Produceret af DJ i samarbejde med SGAV.

Hvis du har fulgt med i artikelserien ”Fra hvalp til jagthund”, vil du vide, at vi nu er nået til sidste afsnit. Det er blevet til mere end en håndfuld artikler, hvor jeg har forsøgt at byde læseren indenfor og give et ærligt billede af, hvordan jeg uddanner og håndterer mine hunde fra hvalp og frem til den dag, hvor de skal med på jagt. Når jeg skriver ærligt, er det, fordi jeg ikke har ønsket at tegne et skønhedsbillede med den ene fortræffelighed efter den anden. Sådan er virkeligheden ikke.

Fejl er et vilkår

Udfordringerne er en vigtig del af historien. Der er i dag mange, der forsøger at efterleve en nulfejlskultur. Det er, set med mine øjne, den største fejl, man kan begå. At lære af sine fejl er en helt naturlig læringsform, som i den grad er motiverende for at turde gøre og prøve noget. Måske husker du hømhøm-posen, der blev erstatning for den forlagte godbidspose med et lorteresultat til følge? At lave fejl er et uundgåeligt vilkår, når man skal uddanne sin hund. Uanset om hunden skal bruges til jagt, som sprængstof- eller narkohund eller andet, vil vi begå fejl. Det er måden, vi takler fejlene på, der er afgørende for, hvorvidt de er konstruktive eller ej. Og så skal vi altid huske at minimere risikoen for, at hunden kan lave ”fejl” og indlære uhensigtsmæssig eller direkte uønsket adfærd.

Heldigvis har de første to et halvt år med Munínn været så gode, at jeg har nemt ved at glemme de få svære og hårde tider. Munínn, der er en FT springer spaniel, er min sjette hund på de 22 år, hvor jeg har gået på jagt, og jeg lærer hele tiden noget nyt. Der er rent faktisk også løbet en syvende hund til siden ankomsten af Munínn. Det er på mange måder meget givende at have en jagthund. Det er en god jagtkammerat, et medlem af familien, en oplagt mulighed for socialt samvær, en kilde til motion, en legekammerat, når børnebørnene er på besøg, osv. Derfor er jeg blevet mere bevidst om at give tilbage til mine hunde. Det forsøger jeg at sikre med en tryg hverdag med faste rutiner, sjove aktiviteter, kærlighed og selvfølgelig ro.

Ting tager tid

I min forrige artikel skrev jeg om, at Munínn op til jagtsæsonen ikke viste sig fit til opgaven. Hans psyke var på ingen måde klar til ret meget andet end fis og ballade. Jo, det skulle da lige være at lugte til andre hundes tis. Derfor valgte jeg, at vi måtte se tiden an. Det kunne ikke nytte noget, at jeg risikerede at få ødelagt en ukendt del af hans uddannelse, bare fordi jeg ikke kunne vente.

Som sæsonen skred frem, og oktober blev til november, november blev til december, så skete der noget fantastisk. Munínn var pludselig tilbage i sit es. Psykisk og fysisk. Han viste igen supergod form, når vi trænede, og reagerede prompte på mine signaler. Han var klar. Klar til sin første rigtige jagt.

Det kunne ikke gå hurtigt nok med at få en jagtdag placeret i kalenderen, så jeg aftalte med min ven og jagtkammerat Stina, at vi skulle besøge reviret medio december. Det var tydeligt at høre, at hun også glædede sig til Munínns premiere. I stedet for at jeg beskriver vores jagtdag sammen, har jeg bedt Stina om at sætte ord på.

En jægers beretning

– Jeg har kendt Munínn, siden han var en lille hvalp, og Ove fik ham med hjem. Siden da har vi delt utallige timer sammen – både med målrettet træning og de stille, kærlige øjeblikke, hvor man bare er sammen. Munínn og jeg har altid haft et særlig tæt bånd. Tættere end jeg har haft til de andre hunde, Ove har. Han er nemlig en hund, der søger rolig nærkontakt, og han gør det med en intensitet og en kærlighed, der går lige i mit hjerte.

Dagen, hvor det endelig ville være muligt at få Munínn med på jagt, har jeg glædet mig til længe. Det stod dog klart gennem sensommeren og efteråret, at han befandt sig et svært sted i sin udvikling. Hormonerne rasede, og han var til tider helt kulret.

En dag i december ringede Ove. Meget glad, nærmest euforisk, fortalte han, at han mente, at Munínn var klar. Vi lavede derfor en aftale om, at årets julejagt skulle være Munínns debut. Dog uden pres. Hvis formen ikke var der på dagen, så var det helt o.k. Hugínn, Oves fire år gamle springer spaniel, skulle med som backup.

