Flere data kan fremtidssikre andejagten

Jægernes bidrag til dataindsamling bliver stadig vigtigere i arbejdet med at dokumentere jagtens bæredygtighed. EU-Kommissionens fokus på krikand, pibeand, spidsand og skeand gør behovet for et solidt datagrundlag større end nogensinde. Mange jægere er ihærdige bidragsydere, men der er behov for, at endnu flere bidrager. Kun herved kan jægerne sikre, at fremtidens beslutninger træffes på et oplyst grundlag.

1061

Flere data kan fremtidssikre andejagten

Flere data kan fremtidssikre andejagten

Article

13963

https://jaegerforbundet.cdn.kontainer.com/cdn/eEdVMAliODh9/ymQXFNL6cUhu/traekjagt-red.webp?d=19524&w=182&h=182

10

01/09 2026

2206

5002, 1520

Christian Lang Jensen

01/09 2026

Når en jæger registrerer vægten på en nedlagt svømmeand eller sender en vinge ind til vingeundersøgelsen, kan det virke som en dråbe i havet. Men i virkeligheden er det en investering i fremtidens jagt.
I skrivende stund er jagten på krikand, pibeand, spidsand og skeand genstand for stor opmærksomhed i EU-Kommissionens arbejde med at vurdere jagtens betydning for 30 forskellige arter – herunder krikand, pibeand, spidsand og skeand.
Kommissionen har igangsat et arbejde, som skal sikre, at jagten er bæredygtig, og disse vurderinger kan på længere sigt få betydning for jagttiderne på de arter, hvis trækruter går igennem Danmark. Derfor har jægeres bidrag til dataindsamlingen aldrig været vigtigere.

“

Desværre kan vi ikke sige, at hvis bare vi har data nok, bevarer vi vores jagt. Vi kan kun bevare jagttiderne, hvis vores bestande kan tåle et jagtligt udtag.

Lene Midtgaard

Chefkonsulent, Vildt og natur

Det handler ikke om at bevise, at jagten altid kan fortsætte uændret. Det handler om at sikre, at fremtidige beslutninger træffes på et oplyst grundlag.
– Desværre kan vi ikke sige, at hvis bare vi har data nok, bevarer vi vores jagt. Vi kan kun bevare jagttiderne, hvis vores bestande kan tåle et jagtligt udtag, understreger chefkonsulent for vildt og natur i Danmarks Jægerforbund Lene Midtgaard, hvorefter hun uddyber:
– Har vi tilstrækkelig data, sikrer vi imidlertid det bedste udgangspunkt for, at vurderingen af bæredygtigheden kan foretages på et oplyst grundlag. Dermed kan vi undgå, at forsigtighedsprincippet træder i kraft, og at jagten lukkes, fordi datagrundlaget er for lille.

Krikanden er en ikonisk vildtart for mange danske jægere.

Annonce

Forsigtighed er et nøgleord i EU

EU-Kommissionens arbejde tager udgangspunkt i de arter, hvor man har indikationer på nedgang, eller hvor datagrundlaget er utilstrækkeligt til at vurdere, om der er nedgang. Herefter kommer kommissionen med anbefalinger, som medlemsstaterne kan vælge at følge.
Når der mangler viden, vokser usikkerheden omkring den pågældende arts generelle trivsel, hvilket kan føre til, at forsigtighedsprincippet træder i kraft. Sker det, kan det få afgørende betydning for jagten på arten. Jagttiden kan blive indskrænket, eller muligheden for jagt på arten kan forsvinde helt – også selvom jagten ikke nødvendigvis er problemet, men fordi der mangler dokumentation for, at den er bæredygtig.

“

Problemstillingen bekræfter endnu en gang, at vi som jægere i langt højere grad end tidligere skal tilvejebringe data om nedlagt vildt og de levende bestande, så vi kan medvirke til at dokumentere jagtens bæredygtighed.

Niels Søndergaard

Chef for Vildtforvaltning, interessevaretagelse og uddannelse

For danske jægere udgør det en markant udfordring. Krikanden og pibeanden er centrale arter for mange danske jægere med vildtudbytter omkring 90.000 og 50.000 nedlagte fugle per sæson. Spidsand og skeand har også stor jagtlig betydning for jægere med hang til træk- og strandjagt. Derfor vil mange anse det for at være et meget stort tab, hvis jagtmulighederne på disse fire ikoniske trækvildtarter indskrænkes markant eller forsvinder helt.
Af denne årsag er ønsket fra Danmarks Jægerforbund klart: Beslutninger skal træffes på baggrund af fakta frem for antagelser.
– Problemstillingen bekræfter endnu en gang, at vi som jægere i langt højere grad end tidligere skal tilvejebringe data om nedlagt vildt og de levende bestande, så vi kan medvirke til at dokumentere jagtens bæredygtighed, pointerer chef for vildtforvaltning, interessevaretagelse og uddannelse Niels Søndergaard.

Det er især jagttiderne for pibeanden og krikanden (nederst), som er i fare.

