Generalforsamling i Friluftsrådet
I denne uge afholdt Friluftsrådet ordinær generalforsamling, hvor der bl.a. blev valgt en række nye bestyrelsesmedlemmer og en forperson. DJ's repræsentant var ikke på valg og fortsætter bestyrelsesarbejdet endnu et år.
Friluftsrådets generalforsamling blev afholdt i Københavns Nyhavn, lørdag den 26. april 2025. Det var en dag med inspiration og netværk, hvor der blandt andet skulle vælges en række nye bestyrelsesmedlemmer og ny forperson.
Friluftsrådet er en selvstændig, ikke-statslig paraplyorganisation, som samler 85 organisationer, herunder Danmarks Jægerforbund. Som paraply for friluftslivet har Friluftsrådet som mål at inspirere danskerne til mere friluftsliv og samtidig forbedre muligheder og vilkår for frilufts- og naturoplevelser – i en rig natur, der er værd at opleve.
DJ-repræsentant først på valg i 2026
Dermed er Friluftsrådet både en selvstændig aktør på natur- og friluftsområdet, men også en samarbejds- og alliancepartner for Danmarks Jægerforbund på såvel centralt niveau som lokalt. I den forbindelse er det vigtigt at nævne, at rådet også arbejder aktivt med jagt og fiskeri i strengt beskyttet natur.
Med seks kandidater til fem pladser var der på generalforsamlingen kampvalg til bestyrelsen. Dog var Danmarks Jægerforbunds repræsentant i bestyrelsen, Kirsten Skovsby, ikke på valg. I april 2024 blev hun nemlig valgt for endnu en to-årig periode, og skal således først ud i et evt. genvalg til næste år.
KFUM-spejderne overtager posten
Til gengæld var der kun én enkelt kandidat til forpersonsposten, nemlig Dorthe Mølvig fra KFUM-spejderne. Dorthe Mølvig følger efter Annesofie Bjerre, der forlader posten efter tre år. Annesofie har siddet i Friluftsrådets bestyrelse siden 2019 og var næstforperson i to år, før hun blev valgt. Hun har blandt andet arbejdet for, at flere børn og unge skal ud i naturen, og at friluftslivet og dets organisationer skal i en mere bæredygtig retning.
Det er generelt et fokus, som vil fortsætte med Dorthe Mølvig. Også hun brænder for at sikre adgang til natur og friluftsliv for alle – særligt børn og unge – og hun ser det som en samfundsopgave at fremme trivsel, fællesskab og bæredygtig livsstil gennem oplevelser i naturen.
- Friluftsrådet er i høj grad en forkæmper for at få folk ud at opleve naturen. Med den store og brede viden, som vi i fællesskab har, skal vi være dem, som giver naturen en vigtig stemme, ved at samle os og facilitere snakken. For glæden ved at opleve naturen er ikke en given ting – den skal læres. Bliver adgangen til naturen for kompleks eller opleves det som en specialkompetence at kunne færdes i naturen, så vil det afholde mange fra at søge de fantastiske oplevelser og muligheder, som ligger i friluftslivet. Og så mister vi de afstressende, balancerende og beroligende virkninger, som naturoplevelser har på os, siger Dorthe Mølvig i en pressemeddelelse.
Natur, miljø og friluftsliv
Udover den nye forperson blev følgende valgt ind i bestyrelsen: Lotte Büchert fra DGI og Mads Ellegaard fra Naturvejledning Danmark blev genvalgt mens Mikael Andersen fra Det Danske Spejderkorps, Hother Hennings fra Dansk Kano og Kajak Forbund samt Morten Jacobsen fra Danmarks Sportsfiskerforbund er nye i bestyrelsen.
Friluftsrådets medlemsorganisationer har det til fælles, at deres aktiviteter handler om natur, miljø eller friluftsliv – men derudover kan medlemmerne have mange forskellige interesser i at bruge og opleve naturen.
På billedet øverst i artiklen ses fra venstre Thomas Bach (Danmarks Idrætsforbund), Lotte Büchert (DGI), Mikael Andersen (spejderne), forperson Dorthe Mølvig, Hother Hennings (Dansk Forening for Rosport), Kirsten Margrethe Pedersen (Dansk Vandrelaug Storstrøm), Morten Jacobsen (Danmarks Sportsfiskerforbund), Leif Nielsen (Danske Tursejlere og Dansk Sejlunion), Mads Ellegaard (Naturvejledning Danmark, mv.), Kirsten Skovsby (Danmarks Jægerforbund) og Flemming Torp (Landsforeningen Ungdomsringen, mv.).
- Læs mere om Friluftsrådet