Inde under den lave klint var der en smule læ for den kraftige nordenvind, og i den brede bræmme af tang langs land blev de indrullende dønninger dæmpet ganske betragteligt. Prammen blev derfor sejlet ind i tangen og dækket godt til med tang på for- og agterdæk, så den fungerede som et udmærket, om end noget bevægeligt, skjul.  

Det var solopgang ifølge tabellen, men solen var ikke at se, og det tunge, grå vejr denne novembermorgen gjorde, at der stadig ville gå lidt tid, inden de første fugle, der var målet for jagten, dukkede op – måger, havmåger eller mere præcist, sølvmåger. 

Jeg havde ved et par tidligere lejligheder noteret, at de store måger yndede at trække langs kysten her, når det blæste, og når vinden, som nu, var skråt ud af land, kom de glidende langs opskyllet på jagt efter noget spiseligt. 

Det var en nem jagt i forhold til udstyr. Ingen lokkefugle, bare prammen camoufleret, patroner i bøssen og så ligge stille i cockpittet. 

Efter et kvarters tid var det blevet lidt lysere i vejret, og den første måge dukkede op fra nordøst. Glidende og svingende lidt ud og ind over tangbræmmen kom den stille og roligt nærmere, mens den afsøgte kysten for eventuelle fødeemner eller fjender. Måger har, som mange andre fuglearter, et fremragende syn og ser den mindste bevægelse eller ting, der forbindes med fare, som f.eks. hovedet af en jæger, der lyser op i en tangbræmme.  

Ubevægelig fulgte jeg fuglen med øjnene over kanten af noget tang på kanten af prammen. Da fuglen, en gammel sølvmåge, var inde på ca. 70 meter, tog den højde og udstødte en bestemt småskrattende lyd, der kan oversættes til: ”du er opdaget”, og den forsvandt tilbage i samme retning, hvorfra den var kommet. Irriteret over være blevet opdaget, funderede jeg over, hvad Larus agentatus havde fået øje på og kiggede rundt på camouflagen og omgivelserne lige rundt om prammen, men kunne ikke se nogen årsag, så jeg tilskrev det en tilfældighed eller en særligt sky, gammel måge – sølvmåger kan blive meget gamle, den ældste dokumenteret ved ringmærkning blev 38 år og 2 måneder, og de lærer hele livet. 

Jeg måtte ud af prammen for at se, hvad der var galt. Lige inden for mig var tangen presset så tæt sammen, at jeg kunne gå på den og dermed se prammen lidt mere fra oven ligesom mågerne. Jeg kunne stadig ikke se noget, der skulle kunne få fuglene til at slå af. Tilbage i prammen slog det mig, at fugle kan se ultraviolet lys, hvad vi ikke kan, så måske lå problemet i huen eller jakken. Huen havde jeg svært ved at forestille mig kunne være problemet, da den havde siddet på hovedet i masser af situationer uden problemer, men jakken var ny. Jeg besluttede mig derfor for at tage den ekstra busseronne, som jeg havde med som ekstra sikkerhed for vandtæt beklædning, ud over jakken. Den var godt nok hvid, men det var et forsøg værd. 

En flok alliker og råger passerede derefter tæt på uden at ane uråd, så jeg var fortrøstningsfuld, da endnu en sølvmåge dukkede op på samme kurs som de to første. Igen en gammel sølvmåge. Denne gang kom den glidende helt ind på 20 meter uden at ænse mig, og den faldt forendt i skuddet. 

Jeg fik samlet den op og placeret den som lokkefugl 15 meter foran mig på en tangknold. 

Der var nu kommet lidt mere gang i trækket, og der var også en del unge måger imellem. Det var der to fordele ved: De unge er nemmere at narre, og de smager bedre. 

Den første unge sølvmåge kom da også fint ind og faldt død inde i tangbræmmen og fik lov at ligge, fordi endnu et par måger havde set den falde og fløj målrettet mod stedet, hvor den var faldet i den tro, at den havde slået på noget spiseligt. Det gav yderligere tre fugle, hvorefter der ikke var flere i syne.  

De døde måger blev lagt som lokkefugle undtagen en, som jeg tog med ind i prammen. Da næste lille ”kompagni” af de store måger dukkede op, kastede jeg den døde måge så højt op i luften som muligt og afventede. Jo, de havde set den og styrede lige mod mig og de opstillede artsfæller på tangen. 

