De hybridiserer også ganske meget i grænseområderne mellem de to (under) arter. Hybriderne varierer meget, i forhold til hvor sorte de er, men de sorte områder hos gråkragen er altid til at skelne i en eller anden grad. Det er derfor godt, at vi i jagtlovssammenhæng benytter fællesbetegnelsen krage, da den dækker over både gråkrage og sortkrage, så begge arter eller underarter er jagtbare.

”A murder of crows” er det britiske udtryk for en flok krager, og dette meget kategoriserende udtryk om krager (briterne har i øvrigt et overflødighedshorn af udtryk for grupper af forskellige dyr) henviser naturligvis til den gængse opfattelse af krager som prædatorer, der slår andre fugle og dyr ihjel – især deres unger, og så tager de fugleæg. At de så sommetider udviser en forkærlighed for at ”stjæle” noget, der skinner, som for eksempel en mønt, har ikke gjort deres ry bedre.

Krager er ligesom resten af kragefuglene intelligente. De er samtidig omnivorer (altædende) ligesom os selv, og æg og fugleunger er sammen med mindre pattedyr, krybdyr, padder og diverse insekter gode proteinressourcer, så krager tager dem selvfølgelig, hvis muligheden er der, men de mange studier, der er lavet vedrørende kragernes indflydelse på særligt andre ynglende fugle, viser, at i langt de fleste tilfælde er deres negative indflydelse overdrevet, hvis der i det hele taget er nogen.

Bekæmpet voldsomt

Tidligere skød man målrettet ynglekrager, blandt andet ved i slutningen af april at gå jagten igennem og så skyde alle kragereder (og andre store reder) ned. Hvis den rugende fugl lå på reden, blev den oftest skudt, når den forlod denne, inden reden og indhold blev skudt i smadder. Giftudlægning var også ganske almindelig og helt frem til 1967 lovlig og fortsatte også, et godt stykke tid efter at det blev forbudt. Det bundede i en tro på, at ved at reducere bestanden af ynglende krager mest muligt ville man tilgodese bestandene af jagtbare arter.

Rigtig mange nordiske krager blev også tidligere skudt under forårsjagt, ikke mindst ved brug af en ”krageugle” – en levende stor hornugle – inden det blev forbudt at holde levende ugler i fangenskab.

Indtil 1967 måtte kragen jages hele året, og også efter 1967 var den i praksis fredløs hele året. Den fik ganske vist en jagttid fra 1. juli til 30. april, men ”under forudsætning af at ynglen dræbes” måtte dens rede ødelægges, og fuglen skydes på reden i fredningstiden, og den måtte fanges i diverse fælder året rundt.

I 1982 blev jagt på krager forbudt, men reguleringsordninger, der gav vide muligheder, afløste egentlig jagt. I 1994 fik kragen en kort jagttid (kort sammenlignet med tidligere) fra 1. september til 31. januar, og reguleringsmulighederne blev stærkt begrænsede, og i dag er det kun muligt at regulere krager med skydevåben og godkendte fælder i perioden 1. februar til 15. april efter tilladelse fra Naturstyrelsen.

Bestanden ikke steget

Da efterstræbelsen indtil 1982 havde været massiv, skulle man forvente, at bestanden efterfølgende ville stige kraftigt, men det har ikke været tilfældet. Ynglebestanden steg godt nok lidt i slut-90’erne, men faldt efterfølgende og ligger i dag med cirka 150.000 ynglepar på stort set samme niveau som i 1970’erne. Vinterbestanden, som er en kombination af de fleste af vores egne fugle og mange tusinde nordfrakommende fugle, er faldet kraftigt i samme periode og er halveret i forhold til 1970’erne.

Det bekræfter resultaterne af en del undersøgelser af effekten af bekæmpelse af krager. Der skal en ekstremt hård og målrettet ”kampagne” til i et givet område for at holde bestanden af krager nede, og lige så snart der slækkes en smule, er bestanden oppe på områdes bæreevne igen.

En anden ting, som ofte glemmes i forbindelse med regulering af krager, er, at et ynglepar er territoriehævdende hele året rundt, og fjerner man ynglepar, rykker flokke af ikke ynglende krager lynhurtigt ind, og de er meget sværere at regulere, og de er alene ved deres antal endnu hårdere ved andre ynglende fugles æg og unger, end de ynglende er – i øvrigt bliver kragers egne æg og unger også præderet, både af andre krager, andre kragefugle, særligt ravne, og mår.

Udbyttet er faldet

Antallet af nedlagte krager ligger i dag på godt 40.000 (41.871, 2023, foreløbigt tal), hvilket er et voldsomt fald i forhold til begyndelsen af 1970’erne, hvor der blev nedlagt omkring 300.000 fugle. Det største fald skete i forbindelse med fredningen i 1982. Antallet faldt til 131.723 i 1983 efter at have ligget på omkring 250.000 i årene før, og i 1990’erne faldt det til under 100.000.

Vidt udbredt

Kragen Corvus corone findes i hele Europa og østpå ind over Asien til det østligste Rusland, Kina og Japan. Gråkragen findes fra Island over Irland, det nordlige UK, Skandinavien, Østeuropa, Sydøsteuropa samt Mellemøsten til lige vest for Uralbjergene i Rusland.

I resten af Europa og Asien er kragen sort og findes i forskellige underarter, der ligner hinanden rigtig meget. Den findes ikke i Grønland, og i Nordamerika afløses den af en anden sort krage, amerikansk krage, Corvus brachyrhynchos, som er tæt beslægtet. Denne er en smule mindre end nominatformen og har et spinklere og kortere næb.

Navnet

Det videnskabelige navn Corvus corone er en sammensætning af Corvus, der er latin og betyder ravn, og det græske korone, der betyder krage. På dansk har kragen navngivet sig selv ved sin kaldelyd, og det er det samme i Sverige, Norge, Holland, Tyskland og også England, hvor det er blevet til henholdsvis kråka (både på svensk og norsk), kraii, krähe og crow.

Andre lande, særligt de latinske, lægger sig mere op ad det videnskabelige navn. På fransk for eksempel hedder krage coneille eller corbeau (det sidste er korrekt navnet for ravn).