Agerhønsejagt er indbegrebet af dansk jagt. Og når det virkelig spiller, er agerhønsejagten både en spændende, udfordrende og spektakulær disciplin.

En hund, der pludseligt standser sit søg i roerne og ”fryser” som forstenet i en stram stand, får det til at gibbe i enhver, der overværer det. For så ved man, at hunden har naglet fuglene – herefter er det op til jægeren at gøre sit.

I modsætning til fasanen (som også er en hønsefugl) er agerhønen en hjemmehørende art. Fasanen blev derimod hentet her til landet som prydfugl i det 16. århundrede. Først i begyndelsen af 1800-tallet blev der iværksat forsøg med udsætninger på den frie vildtbane, og efterhånden etableredes bestande mange steder i de danske landskaber. Som kultur- og jagtfugl har fasanen således kun et par hundrede år på bagen i Danmark.

Den jyske jernalderfugl

Agerhønen er en anden snak. Den er ikke indført, men har befundet sig på det europæiske kontinent i årtusinder. Præcis hvornår de første agerhøns indvandrede hertil, er lidt uvist. Men formentlig først omkring 500 år før vor tidsregning (i jernalderen) etableredes der større bestande i Jylland.

Det er fra denne periode, vi har de første knoglefund fra agerhønen. Bondesamfundenes svedjebrug og skovhugst skabte mange levesteder (småagre), der passede godt til fuglenes levevis.

Agerhønsejagt med stående hunde er en disciplin, danske jægere har dyrket i århundreder. Det er en nydelse at se en velfungerende stående hund i marken. Søget, farten og præcisionen, med hvilken fugleflokkene nagles i hundens stand, er på sin vis et smukt syn.

På kommando rejser hunden agerhønsene, forholder sig rolig i opfløjet og apporterer efterfølgende de skudte fugle. Hele processen er kulminationen af mange timers træning, som der nu kvitteres for med vidunderlige hønsejagter i roemarkerne. Det kræver sine hunde! Endvidere kræver det entusiastiske hundeførere, der investerer mange timer sammen med de firbenede, så de kan lære det hele.

De små markers fugl

Hønsejagten er velbeskrevet af store danske jagtforfattere. Steen Steensen Blicher, Boganis og Kaj Munk skriver alle næsten ærefrygtigt om den lille hønsefugl. De brændte for jagten med de stående hunde, og agerhønen var fuglevildt, der krævede sit at jage og derfor også dengang nød stor respekt.

Agerhøns hører til på markerne – hvilket artens navn også indikerer. Og agerhønen trivedes fint helt frem til midten af 1900-tallet med små marker, mange levende hegn, diger, spor og markskel. Siden da er det kun gået den forkerte vej med agerhønsenes trivsel.

I vores nutid har fuglene det svært. Markerne er blevet betydelig større, mere homogene og renholdes særdeles omhyggeligt. Det er blevet godt landmandskab, men det er faktisk skidt for agerhønen. For levestederne forsvinder, og fuglen er således langtfra så talrig nu om dage, som den var tidligere.

Entusiastiske hundefolk og jægere, der i samspil med jagt- og naturinteresserede landmænd forsøger at skabe levesteder og samtidig dyrke hønsejagten, benytter ofte roemarker som biotoper for hønsene. Jagten med stående hunde finder derfor ofte sted i disse.

Udsætning og pasning

Et sådant sted deltog jeg som hundefører i en hønsejagt. Den lokale jagtforening og en flok entusiastiske ejere af stående kontinentale jagthunde har i samspil med en økologisk mælkeproducent opstartet et lille agerhønseprojekt. Landmanden har en del hektarer med roer, og – særligt set fra en jægers synsvinkel – er roemarkerne begunstigede med mere ukrudt, end normen ellers tilskriver.

Hønsene er imidlertid ikke dukket op af sig selv. Det kræver udsætninger og rigtig meget pasning af fuglene. Men med de rigtige metoder og en ihærdig indsats er slutmålet at få opbygget en blivende bestand af agerhøns på markerne.

På dagen for jagten dukkede otte skytter, ti hundeførere og en samling hunde op. Vi delte os i to hold; en jagtleder, fem hundeførere og fire skytter på hvert.

Fokus på hundearbejdet

Jagt med stående hund kan finde sted således, at hundeføreren selv skyder over hunden. Men mange gange foregår det ved, at hundeføreren fokuserer på hundearbejdet, og så følger en skytte eller to trop. Sådan foregik det også denne dag. Et par skytter hægtede sig på en hundefører og fulgte de hunde, der søgte i markerne efter fugle.

