Produceret af DJ i samarbejde med SGAV.

Danmark er et ægte ørige – et land formet af havet og bundet sammen af vand. Med sine tusindvis af kilometer kystlinje og hundredvis af øer er Danmark et paradis for livet i og omkring havet. Her mødes land og vand i et rigt samspil, hvor både mennesker og vildt har levet af havets gaver gennem årtusinder. Lad os derfor begynde vores rejse her. Lad os for en stund dvæle ved lyden af fjordens bølger og indånde den friske havluft.

På Isefjorden i det nordvestlige Sjælland sejler Christian Trolle Raunstrup i sin gamle Bogø-pram, som han har arvet fra sin far. Han drømmer om engang at kunne give jagten videre til sine egne børn, men frygter, at det bliver sværere, end det var for generationerne før ham. Christian er midt i 20’erne, og jagten har været en del af hans liv, næsten lige så længe han kan huske. Jagtens væsen er blevet en livsstil.

Men sin alder til trods ser Christian allerede tendenser på fjorden, der peger den forkerte vej. Markante landskabsændringer og hårdt pressede vandmiljøer fjerner nogle af de levesteder, som tidligere har underbygget store bestande af en lang række jagtbare arter.

Christian mærker det, mange jægere ser:

– De udfordringer, vi står overfor nu, de er kæmpestore, og vi bliver nødt til at gøre noget. Ellers er jeg bange for, at det forsvinder mellem fingrene på os. Hvis levestederne forsvinder, så forsvinder vildtbestandene, og hvis vildtbestandene forsvinder, så forsvinder jagttiden, siger han.

Konklusionen ligger ligefor:

Masser af ålegræs og stenrev

Længere mod nord, ved Limfjorden, møder vi en anden strand- og havjæger, Andreas Haugstrup fra Aalborg. Han står og spejder ud over vandet. Derude, under overfladen, ligger et rev af natursten, som han og mange andre frivillige har været med til at etablere. På sigt vil det øge biodiversiteten og kvaliteten af levesteder i Limfjorden til gavn for livet i havet, havfuglene, fiskere, jægere og alle andre.

Årtiers udslip af kvælstof og opfiskning af sten til byggeprojekter har forringet levestederne i de kystnære vandmiljøer markant. Stenrevsprojektet i Limfjorden er et af fire pilotprojekter, som er blevet organiseret gennem Danmarks Sportsfiskerforbunds projekt Kysthjælper, støttet af VELUX FONDEN. Kysthjælper, som strakte sig over en fireårig periode og afsluttede i foråret 2025, blev drevet af frivillige som Andreas, og i løbet af projektperioden blev der lagt mere end 13.000 frivillige timer i arbejdet med at udplante 83.000 ålegræsskud, udlægge 25 kvadratmeter muslinger og bidrage til udlægning af hele 1.200 tons natursten.

Andreas har altid haft en interesse for naturpolitik, og hvordan vi som samfund behandler naturen. Og selvom det nogle gange er fristende at kaste med beskyldninger, insisterer Andreas på at kigge fremad og forholde sig til, hvordan han kan bidrage til en sundere fjord i fremtiden.

Et stykke længere nede i Jylland, ved Horsens Fjord, nikker 70-årige John Friborg genkendende til den unge nordjydes betragtninger. I løbet af sit lange jægerliv har han mærket havets forandring på egen krop. John elsker havet, og han brænder for jagten derude. I ungdommen skød han og jagtkammeraterne ofte 25 fugle på et morgentræk. I dag er der måske to eller fem med hjem. Og det er ikke, fordi John er blevet en dårligere skytte – der er bare langt færre fugle på havet.

Diagnose: Shifting baseline syndrome

Så vidt havoverfladen. Men lad os nu for en kort stund dykke ned under vandet. Vi har nu bevæget os til Glatved Strand syd for Grenå. Her møder vi undervands- og strandjægeren Sune Rahbek, som har dyrket sin passion for jagten i det våde element igennem fire årtier.