Annonce

Behov for et internationalt perspektiv

Danmark har gennem mange år opbygget et stærkt dataindsamlingssystem på baggrund af den obligatoriske vildtudbytteindberetning samt muligheden for frivilligt at indsende vinger samt vægtdata. På dette punkt er danske jægere særdeles godt med i forhold til jægere fra andre europæiske lande. Der er desuden eksempler på, at andre EU-lande har taget initiativ til egne vingeundersøgelser.
– Den vægtundersøgelse på svømmeænder og edderfugl, som Danmarks Jægerforbund har igangsat, er et meget konkret eksempel på, hvad vi som jægere bidrager med ud over indberetning af vildtudbytte og indsendelse af vinger, lyder det fra Niels Søndergaard.
Han understreger dog, at der ikke skal hviles på laurbærrene. Danske jægere skal blive ved med at bidrage med data, samtidig med at jægerforbundet presser på for at få de øvrige europæiske lande med på dataindsamlingsvognen. Trækfuglene forvaltes på tværs af landegrænser, og derfor er der behov for data fra andre europæiske lande, hvis man vil sikre jagtmuligheder i fremtiden.

“

Problemet er, at det, som geografisk er EU, ikke omfatter de store dele af Rusland, hvor disse ænders primære yngleudbredelse er. I denne proces er det meget snævert udelukkende at kigge på EU-landene.

Lene Midtgaard

Chefkonsulent, Vildt og natur

Et forhold, som komplicerer kommissionens arbejde, er, at flere arter, som er en del af arbejdet med bæredygtighed, har deres primære yngleområder uden for EU’s grænser. En stor del af de fugle, som danske jægere møder om efteråret, trækker fra områder langt mod øst. Det gør det kompliceret at vurdere bestandenes størrelse, hvis man kun forholder sig til de fugle, som opholder sig inden for EU’s grænser.
– Problemet er, at det, som geografisk er EU, ikke omfatter de store dele af Rusland, hvor disse ænders primære yngleudbredelse er. I denne proces er det meget snævert udelukkende at kigge på EU-landene, forklarer Lene Midtgaard.
Dermed kan billedet af bestandene blive ufuldstændigt. Mens enkelte ynglebestande inden for EU viser tilbagegang, kan andre bestande uden for EU være stabile. Netop derfor efterlyser Danmarks Jægerforbund et langt stærkere internationalt samarbejde omkring overvågningen af trækvildtet.

Jo flere, der bidrager med vægtdata, jo bedre et billede af ændernes kondition hen over jagtsæsonen opnår man.

Annonce

Danske jægere gør allerede en forskel

Selvom Danmark ikke kan løse udfordringen alene, kan danske jægere fortsat gøre en mærkbar forskel. Det gælder blandt andet om fortsat at bidrage med vinger til vingeundersøgelsen såvel som at registrere vægtdata på nedlagte svømmeænder og edderfugle. Begge undersøgelser leverer vigtig viden om bestandene.
Vingerne giver forskerne en indikation af bestandenes køns- og alderssammensætning, mens vægtregistreringerne giver indblik i fuglenes kondition i løbet af sæsonen.
Netop vægtundersøgelsen har allerede leveret interessante resultater. Tusindvis af registreringer, som er blevet samlet i fagrapporten ”Vægtdata af svømmeænder og edderfugle”, viser, at danske svømmeænder og edderfugle generelt er i god kondition gennem vinteren. For de fleste arter stiger vægten i løbet af sæsonen, og fuglene ligger inden for de naturlige vægtintervaller, som kendes fra litteraturen.
Det tyder på, at fuglene finder tilstrækkeligt med føde og opretholder en positiv energibalance – også gennem vinteren. Dermed indikerer resultaterne, at jagtlig forstyrrelse ikke ser ud til at påvirke fuglenes fødeoptag i et målbart omfang i løbet af jagtsæsonen.

“

Med en længere tidsserie og eventuelt større stikprøver for udvalgte arter vil det potentielt blive muligt at få mere viden om, hvor stor en rolle forstyrrelse spiller sammenlignet med habitat- og vejrforhold. Derfor ligger det Danmarks Jægerforbund på sinde, at data til enhver tid vil blive stillet til rådighed for videnskabelige formål.

Sandie Lohse Sørensen

Projektleder, bestandsovervågning

Denne uvurderlige viden er et resultat af de mange vægtdata, som danske jægere har registreret de seneste år. Ifølge projektleder for bestandsovervågning Sandie Lohse Sørensen kan disse data meget vel få endnu større betydning, hvis indsamlingen af vægtdata fortsætter, og hvis endnu flere bidrager.
– Med en længere tidsserie og eventuelt større stikprøver for udvalgte arter vil det potentielt blive muligt at få mere viden om, hvor stor en rolle forstyrrelse spiller sammenlignet med habitat- og vejrforhold. Derfor ligger det Danmarks Jægerforbund på sinde, at data til enhver tid vil blive stillet til rådighed for videnskabelige formål, fortæller hun.
Der kan nemlig være mange årsager til, at bestande, som yngler på bestemte lokaliteter, oplever tilbagegang. Mangel på levesteder, klimaforandringer og prædation kan være udslagsgivende. Derfor skal der endnu mere fyldestgørende data på bordet.
– Det bedste, de danske jægere kan gøre, er at blive ved med at bidrage med viden, lyder budskabet fra Lene Midtgaard.
Hun peger blandt andet på, at udviklingen i kønsfordelingen hos flere andearter er et område, hvor mere viden kan blive afgørende.
– Noget af det, der ser ud til at være et væsentligt problem, er, at andelen af hunner i bestandene tilsyneladende er faldende.
Ifølge Lene Midtgaard kan data fra vingeundersøgelsen derfor få stor betydning. Der kan dog ikke gives nogen garantier for, at jagttiderne ikke indskrænkes, men mere fyldestgørende data, som blandt andet afdækker kønsfordelingen blandt de fugle, som nedlægges, vil kunne sikre, at forsigtighedsprincippet ikke kommer på tale.