Det gav hektisk skydning i nogle minutter, hvorefter dusinet var fuldt, og jeg havde nok fugle til min kammerats ”kyllingegryde”, som han kalder det, af de unge måger samt de to gamle fugle, jeg havde lovet en konservator. 

Svingende jagttider 

Sølvmågen har på nær de fire år fra 2014 til 2018 altid været jagtbar her i landet, men den har haft noget svingende jagttider. Allerede i den første jagtlov, som kom i 1894, blev jagten begrænset til tidsrummet 16/9 – 31/1. I 1922 ændredes det til 21/9 – 31/1. I begge tilfælde handlede det om alle måger. I 1931 blev gruppen ”havmåger”, en fællesbetegnelse for sølvmåge, svartbag og sildemåge, skilt ud, og jagttiden blev sat til 1/8 – 30/4. Denne jagttid gjaldt helt frem til 1967, hvor starttidspunktet blev flyttet til 16/8. I 1982 blev den skåret ned til 1/9 – 29/2 og igen i 1994 til 1/9 – 31/1. I 2014 frededes sølvmågen helt sammen med svartbag og sildemåge for som eneste mågeart igen at blive jagtbar fra 1/9 – 31/1 i 2018.  

Også udbyttet af de store måger har svinget. Indtil 1992 blev alle måger slået sammen i  vildtudbyttestatistikken, og efter at have ligget på over 200.000 i 1940’erne faldt antallet hurtigt og lå derefter frem til begyndelsen af 1960’erne stabilt på omkring 100.000, hvorefter det igen steg i løbet af et par år til over 200.000 i begyndelsen af 1970’erne for igen at falde frem mod 1992, hvor de enkelte måger, således også sølvmågen, fik deres egen statistik, og tallet for sidstnævnte lød på 32.000. Vingeundersøgelser havde estimeret udbyttet af sølvmåge fra 1985, hvor det blev sat til ca. 57.000 med faldende antal frem til 1992. Faldet fortsatte frem til årtusindeskiftet, hvor efter det lå på knap 20.000 fugle om året. Siden er det faldet yderligere, også efter genindførelsen af jagttid, til under 8.000.

Forklaringer 

Der er flere årsager til svingningerne og faldet. Bestanden af sølvmåger steg støt op gennem det 20. århundrede, hvor den bredte sig som ynglefugl til hele landet, fordi åbne lossepladser og fiskeriet gav fødemuligheder. Særligt i perioden 1960-1973 gik det stærkt, da bestanden her voksede med 300 % og nåede op på 76.000 par (Bregnballe&Lyngs). Formodentlig fordi fiskeriet bød på endnu mere føde, samtidig med, at der stadig var en del åbne lossepladser, og minkfarmene vandt frem. Bestanden faldt derefter noget for atter at stige til 87.000 par i 2010. De seneste år er bestanden faldet igen, da fiskeriet er forsvundet fra en lang række havne, og senest har lukningen af minkfarme formodentlig også spillet en rolle, ligesom den voksende havørnebestand må formodes at lægge et vist pres på kolonierne. 

Stigningen i udbyttet i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne flugter således fint med bestandsudviklingen. Det gør den senere nedgang i udbyttet derimod ikke og må tilskrives kortere jagttider og generelt mindre interesse i mågejagt. At interessen for at skyde måger er faldet de sidste 50 år hænger bl.a. sammen med, at mågernes værdi i køkkenet i samme periode gradvist stort set er forsvundet. Det var i øvrigt ikke bare kødet af fuglene, der indgik i husholdninger, æggene, der blev indsamlet i kolonierne, blev også i stor stil brugt, og op gennem 1900-tallet var der direkte en forretning omkring mågeæggene. I 1950’erne fik salget imidlertid et knæk, da sundhedsmyndighederne forbød salg til landets bagere. Indsamlingerne fortsatte dog især til eget forbrug, indtil det i 1983 blev forbudt for andre end lodsejeren selv at samle æg. I 1994 kom et totalforbud mod indsamling af æg fra vilde fugle. 

Fra en til flere arter 

Tidligere regnedes sølvmågen Larus argentatus for en art med adskillige underarter i dens cirkumpolare udbredelse, men nu har de ornitologiske organisationer besluttet at dele den op i fire arter med vores egen europæiske udgave som nominatform Larus argentatus, og dens amerikanske slægtning hedder nu amerikansk sølvmåge Larus smithsonianus. Den, der findes i de østasiatiske kystområder hedder nu vegamåge Larus vegae og endelig den, der findes inde i landet i det østlige Asien mongolsk måge Larus mongolicus.  

