Produceret af DJ i samarbejde med SGAV.

12 tamme tajgasædgæs i seletøj er på plads, hvor engen serverer god gåseføde i Lille Vildmose i Østhimmerland.

I et skjul nær lokkefuglene sidder den hollandske gåsefænger Kees Polderdijk og den danske gåseforsker Kevin Kuhlmann Clausen musestille og venter. Fangstnettet er lagt ud godt skjult i græsset klar til affyring.

To tajgasædgæs flyver ind over engen og tager bestik af forholdene. Af natur er de vilde gæs fra skovene og moserne højt mod nord sky og skeptiske. De ser altid deres rastepladser grundigt an, før de lander.

Men alt ånder fred, for der er jo allerede landet en flok artsfæller, tænker de formentlig, og så lander de to gæs, præcis hvor forskernes net kan nå dem.

Hurtigt bliver de vilde tajgasædgæs befriet under fangstnettet, hvorpå de bliver målt og vejet, og hunnen får en GPS-sender om halsen, inden fuglene efter få minutters håndtering slippes fri over vildmosen.

Bundet af traditioner og tryghed

De to tajgasædgæs tilhører en ganske lille gruppe på cirka 1.500 individer, der i vintermånederne veksler mellem Lille Vildmose, Nørreådalen ved Viborg og marker omkring Tjele Langsø. En anden vestlig bestand på omkring 1.000 individer holder vinter i Thy, hvor de blandt andet opholder sig i Hanstholm Vildtreservat og Sårup i den nordøstlige del af Nationalpark Thy.

– I denne region opholder de jagtfredede tajgasædgæs sig ofte i samme områder som de jagtbare kortnæbbede gæs, så her skal jægere være opmærksomme på risikoen for at forveksle de to arter, siger Kevin Kuhlmann Clausen.

GPS-forskningen skal afsløre flere nuancer i gæssenes liv, så man kan beskytte dem bedst muligt. De er konservative og bundet af traditioner, så meget ved man om tajgasædgæs. Men hvor opholder de sig præcis, når de under deres vinterophold i frost og sne forlader Lille Vildmose og flyver til Nørreådalen ved Viborg og bruger marker omkring Tjele Langsø som spisekammer?

Hvilken højde flyver de imellem deres fourageringsområder og overnatningspladser, og hvordan vil en planlagt energipark med vindmøller og solceller nær gæssenes opholdssteder øst for Viborg påvirke dem?

Det er sådanne spørgsmål, som de GPS-mærkede tajgasædgæs skal være med til at give svaret på.

Pendlere mellem frost og tøvejr

– Vi ved, at tajgasædgæssene alt afhængig af vejret pendler mellem Lille Vildmose og Nørreådalen og Tjele øst for Viborg. I Lille Vildmose bruger de al deres tid i et område på blot fem gange fem kilometer. De er med andre ord yderst stedtro og stokkonservative i deres valg af fourageringsområder, siger Kevin Kuhlmann Clausen, der er seniorforsker ved Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet.

Det er ikke som deres nære slægtninge de kortnæbbede gæs, der flyver langt omkring og afsøger landskabet for at finde nye områder at søge føde i, for eksempel majsmarker.

– Den kortnæbbede gås har en stor aktionsradius, hvor tajgasædgåsen har en ganske lille. Tajgasædgåsen er i højere grad bundet af vaner end de fleste andre gåsearter. Derfor er det vigtigt, at vi præcis kender alle detaljer i deres adfærd i Nørreådalen og ved Tjele Langsø for at imødegå eventuelle konflikter med planerne om vindmøller og solceller i dette klassiske gåseområde, siger Kevin Kuhlmann Clausen.

Sammen med ph.d.-studerende Lisa Vergin og professor Jesper Madsen er han tovholder på det aktuelle GPS-projekt, der er finansieret af firmaet Biocirc, som arbejder med vedvarende energikilder og står bag planerne om en energipark ved Tjele.

Lisa Vergins forskning skal belyse, hvorfor og hvordan tajgasædgæssene opholder sig på forskellige habitater i forskellige vejrsituationer.

Langtidsholdbare sendere i solskin

– Historisk set har tajgasædgæssene ved Tjele Langsø og Vinge i kuldeperioder været særligt knyttet til et område med dyrkede marker. Formålet med GPS-projektet er blandt andet at belyse, præcis hvor en kommende energipark kan etableres uden at påvirke gæssene eller bringe dem i fare. Måske kan man tilså bestemte marker gåsevenligt, så man kan ”lokke” tajgasædgæssene til at benytte dem fast i fremtiden væk fra de planlagte vindmøller, siger Kevin Kuhlmann Clausen.

GPS-senderne lagrer gæssenes positioner hvert tiende minut, og to gange i døgnet kan forskerne så via mobilnetværket tappe alle data og blive klogere på fuglenes færden.

Hvor har de ædt, hvor har de sovet, og hvilke ruter har de fløjet? GPS-senderne kan give svarene.