Det vil være et stort tab for strandjagten, hvis jagttiderne for krikand, pibeand, spidsand og skeand indskrænkes eller forsvinder helt.

Rekordstor opbakning

Interessen blandt danske jægere er heldigvis stor. I sæsonen 2024/25 blev der indsamlet 21.519 vinger – det højeste antal nogensinde. I sæsonen 2025/26 dalede tallet en smule til 18.018 vinger.
Derudover registrerede 123 jægere vægt på 3.512 svømmeænder og edderfugle i sæsonen 2024/25, mens der i 2025/26 er blevet indsendt vægtdata på 4.440 fugle fra omkring 200 jægere.

“

Mere fyldestgørende data er altid at foretrække frem for ingen eller mangelfulde data. Mangler man viden, er der en risiko for, at forsigtighedsprincippet træder i kraft.

Lene Midtgaard

Chefkonsulent, Vildt og natur

Resultaterne vidner om stor opbakning fra danske jægere, men potentialet er endnu større. Hvis flere jægere registrerer vægt og indsender vinger, bliver datagrundlaget endnu stærkere.
Fra Danmarks Jægerforbunds side er det væsentligt at understrege, at flere data ikke automatisk betyder, at jagttiderne bevares. Bestandene skal naturligvis også kunne tåle jagten.
Men uden data bliver beslutningsgrundlaget langt mere usikkert.
– Mere fyldestgørende data er altid at foretrække frem for ingen eller mangelfulde data. Mangler man viden, er der en risiko for, at forsigtighedsprincippet træder i kraft, understreger Lene Midtgaard.

Vingeundersøgelsen bidrager med vigtig viden om bestandenes køns- og alderssammensætning.

Jagt og naturforvaltning går hånd i hånd

For Danmarks Jægerforbund handler dataindsamling ikke alene om at bevare jagttider. Det handler også om at skabe et stærkere fagligt grundlag for naturforvaltningen.
Via bedre data styrkes forskernes muligheder for at forstå bestandene, og beslutningstagerne får bedre forudsætninger for at træffe de rette valg. Samtidig kan data være med til at pege på, hvor der er størst behov for levestedsforbedringer.
Det er afgørende, fordi flere undersøgelser peger på, at ændret arealanvendelse og tab af egnede levesteder udgør nogle af de væsentligste udfordringer for flere andearter – inklusive krikanden, pibeanden, spidsanden og skeanden. Data kan derfor være med til at flytte fokus fra antagelser til konkrete løsninger baseret på reel viden.

“

Som jægere må vi altid arbejde for at sikre det bedst tænkelige udgangspunkt for de beslutninger, som har indflydelse på jagten. Vi må ikke forvente, at nogen gør det for os. Samtidig har vi netop en interesse i, at den jagt, vi nyder at udøve, er så bæredygtig og ansvarlig som muligt.

Niels Søndergaard

Chef for Vildtforvaltning, interessevaretagelse og uddannelse

Meget er fortsat usikkert, men faktum er, at EU-Kommissionens arbejde med at evaluere jagtens betydning for visse arter fortsætter. Det kan få betydning for jagten på krikand, pibeand, spidsand og skeand.
Derfor er det rettidig omhu, når danske jægere bliver ved med at bidrage med data, og jægerforbundet arbejder målrettet på at få de øvrige lande i EU til at indse vigtigheden af dataindsamling.
Ifølge Niels Søndergaard er det kontraproduktivt for jagtmulighederne i Danmark og resten af EU, hvis man blot håber på, at EU-Kommissionen kommer med gode anbefalinger til medlemslandene. Samtidig er dataindsamling et vidnesbyrd om ansvarlighed.
– Som jægere må vi altid arbejde for at sikre det bedst tænkelige udgangspunkt for de beslutninger, som har indflydelse på jagten. Vi må ikke forvente, at nogen gør det for os. Samtidig har vi netop en interesse i, at den jagt, vi nyder at udøve, er så bæredygtig og ansvarlig som muligt, lyder det afslutningsvis fra chef for vildtforvaltning, interessevaretagelse og uddannelse.
Opfordringen fra jægerforbundet må dermed være at bidrage med data for vildtets såvel som jagtens og jægernes skyld. 

Relaterede artikler

Har du spørgsmål?

Christian Lang Jensen

Journalist