– Jeg undervandsjager minimum 100 gange om året, og jeg har set en hel del til, hvordan det står til over og under vandet i nærheden af kysten, lyder det fra den erfarne undervandsjæger, som gennem årene har måttet se til, mens vandkvaliteten bare er dalet og dalet.

Sune retter blikket ud over Kattegat og slår ud med armen.

Tidligere kunne han finde torskene på relativt lavt vand mellem tangbuske og sten. I dag skal han dykke dybt langs moler eller søge torskene i vrag, som ligger på dybder fra 13 til 20 meter. Men det er de færreste mennesker, der tænker videre over det. Ude af syne, ude af sind. Han kalder det, der sker, for shifting baseline syndrome:

– Hvis jeg tager ud og fisker med mine børn i dag, så får de et eller andet indtryk af, at der måske ligger en fladfisk for hver 200 meter. Jeg kan jo godt sige til dem, at i gamle dage lå der altså en fladfisk for hver femte meter. Men deres virkelighed er, at når man fanger fladfisk, så ligger der en fladfisk for hver 200 meter, pointerer Sune Rahbek.

Det åbne land – livets puls i landbrugslandet

Fra kyst til kornmark. I det åbne land er åndedrættet svækket, og rundtomkring i Danmark arbejdes der målrettet med at give naturen fornyede kræfter. Der vendes sten og frosne kokasser for at finde liv i jorden, og inspirationen til nye levesteder for vildtet skal komme fra det, naturen har skabt i forvejen. Det kan være tjørn, slåen, hunderose, benved, vildæble, hassel, pil, hyld, brombær, hindbær og eg.

Der skabes små læhegn, naturlig græsning og variation, for et landskab, som kun består at bølgende hvedemarker, så langt øjet rækker, er nok et spisekammer for os mennesker – men en ørken for vildtet.

Et godt eksempel på det er Sanderumgaard på Fyn. Her har driftschef Henrik Terp fundet en vej til mere liv i marken gennem pløjefri dyrkning. Han startede af økonomiske årsager, men fik hurtigt det, han ikke tøver med at betegne som en ahaoplevelse. For pludselig kom der jo liv i jorden:

– Fra at min jord her på stedet var fuldstændig død, og der var sandstorm om vinteren, gik vi til, at jorden blev liggende – selv når naboens blæste væk – fordi vi fik en masse liv og organisk materiale i jorden. Det kommer også markvildtet til gode i forhold til føde, men særligt i forhold til at have rede og skjul for rovfugle med mere, fortæller han og kan i øvrigt tilføje, at der er 3.000 procent flere regnorme i pløjefri jord, end der er i konventionelt dyrket jord, og at man binder mere kulstof på den her måde, end man gør ved traditionel dyrkning.

Naturens genkomst fra lavbundsjordene

Nede i lavningerne, hvor markerne før blev drænet og pløjet, vender naturen nu tilbage. Udtagning af lavbundsjorder er ikke bare et klimatiltag – det er også en gave til vildtet.

Gennem århundreder har dræning og afvanding af de kulstofrige lavbundsjorder frigivet store mængder CO2, fordi tørven nedbrydes under iltrige forhold. Selvom lavbundsjorder kun udgør omkring 5 procent af Danmarks landbrugsareal, står de for cirka en tredjedel af landbrugets udledning af klimagasser. Ved at tage disse arealer ud af drift og genskabe den naturlige vandstand kan landbruget derfor markant reducere sin klimabelastning. Men ikke nok med det. Udtagning af lavbundsjorder kan også føre til gode jagtmuligheder, da de nye vådområder skaber nye og hårdt tiltrængte levesteder for blandt andet vadefugle, ænder og gæs.