Vores sølvmåge yngler fra Island over Storbritannien, Holland, Tyskland og Skandinavien til det nordvestlige Rusland og nordlige Sibirien, og overvintrer typisk i de kystnære dele af Nordvesteuropa, men træffes dog også længere sydpå om vinteren. De nordligste ynglefugle trækker sydvestpå, mens de sydligere enten bliver omkring yngleområdet eller foretager små vejrbestemte træk – vores egne ynglefugle bliver således generelt her i landet, men særligt unge fugle foretager småtræk. 

Larus 

Sølvmågen hører til gruppen af store hvidhovede måger, slægten Larus, der tæller adskillige arter, heriblandt de herhjemme almindeligt forekommende svartbag Larus marinus  og sildemåge Larus fuscus samt gråmåge Larus hyperboreus og hvidvinget måge Larus glaucoides, der hovedsagelig træffes på Vestkysten. Det såkaldte sølvmåge/sildemåge kompleks har været – og er stadig – svært for videnskaben helt at udrede, da der er mange overlapninger og de er tæt beslægtede.  

Sildemågen træffes således herhjemme i tre forskellige udgaver: Den baltiske Larus fuscus fuscus med matsorte vingeoversider og ryg, den britiske sildemåge L. f. graellsii med mørkegrå og en, der er midt imellem, nordsøsildemåge L. f. intermedius. Den baltiske er gået meget tilbage og er hovedårsagen til, at jagttiden på sølvmågen først starter 1. november i Sydøstdanmark pga. forvekslingsfaren mellem unge sølvmåger og sildemåger. Disse baltiske sildemåger træffes fåtalligt i Øst- og Sydøstdanmark frem til udgangen af september på deres træk mod Middelhavet.  

Også middelhavssølvmåge Larus michahellis og kaspisk måge Larus cachinnans træffes af og til herhjemme. Begge er nærmest umulige at skelne fra sølvmågen under praktisk jagt, men det er uproblematisk, da de har en anden naturlig geografisk udbredelse, og ingen af dem er truede.

En stor måge 

Med dens vægt på op til godt 1,5 kg, en længde på 67 cm og et vingefang på 155 cm er sølvmågen en stor måge. Hannen er størst og ses de to sammen er størrelsesforskellen ret tydelig. Den er fire år om at blive kønsmoden/voksen og har undervejs forskellige dragter med et fældningsmønster, der gør det muligt at aldersbestemme fuglene indtil de er blevet fire år. Er man interesseret i at dykke nærmere ned i kendetegnene for aldersbestemmelse af sølvmåge er siden her fremragende: https://www.gull-research.org/hg/0start.html Her kan man se billeder af fuglene måned for måned frem til og med det fjerde leveår. Går man ind på startsiden: https://www.gull-research.org/ kan man finde det samme om de andre måger, f.eks. sildemåge og svartbag og øve sig i at skelne dem fra sølvmågen.  

Sølvmågen er koloniruger, og selvom arten er berygtet for at tage andre fugles æg og unger, så yder kolonien også en god beskyttelse mod røveri af æg og unger foretaget af krager og måger, der ikke yngler i kolonien. Selvom det sker, at sølvmåger røver i egen koloni, så sker hovedparten af røverierne af måger fra andre kolonier eller i endnu større omfang af grupper af endnu ikke ynglende sølvmåger. Disse ikke ynglende måger kan være aldeles aggressive overfor andre ynglefugle, og fugle, der ikke yngler under en ”paraply” af ynglende måger, bliver aktivt jaget af reden, så indholdet kan fortæres.

Navnet 

Det danske navn, sølvmåge, er en næsten direkte oversættelse af det videnskabelige navn Larus argentatus, da Larus er en latinsk betegnelse for en stor havfugl, og argentatus betyder dekoreret med sølv, og det er selvfølgelig ryg og overvinger på den gamle fugl, der her refereres til. På engelsk hedder den Herring gull, hvilket oversat er ”sildemåge” – sildemågen hedder i øvrigt Lesser Black-backed gull, mens svartbag hedder Great Black-backed gull. Tyskerne og hollænderne har ligesom os taget det videnskabelige navn og oversat, så det er blevet til Silbermöwe og Zilvermeeuw. Svenskerne og nordmændene kalder den hhv. gråtrut og Gråmåke, altså ”gråmåge”, som er navnet på en anden art på dansk.