, eller gravhunde til jagten på ræv og grævling under jorden. Spaniels og retrievere måtte man til gengæld kigge langt efter.

Steen Steensen Blicher var digter og præst samt inkarneret jæger, der i særlig grad nød jagten på blandt andet urfugle med sine stående hunde. ”En rigtig hønsehund forener styrke og muskelkraft med ynde og lethed,” konstaterede han i 1830’erne og understregede, at hønsehundene havde de mest alsidige jagtegenskaber blandt alle hunde samt skønhed, mod, fromhed, klogskab, lærevillighed, troskab og hengivenhed.

Man har ofte beskrevet hans hunde som gamle danske hønsehunde, hvilket både er rigtigt og forkert. På hans tid var de almindeligt udbredte jagthunde ned gennem det kontinentale Europa, i Danmark, Tyskland, Frankrig og Spanien, nogenlunde identiske typer, der mindede meget om nutidens korthårede hønsehunde, men med variationer, der skyldes lokale jagtlige forhold eller indkrydsning af andre hundetyper.

Den egentlige målrettede opsplitning i racer med egne standarder tog først fart op mod slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet; nutidens gamle danske hønsehund stammer fra linjer med tydelige fællespræg, men typen blev først anerkendt som selvstændig race i 1963.

Den fantastiske stand

En stående hund har et stort søg, der på åbne arealer sagtens kan føre den flere hundrede meter væk fra føreren. Får den fært af fugle, der trykker – det kan være agerhøns eller fasaner – tager den stand, det vil sige står stille og markerer vildtets tilstedeværelse. Så har jægeren mulighed for at gå ind på skudhold og kommandere hunden frem, så fuglene flyver op.

Forstkandidat Viggo Møller var i slutningen af 1800-tallet en af landets førende kapaciteter inden for jagthundene, og han var i ganske særlig grad fascineret af netop standen.

”At en hønsehund står for vildt, er for enhver jæger en så dagligdags erfaring, at man er tilbøjelig til at anse det som noget, der følger af sig selv. Og i virkeligheden vil jo også enhver hønsehund af god race inden for kortere eller længere tids forløb, i reglen inden den er et år gammel, udføre denne handling uden fremmed påvirkning, når den blot får lejlighed dertil. Alligevel er dette tilsyneladende så simple forhold noget helt vidunderligt, og måske den højeste triumf, mennesket nogensinde har fejret over dyrene,” jublede han begejstret i 1894 i sin bog ”Fjervildtjagten”, hvor han også beskrev det, at hunden valgte at blive stående og udpege byttet for jægeren frem for at følge instinkterne og jage det selv, som en handling ”som intet andet dyr kan eftergøre”, og et forhold, ”som næsten synes at fordre menneskelig intelligens”.

Standen var blevet fremavlet hos jagthunde i senmiddelalderen, hvor man brugte hunde med denne særlige evne i forbindelse med falkejagt eller til at få fuglevildt til at trykke, så man enten kunne trække et net hen over dem eller skyde dem på jorden med armbrøst.

 Med fremkomsten af lette og effektive haglskydevåben i slutningen af 1700-tallet fik fuglejagten med hønsehund den udformning, som vi kender i dag. Sammen med de demokratiske reformer, der i de efterfølgende årtier gjorde jagtudøvelsen bredt tilgængelig, banede det vejen for hønsehundenes store popularitet.

Flere racer i Danmark

Med populariteten fulgte opsplitningen i egentlige racer, som tog udgangspunkt i rendyrkningen af jagtlige egenskaber og udseende. Man opdeler i dag overordnet de stående hunde i engelske og kontinentale racer. Fra England stammer setterracerne og pointeren, som man ret tidligt hentede over Nordsøen. Blandt andet er det kendt, at hertugen af Augustenborg havde et stort opdræt af pointere på øen Als i begyndelsen af 1800-tallet.

De engelske hunde var generelt lettere og hurtigere end de kontinentale, og derfor brugte man dem både i egen ret og som indkrydsning i nogle af de noget mere kompakte kontinentale hønsehunderacer for at give dem mere fart og elegance. De kontinentale racer gik til gengæld for at være mere alsidige end de engelske. Blandt andet var det almindeligt, at de engelske racer i deres hjemland kun blev brugt som specialister, der skulle finde og rejse fuglevildtet. Den efterfølgende apportering havde briterne retrievere til.

I avlen af kontinentale hunde gik man derimod bevidst efter hunde, der både skulle kunne apportere, gå spor, som havde vandpassion, og som desuden var passende skarpe over for rovvildt. I dag er grænsen mellem engelske og kontinentale hønsehundes evner og brugsområde mindre skarp.

Avlsarbejdet udviklede sig forskelligt rundt omkring i Europa, og op gennem 1900-tallet kom der en række nye stående jagthunderacer til Danmark. Allerførst i århundredet kom den tyske ruhårede hønsehund til landet, og senere fulgte for eksempel den ligeledes tyske kleiner münsterländer (i Danmark fra 1955), den ungarske vizsla (fra 1956), den franske breton (fra 1960) eller senest den gamle italienske hønsehunderace bracco italiano, der kom til Danmark i begyndelsen af 1990’erne.

Uanset race bygger de stående hunde i Danmark videre på evner, der strækker sig mange århundreder tilbage i den europæiske jagthistorie. Derfor bliver de også fortsat stående som populære valg, selvom de i nutiden må dele pladsen de danske jægeres hjerter og hundekurve med andre jagthundetyper. Dette var første afsnit i en ny serie om de danske jagthundes oprindelse og brug. I næste nummer af Jæger går vi i dybden med gravhundene.