Offentliggjort den: 25. august 2025

Nyjægere: Hunting Skills i Bredebro den 27. september

Sæt allerede nu et stort X i kalenderen, og informer dine aspiranterne om et spændende arrangement i det sydjyske til september.

Tekst: Finn Vind, Nyjægerkoor. kreds 4

Lørdag den 27. september er der Hunting Skills ved skydebanerne i Bredebro. Der bliver en række spændende aktiviteter specielt rettet mod nyjægere. Du vil som nyjæger gratis kunne komme til at skyde lerduer og skyde med riffel med kyndig vejledning for bare at nævne et par eksempler. Reserver allerede nu datoen og tag et par kammerater med til en god dag i Bredebro.

Hunting Skills, den 27. September 2025, skydebanerne Galgemark, Bredebro

Har du lyst til at vide mere om arrangementet, kan du kontakte nyjægerkoordinator i kreds 4 Finn Vind på finnvi20@gmail.com

Program og aktiviteter på dagen herunder. Der tages forbehold for ændringer.

Program:

 

Kl. 10:00

Åbning ved Vadehavsblæserne og formand for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind

Kl. 10- 12            

Gratis prøveskydning med forskellige riffelkalibre for nyjægere, der endnu ikke har anskaffet sig sin egen riffel og ikke har bestået riffelprøven – medbring gerne egne høreværn (kredsen betaler dit gebyr!)

Kl. 10:30             

Opbrækning, flåning og forlægning af et stykke dåvildt

Kl. 11:00          

Se en schweisshund udrede et spor og hør hvordan føreren arbejder med sin hund

Kl. 12-15             

Riffelskydning i jagtrelevante skydestillinger for nyjægere, der har bestået riffelprøven (alle andre er naturligvis også velkomne til at skyde). Husk at medbringe jagttegn, våbentilladelse, egen riffel, ammunition og høreværn (Aktiviteten koster 25,- pr. skytte)

Kl. 12:30             

Se jagthunde arbejde med dirigering og apportering og hør mere om hvordan du kan træne din jagthund

Kl. 13:30             

Vildtparade og de tilhørende jagthornssignaler – prøv gerne selv at blæse i et jagthorn

Kl. 16:00             

Tak for i dag

 

Løbende aktiviteter hele dagen:

Gratis lerdueskydning på sportingbanen for nyjægere, andre er også velkomne til at skyde for egenbetaling

Mød andre nyjægere, se deres trofæer og hør om deres oplevelser fra nyjægerjagter

Se en anden flot måde at anvende og gemme dine trofæer på

Kan du lægge en korrekt vildtparade? – prøv – vi tester din viden

Mød en par buejægere og se deres udstyr - prøv at skyde med bue og hør mere om at blive buejæger

Natursti for børn og deres forældre

Kan du lokke gæs på skudhold og sætte gåselokkere op? Få en snak med en erfaren gåsejæger og se og hør, hvordan han gør.

Kunne du tænke dig at være med til at regulere mårhund? Så har du chancen for at se, hvordan en garvet reguleringsjæger etablerer baitplads, anvender natsigteudstyr, fælder m.v.

Pamhule Jagt og Buegrej og Klindt Jagt og Outdoor har relevant jagtudstyr med, som du kan se og høre priser på.

Det er muligt at købe drikkevarer samt en lækker burger med dåvildt-gyros eller vildtgrillpølser på pladsen.

På denne dag er nyjægere defineret som alle, der har bestået jagtprøven i årene 2022-2025.