Myte: Udsatte fasaner dør af sult

Nej, men der er dokumentation for en betydelig dødelighed blandt udsatte fasaner – også ud over de fugle, der nedlægges på jagt. Det er dog ikke unaturligt for byttedyr, som fasanen er. 

Men det er samtidig vigtigt at være præcis om, hvad forskningen faktisk dokumenterer. På baggrund af de foreliggende danske undersøgelser kender vi ikke dødsårsagen for alle de fasaner, der ikke overlever, og der er ikke videnskabeligt belæg for generelt at konkludere, at udsatte fasaner i Danmark sulter ihjel eller ikke er i stand til at finde og optage føde.

De dødsårsager, der konkret er dokumenteret i danske undersøgelser, omfatter blandt andet prædation og sygdom. For en væsentlig del af de fugle, der antages at være døde, er den konkrete dødsårsag imidlertid ikke fastslået. En høj dødelighed kan derfor ikke i sig selv anvendes som dokumentation for, at fuglene dør af sult.

Der er dog grund til at undersøge kritikken nærmere. En del af den aktuelle debat synes at tage afsæt i britisk forskning. Det relevante spørgsmål er derfor, hvad disse studier konkret dokumenterer om fødeoptagelse, ernæringstilstand, kondition og egentlig sult – og ikke mindst om udsætningsform, fodring, landskab og øvrige forhold er sammenlignelige med danske forhold.

Myte: Udsatte kyllinger har svært ved at overleve i naturen

Som sagt er det korrekt, at danske undersøgelser viser en høj dødelighed blandt udsatte fasaner. Men udsagnet om, at udsatte kyllinger har svært ved at overleve i naturen, kræver en vigtig nuancering.

En dansk undersøgelse fandt, at omkring 10–11 procent af de udsatte fasaner var i live et år efter udsætningen. Samtidig blev omkring 40 procent af fuglene nedlagt på jagt. Tallene indikerer dermed, at omkring halvdelen af de udsatte fugle døde af andre årsager end jagt i løbet af det første år.

Nyere danske data peger i samme retning. I et forsøg med 488 ringmærkede seks uger gamle fasankyllinger udsat på fire ejendomme på Fyn og Sjælland blev 198 fugle genfundet over to år. 178 blev fundet døde, hvoraf 166 var nedlagt på jagt. DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, konkluderer på den baggrund, at meget få af de udsatte fasaner var i live efter anden jagtsæson, og estimerer, at omkring to tredjedele døde af andre årsager end jagt.

Det dokumenterer en betydelig dødelighed, men det fortæller ikke i sig selv, hvorfor fuglene dør, eller at de generelt er ude af stand til at klare sig efter udsætningen. DCE fremhæver netop, at der fortsat er betydelige videnshuller omkring udsætning af jagtvildt.

Det er derfor mere præcist at sige, at udsatte fasaner har en relativt lav langsigtet overlevelse, og at en betydelig del af dødeligheden ikke skyldes jagt. Det er der dansk dokumentation for. Men den dokumentation kan ikke uden videre omsættes til en konklusion om, at fuglene ikke kan finde føde, ikke kan tilpasse sig livet efter udsætningen eller eksempelvis sulter ihjel.

Det afgørende faglige spørgsmål er derfor ikke, om der er dødelighed – det er veldokumenteret – men hvad fuglene dør af, hvornår dødeligheden sker, og hvilken betydning udsætningsmetode, levesteder, prædation, sygdom, fodring og den efterfølgende pasning har for overlevelsen. 

Her er det danske vidensgrundlag fortsat utilstrækkeligt til meget bastante konklusioner.