I roerne går man på jagt. Ikke noget med at stå og vente på post. I løbet af en dag bliver det til mange skridt. Som hundefører skal man blot sikre sig, at hunden arbejder, som den skal, dækker marken ordentligt og forhåbentlig finder fugle.

Det lykkedes alt sammen for min halvanden år gamle ruhårstæve Björk. Hun søgte i et godt tempo, i god kontakt og var lydhør på fløjten. Pludselig fangede hun an i en stram stand.

Synet af en stående hund fastlåst i standen – med halestumpen sitrende svagt, så hunden synes spændt som en buestreng – er et syn, enhver jæger må elske. Hvad end man går med hund eller ej.

Standen var der – hunden havde fugl i næsen!

En afslappet jagtform

Skytterne går med knækkede bøsser. Geværerne lades først op med et par skud, når hundene går i stand. På sin vis en afslappet jagtform. Ingen stressede skud på en post, hvor vildtet pludselig kommer farende ud af det blå. På en hønsejagt kan man som skytte lige tage en dyb indånding og mentalt forberede sig på, at nu skal man i aktion.

Et par skytter gjorde sig klar og blev guidet ud på hver sin flanke. Jeg gik frem til hunden, gav rejseordre, og Björk for frem i roerne. Lige umiddelbart skete der dog ingenting. Hun kiggede op et kort sekund, vendte en kvart omgang rundt og sprang så frem igen. Og der ramte hun flokken, som forsøgte at luske af under roebladene. Fuglene så nu ingen anden udvej end at gå på vingerne. I brusende flok lettede de lige foran hunden. Nærmest til UG med kryds og slange satte Björk sig øjeblikkeligt på stopfløjten. Men desværre gik agerhønsene lavt og spidst fremefter, så skytten, der stod nærmest for, lod skuddene udeblive.

I alle henseender en rigtig god situation, lige bortset fra at det er svært at kontrollere fuglenes flugt. Som skytte kræver det, at man har en overordentlig god sans for sikkerheden, når man deltager i en hønsejagt. Man skal hele tiden være observant og orientere sig om sikre skudretninger. Og skytten gjorde det i situationen helt rigtige ved ikke at trykke på aftrækkeren. Er man det mindste i tvivl, så lad være!

For det er ingen skade at lade fugle flyve. Der kommer sagtens flere chancer i løbet af en lang jagtdag. Den pågældende skytte blev da også senere belønnet for sin tilbageholdenhed. Hun fik afgivet et flot pletskud til en agerhøne, der rejstes og hurtigt trak mod de højere luftlag. Den første agerhøne kunne derefter føres ind i et ellers langt jægerlivs jagtjournal.

At nagle høns i roerne

De unge hunde – min egen inklusive – fik masser af erfaring med sig hjem fra jagten. Der skal fart, snilde og en god næse til at nagle de små høns, der gerne vil løbe under roebladene. Men det er skønt, når det lykkes.

Jeg kunne glæde mig over en ung hundeførerkollegas succes med Saga – en ruhår på samme alder som min. Det lykkedes for Magnus og Saga at nagle høns i roerne. På Magnus’ kommando rejste Saga fuglene og forholdt sig i ro, da fuglene lettede. En agerhøne trak skråt ud på flanken i en sikker skudretning.

Det første skud missede, men i det andet skud faldt fuglen til jorden. Som taget lige ud af lærebogen apporterede Saga den første agerhøne nogensinde skudt over den unge hund. Sådan! Stærkt gået – og en fryd at overvære.

Det er nemlig det, jagt også er; et fællesskab.

Når man har trænet sammen i timevis, lige siden hundene var otte-ni uger gamle, glæder man sig over hinandens og hundenes små succeser.

Den fældede fugl blev behørigt overleveret til skytten med et ’tillykke’, og et par nye hunde kom hurtigt på banen.

Vilje, engagement og samarbejde

De ældre og mere rutinerede hunde gav opvisninger i toppræstationer. Fart og præcision kommer med erfaringen. Og den eneste måde at lære på er ved at øve sig. Det gælder sådan set for både mennesker og hunde.

I løbet af dagen viste alle hunde gode fuglesituationer. De præsterede flot; jagttændte og lydhøre. Samtlige skytter fik skudchancer. Langt de fleste endda også fugle i galgen.

Agerhønsejagt er noget særligt! For nu at gentage mig selv så er den for mange indbegrebet af dansk hagljagt. Jeg håber, at hønsejagten vil bestå i lang tid fremover. Men det kræver noget af alle parter. Vilje, engagement og samarbejde mellem jægere, hundefolk og landmænd. Det er vejen frem!