Vi gik afsted sammen, Ove og jeg, med Munínn ved vores side, mens Hugínn og labradorhvalpen Freke ventede i bilen. Første såt gik ned gennem en gammel granbevoksning med brombær i bunden. Vi gik med cirka 15-20 meter mellem os, mens Munínn arbejdede mellem og lidt foran os. Der var ingen fasaner, ingen snepper – ingenting. Munínn skulle lige finde ”rytmen”, men han holdt en fin afstand til os og havde god kontakt hele vejen igennem.

Næste drev gik gennem pilekrat og siv, hvor der er et par små søer. Vi gik på hver vores side af pilekrattet for at dække terrænet bedst muligt. Det var tydeligt, da Munínn pludselig fik fært og brød to stykker råvildt ud af krattet. Smukt – men ikke på skudhold.

Vi fortsatte ind i et stort nyligt ryddet område, hvor lav opvækst af krat og buske var på vej op. Ove og jeg gik igen med lidt større afstand til hinanden, og Munínn arbejdede rigtig flot imellem os. Ofte var han kort ude af syne på grund af det tætte krat, men jeg vidste, at han var der. Jeg kunne høre ham.

Efter omkring 100 meter lettede en sneppe midt inde fra såten. Jeg havde på det tidspunkt hverken visuel kontakt med Ove eller Munínn, og sneppen kom lavt fra højre side – lige der, hvor jeg vidste, de måtte befinde sig. Jeg fulgte derfor fuglen roligt med øjnene og haglbøssen pegende lodret op i luften, indtil den var helt fri og ret ud for mig. Der er ingen tvivl. Jeg var fri til at afgive skud.

Skuddet ramte perfekt. Vingerne klappede sammen i luften, og sneppen landede stendød i det lange græs, cirka 15 meter fra mig. Jeg markerede stedet i forhold til træer og græstuer og fortsatte drevet.

Da drevet var slut, gik jeg sammen med Munínn tilbage til stedet, som jeg havde markeret, og i en afstand af de cirka 15 meter dirigerede jeg ham mod sneppen. Han havde fuld tillid til min dirigering – både retningen og det, at der faktisk lå noget derude. Han strøg i en lige linje gennem det lange græs, fik fært, samlede sneppen op og kom stolt og logrende tilbage til mig med den. Ove skød faktisk også en sneppe senere på dagen, som Munínn ligeledes leverede flot til hans hånd.

Da vi kom hjem fra jagten, afsluttede vi dagen med de lækreste smørstegte sneppebryster på hjemmebagt rugbrød, der blev toppet med sprødstegte salvieblade. Alt i alt blev det en helt fantastisk første jagtdag med Munínn. En dag, hvor alt gik op i en højere enhed.

En nødvendig og tiltrængt forandring

Med en følelsescocktail i kroppen af stolthed, glæde, lettelse og tilfredshed sad jeg bag rattet i bilen på vej hjem fra jagten og tænkte på alt det, som har gået og går forud for mine hundes første jagtdag. Det har ændret sig en del igennem tiden. Træningen og uddannelsen af mine hunde er gået fra metoder, hvor straf var almindeligt, til forstærknings- og belønningsbaserede metoder og principper. Mit fokus på hundenes behov og natur er blevet skarpere. Mit fysiske nærvær med hundene fylder mere.

De er en markant større del af mit liv, og jeg kunne ikke ønske det anderledes. Resultatet af mine ændringer har båret frugt på mange måder. Den vigtigste for jagten er, at vi går på jagt sammen. Det er et samarbejde, hvor vi har tillid til, hvad der kan forventes af hinanden. Nogle vil sikkert tænke, at det er noget pjat at skrive, men jeg er ligeglad. Jeg har mine erfaringer, videnskaben og mine hunde på min side.

Som tidligere nævnt stødte der for seks måneder siden en lille, gul labrador til familien. Så nu er hele scenariet startet forfra igen, og vi er selvfølgelig i gang med at uddanne endnu en jagtkammerat. Principper, metoder, lektionsplaner med grundfærdigheder og fif støves atter af. Men hømhøm-posen forbliver hømhøm-pose.

Jeg håber, at mine artikler har givet læseren noget at tænke over, noget at kunne bruge sammen med egen hund og lidt trækken på smilebåndet. Hvem ved, måske tjekker vi ind om et par år med en status på Munínns jagter.