Batterierne på GPS-senderne er drevet af solceller, og de kan være ganske langtidsholdbare. En af senderne har for eksempel fungeret siden 2015 og afslører fortsat sin bærers positioner.

Fældeplads på russisk ø i Arktis

De tidligere GPS-mærkninger har afsløret en lang række hidtil ukendte adfærdsmønstre i gæssenes liv.

For eksempel har det vist sig, at gæs, der undlader at yngle eller mislykkes med æg og unger, flyver fra Nordskandinavien over Barentshavet til den russiske ø Novaja Semlja, hvor de i nogle uger mister evnen til at flyve, mens de skifter deres slidte svingfjer ud med nye. På den store arktiske ø er de i sikkerhed for rovdyr, mens føden er rigelig.

Den viden var næppe kommet for en dag ved hjælp af klassisk ringmærkning, hvor ringe på gåseben skal aflæses med kikkerter og efterfølgende rapporteres for at blive brikker i det samlede billede.

Hurtig høst af forskningens frugter

De tider er forbi, hvor svaret på fugletrækkets gåder udelukkende var en sag for tålmodige sjæle, der i årevis måtte vente på svar.

Nu om dage kan man høste forskningens frugt på rekordtid, fordi GPS’en kontinuerligt fortæller, hvor fuglen, der bærer teknikken, befinder sig.

Før GPS-senderne afslørede gæssene, kendte forskerne ikke til fuglenes præcise opholdssteder i løbet af året, ej heller når de i vintermånederne opholdt sig i Danmark.

I dag ved man, at tajgasædgæssene i det jyske er stedbundne på et lille antal lokaliteter, når de fra november til sidst i februar befinder sig i Jylland.

Det har dog også vist sig, at de ”nordøstjyske” gæs ikke er så isoleret en bestand, som man troede. GPS’erne har for eksempel afsløret, at enkelte tajgasædgæs fra den østhimmerlandske vildmose nogle vintre opholder sig i Skåne, og at enkelte i korte perioder besøger Thy, hvor en anden bestand af tajgasædgæs normalt overvintrer.

Det primære mønster i gæssenes færden er en jævnlig vekslen mellem Lille Vildmoses åbne vidder og marker omkring Tjele Langsø og enge i Nørreådalen i det midtjyske. 60-80 procent af tiden opholder tajgasædgæssene sig i Lille Vildmose, resten af tiden i Tjele-området og Nørreådalen, hvor sidstnævnte i disse år får flere vådområder, der er gunstige for gæssene.

Tidligere afgang efter vinterophold

Et pludseligt fald i temperaturen til minusgrader nordpå i Skandinavien er om efteråret et signal til afgang fra rastepladser i Sverige med kurs mod Nordjylland og Lille Vildmose, hvor de fleste bliver i milde, grønne vintre.

Hvis det sætter ind med store mængder sne, skifter tajgasædgæssene så Lille Vildmose ud med Tjele-området og Nørreådalen, men de er ofte tilbage i vildmosen, straks der på ny er en mildning i vejret.

Sidst i februar og først i marts forlader tajgasædgæssene deres jyske vinterkvarterer og flyver mod nordøst. Klimaændringerne har de senere år resulteret i en tidligere afgang fra de danske vinterkvarterer.

GPS-senderne har entydigt påvist, at de ”nordøstjyske” tajgasædgæs i marts mødes med artsfæller, der har holdt vinter i Sydsverige og Sydøstdanmark, i området Östen mellem de store svenske søer Vänern og Vättern. Efter en tid i dette område går det så nordpå mod yngleområderne, der ligger i den region nord for polarcirklen, hvor Finland, Sverige og Norge grænser op til hinanden. Nogle af tajgasædgæssene tager så det helt store spring til Arktis for at fælde.

Efterkommere af lokkefugle til jagt

På falderebet af denne artikel er det på sin plads at fortælle, hvordan det kan lade sig gøre at have levende lokkegæs fra Holland med til gåsefangster i Danmark.

Kees Polderdijk har dispensation til at huse en bestand af tamme tajgasædgæs, der er efterkommere af fugle, der engang blev brugt til både jagt og fangst af vilde fugle i Holland.

Før der i EU kom jagtfredninger og love om fuglebeskyttelse, var der i Holland tradition for at bruge levende lokkefugle til at jage og fange tajgasædgæs, som overvintrede i vadehavslandet. Siden 1980’erne har tajgasædgåsen helt droppet Holland som vinterkvarter, for den kan sagtens finde føde nok i Sydsverige og Danmark i de mørke måneder. Der er med andre ord ikke længere nogen energimæssig gevinst ved at flyve videre til det flade hollandske landskab for at holde vinter.

Men Kees Polderdijk har bevaret sin bestand af domesticerede tajgasædgæs, der nu kun bruges i videnskabens tjeneste langt væk fra de hollandske middagsborde.