Vi retter blikket mod Randers Kommune. Her, i nærheden af Fårup, ejer landmanden Finn Bay-Smidt i dag størstedelen af et område, som har undergået en stor forandring. For nogle år siden blev et stort vådområdeprojekt gennemført på de lavbundsjorder, som Finn og fem andre landmænd ejede. Projektet skulle mindske udledningen af kvælstof til Skals Å, men de 46 hektar lagrer nu også store mængder CO2, efter at den naturlige vandstand er genskabt. Ifølge landmanden har naturen fået et markant løft, og han glæder sig over de mange nye arter, der er vendt tilbage:

– Vi går ture langs med området, og vi har en lille hytte dernede, hvor det er godt at sidde om aftenen og drikke kaffe. Med en kikkert sidder vi og kigger på fuglene i området, og så drømmer jeg om at fiske lidt i søen derude. Da vi stadig drev landbrug på arealet, var der ingen ænder, så de er kommet til. Svaner og rovfugle er der også kommet en del af.

Mens der tidligere stort set kun blev nedlagt gæs, som fouragerede på markerne, er jagten langt mere varieret, og der nedlægges fint med gråænder, krikænder og pibeænder samt nogle få grågæs. Andre arter som dobbeltbekkasin, hare, råvildt og ræv trives også i området sammen med musvåge, tårnfalk og rørhøg. Der foregår desuden ingen fodring, da det ikke er tilladt i forbindelse med vådområde- og lavbundsprojekter.

Skovene er fremtidens grønne rum

Hvis vi løfter blikket fra det flade agerland og kigger mod horisonten, kan vi med en smule fantasi skue ind i fremtiden. En fremtid, hvor biodiversitet, landbrug og de rekreative interesser som for eksempel jagt og fiskeri trives bedre end i dag. En fremtid dedikeret til mere natur og flere træer. Vi kan endnu ikke se dem, men de kommer. Frem til 2045 skal der nemlig ifølge aftalen i den grønne trepart plantes en kvart million hektar ny dansk skov – en forøgelse på 40 procent.

Og uanset hvordan man anskuer det, så er det entydigt gode nyheder:

Som jægere kan vi kun være interesserede i en natur i balance og med stor variation. Det giver masser af liv og dermed også et solidt grundlag for den bæredygtige, rekreative jagt. Ifølge Zacharias Jacobsen, vildt- og naturkonsulent i Danmarks Jægerforbund, handler den store skovrejsning først og fremmest om klimaet. Derudover er reduktion af næringsstoffer til vandmiljøet og drikkevandsbeskyttelse også en del af formålet med den grønne trepart.

– Alt i alt vil jeg vurdere, at der er udsigt til mere både stort og småt hjortevildt. Derudover vil mere skov også gavne andre vildtarter, for eksempel ringdue og skovsneppe vil nyde godt af det. Ringduen yngler i træerne og fouragerer også i et vist omfang i skoven. Og for skovsneppens vedkommende er det jo en af de eneste vadefugle, vi har i Danmark, der lever i tilknytning til skov. Men også fasanerne vil kunne trives godt her i skovrejsningsfasen, hvor træerne ikke er så høje. Senere vil det primært være randen af skoven, som vil fungere som levested.

Men skoven handler ikke kun om jagt. Den handler også om tid og tålmodighed – om at give plads til, at naturen selv får lov til at skrive næste kapitel.

Et fælles ansvar – og et håb

Fra havets bund til markens rand løber en rød tråd: Vi skal give plads til naturen, hvis vi vil bevare den og alle de glæder, den giver os – herunder jagten. Det kræver vilje, samarbejde og forståelse for, at bæredygtig jagt ikke kun handler om udbytte, men i endnu højere grad om forvaltningen. Og hvor der er vilje, er der som bekendt også et håb. For eksempel i EU’s biodiversitetsstrategi, i den grønne trepart – og ikke mindst hos de danske jægere, der igen og igen viser, at de vil tage ansvar.

De planter læhegn, udlægger stenrev, lader vandets liv vende tilbage og lader skoven vokse. For i sidste ende er det jo såre enkelt: Gode levesteder er grundlaget for sunde vildtbestande. Og sunde vildtbestande er grundlaget for den bæredygtige jagt, hvor jægeren med ro i sindet kan høste af naturens overskud.