Skudræd – sårbar og skrøbelig
Ove Dam Hedegaard oplever, at det er nemmere at arbejde med en hund, der er situationsræd, end en hund, der er skudræd.
– Fordi hunden er meget sårbar og skrøbelig, kan vi hurtigt komme til at forværre noget. Jeg kunne godt forestille mig, at der er nogle, der tænker, at med ondt skal ondt fordrives. Og det skal det ikke. Det er nogle helt andre greb, der skal til. Jeg vil sige, at hvis man har en idé om, at det her tager et par uger eller tre, tager man fejl. Jeg vil skyde på, at man nok nærmere skal sætte et halvt år af til at løse problemet. Her fremhæver han flere knapper, man kan skrue på i træningen: afstanden til skuddet, gradvis tilvænning til våbenets udseende og små kliklyde samt arbejdet med grundfærdigheder, så hunden har noget positivt at koble skuddet sammen med. I sidste ende får skuddet en positiv værdi for hunden. Det bliver forbundet med noget godt, for eksempel apportering og belønning. Men for at nå dertil kræver det et solidt fundament.
Når alt kommer til alt, handler det om nuancer, tålmodighed og indsigt. At kunne skelne mellem skudræd og situationsræd er første skridt; det næste er at planlægge målrettet træning, der tager hensyn til hundens mentale bagage, dens alder og dens udviklingsfase. At forstå forskellen mellem skudræd og situationsræd kan redde både jagtoplevelsen og forholdet mellem hund og ejer. Og vigtigst af alt: Det kan forhindre, at en ellers lovende jagthund ender som en permanent bange hund, fordi et uheldigt øjeblik fik lov til at sætte sig i dens hukommelse.
Og til allersidst et velmenende, men meget vigtigt råd til alle hundeejere: