Selvom der er fundet knogler fra dåvildt i Danmark, som stammer fra mellemistiden, mere end 100.000 år siden, betragtes dåvildtet som værende invasiv og ikke hjemmehørende i Danmark. Grunden er, at dåvildtet blev fortrængt til Mellemøsten i forbindelse med seneste istid.

Senere er arten blevet genintroduceret til Europa ved menneskehånd af Romerne omkring år 0. Sidenhen også til Danmark, hvor dåvildtet nævnes første gang i Danske historiske kilder i år 1231, men fordi arten er genintroduceret fra Mellemøsten af mennesker, betragtes den ikke som hjemmehørende.

Nyere forskning viser dog, at en bestand af dåvildt overlevede istiden i Europa, og derfor mener flere forskere, at arten af den grund burde betragtes som hjemmehørende i Danmark. 

Menneskelig påvirkning

Genetiske studier af knoglerester fra dåvildt viser, at mennesker har haft en afgørende betydning for dåvildtets udbredelse de seneste 2000 år, endda siden den tidlige bondestenalder 8-12.000 år før vor tidsregning.

Dels har dåvildt indgået i bondesamfundet som semidomesticeret, og senere i tid viser historiske kilder, at dåvildtet har været et yndet jagtobjekt, som er blevet udsat til glæde for adel og overklasse. Langt størstedelen af nulevende bestande kan genetisk spores tilbage til to grupper.

Den Anatolske (nutidens Tyrkiet) og en bestand forankret i Balkan. Balkan bestanden blev dog udryddet på grund af jagtlig efterstræbelse og findes i modsætning til den Anatolske ikke længere. Men netop denne uddøde Balkan bestand har betydning for, hvorfor forskere betragter dåvildtet som hjemmehørende. En af dem er Peter Sunde der er professor ved Department of Ecoscience ved Århus Universitet (DCE)

Genetikken ligner

Et hollandsk studie udgivet i juni måned har undersøgt genetikken på 120.000 år gammelt knoglefund fra dåvildt det centrale Tyskland, vest for Leipzig. Unikke forhold for bevaring har gjort det muligt at kortlægge genetikken, og det viser store ligheder med nutidens bestande af dåvildt på tværs af Europa.

Jens-Christian Svenning der til dagligt er professor på Institut for Biologi - Økoinformatik og Biodiversitet på Århus Universitet mener ligesom sin kollega, at der er dokumentation for at sige, dåvildtet er hjemmehørende i Europa og Danmark.

Hvad betyder status?

En arts status som ikke hjemmehørende har ikke som udgangspunkt direkte konsekvens for arten. Alligevel har det potentiel stor betydning.

Eksempelvis når man laver naturgenopretningstiltag, natunationalparker med mere. Her er artens status afgørende for, hvordan man indtænker den. Kronvildt og Elg, som begge er hjemmehørende arter i Danmark, betragtes som værdifulde græssere, der afbider vores skovområder og gødsker til gavn for naturen og biodiversiteten.

Selvom dåvildtet sandsynligvis yder de samme tjenester, ser man ikke med samme øjne på det.

Rettidig omhu

Sika hjortearten er ligesom dåvildtet betragtet som ikke hjemmehørende i Danmark. I slutningen af 2025 blev Sika ydermere optaget på EU’s invasive liste, den samme liste som mårhund og vaskebjørn.

Det gjorden den på baggrund af undersøgelser fra de britiske øer, der påviste en risiko for hybridisering med kronvildtet. For at beskytte det hjemmehørende kronvildt gjorde man EU-lande forpligtede til at lave en såkaldt ”actions plan” som skal sikre, at Sika arten ikke spredes. Derudover skal arten udfases fra dyreparker inden for en periode på to år, ligesom avl på arten er forbudt.

Med afsæt i ovenstående eksempel er det nærlæggende at perspektivere til dåvildtet. For selvom der for nuværende ikke er udsigt til at dåvildtet skulle havne i ”bad standing”, så gør dens status som invasiv og ikke hjemmehørende arten sårbar.