Hvordan bestemmes jagttider?

Hvem bestemmer jagttiderne? Hvordan bestemmes jagttiderne? I Danmark er det miljøministeren, der bestemmer jagttiderne. Men der skal kigges langt omkring, inden hun kan sætte en signatur på bekendtgørelsen. I beslutningsgrundlaget indgår både internationale rammer, dansk lovgivning, en biologisk faglig vurdering af jagtens bæredygtighed, ligesom Vildtforvaltningsrådet bliver bedt om at komme med en anbefaling.

Der skal drøftes jagttider i Vildtforvaltningsrådet. Det har været kutyme i Danmark at se på og evt. justere jagttiderne hvert 4. år, men for fremtiden vil man i højere grad vurdere jagttiderne efter behov.

Der er mange forhold, der skal tages hensyn til, når ministeren fastsætter jagttid på en art.

Læs mere om de enkelte elementer, ved at folde emnerne ud her. Og se videoen med Niels Henrik Simonsen, Danmarks Jægerforbund, for at gå en lettilgængelig men grundlig indsigt i hvordan jagttiderne bestemmes.

  • Internationale rammer

    De væsentligste af de internationale rammer, der spiller ind på jagttiderne i Danmark, er EU's naturdirektiver.  For fuglevildtet er det fuglebeskyttelsesdirektivet og for pattedyr er det habitatdirektivet.

    I tillæg til direktiverne har Danmark også tiltrådt en række konventioner, hvoraf nogle sætter rammer for jagtmulighederne på arter. Det gælder for eksempel HELCOM-konventionen, der sætter regler for jagt på sælerne i Østersøområdet.

    EU's naturdirektiver

    De to naturdirektiver sætter rammer for, hvordan den danske lovgivning kan være indrettet og dermed også for, hvordan vores jagttider kan være.

    Habitatdirektivet har reelt kun betydning for jagt på meget få arter i Danmark - fx ulv og sæl.

    Derimod er fuglebeskyttelsesdirektivet en noget større udfordring for jagt på fuglearter, som det for eksempel er set med bramgåsen.

    Direktivet har i bilagene en oversigt over, hvilke arter de enkelte medlemslande kan fastsætte jagttid på. Først og fremmest må et medlemsland kun fastsætte jagttider på arter, der på forhånd er fastsat i direktivets Bilag II/1 (jagt tilladt i hele Europa) og Bilag II/2 (jagt tilladt i specificerede lande).

    Der må derudover ikke fastsættes jagttider i en given arts yngletid eller under forårstrækperioderne til ynglepladserne.  Disse perioder fastsættes for de enkelte arter og lande i de såkaldte ”key concepts”.  Perioderne indmeldes fra de enkelte medlemsstater til EU-Kommissionen, og de er således ikke koordinerede på tværs af landegrænser, eller nødvendigvis udarbejdet på det samme grundlag. Perioderne tager heller ikke højde for, at perioderne kan være forskellige i forskellige dele af de enkelte lande.

     Jagt og regulering

    EU’s naturdirektiverne fastsætter som sagt de overordnede rammer for jagt- og jagttid, d.v.s. hvilke arter, i hvilke perioder og med hvilke midler. Direktiver fastsætter samtidig forskellige muligheder for undtagelser fra disse rammer. Det er disse undtagelser, vi i Danmark kalder ”regulering”.

    Fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 9 omhandler mulighederne for at nedlægge fugle med det formål at forhindre forskellige typer af skade. Der er en række betingelser, der skal være opfyldt for, at en medlemsstat kan tage undtagelsesbestemmelsen i anvendelse, herunder en definition af, hvilke typer af skade, der skal være i spil.

    Det er én af grundene (sammen med ”key concept” – se ”EU's naturdirektiver”) til, at vi i Danmark kan se en andeledes tilgang til regulering af bramgæs i Nordtyskland, eller at svenskernes ”skyddsjakt” (regulering) af ringduer skiller sig ud fra de danske muligheder.

    I EU fungerer EU-Kommissionen som den myndighed, der påser, at direktiverne er korrekt implementeret i medlemslandene. Hvis kommissionen mener, at et land forbryder sig mod reglerne, har den mulighed for at rejse spørgsmålet over for landet i en særlig proces. Sidste led i denne proces er et sagsanlæg ved EF-Domstolen. I Danmark har kommissionen tidligere indledt en sådan proces i forhold til, at der, som vildtskadebekendtgørelsen var udformet, ikke blev taget stilling til hver enkelt sag om regulering. Danmark valgte ved den lejlighed at bøje sig for kommissionens fortolkning af direktivet, og tilrettede vildtskadebekendtgørelsen herefter, sådan er der nu skal søges om forudgående tilladelse til al regulering af fugle.

  • National lovgivning

    Hvis det ikke er i strid med internationale direktiver eller konventioner, som Danmark har tiltrådt, kan vi fastsætte nationale jagttider på en given art.

    Jagtloven er det grundlag, der ligger til grund for fastsættelse af jagttider. Loven bemyndiger ministeren til at fastsætte jagttiderne inden for de rammer, der er givet af folketinget:

    1. Jagt på fugle må ikke være i strid med de beskyttelsesforanstaltninger, der er truffet i disses udbredelsesområder.
    2. Jagt på fugle skal tilgodese en fornuftig udnyttelse og være økologisk afbalanceret.
    3. Der må ikke drives jagt på fugle i yngletiden og på fugle under træk til redebygningsstedet.
    4. Der bør ikke drives jagt i perioden 1. februar - 31. august.
    5. Der bør ikke fastsættes jagttid på sjældne eller truede arter.
    6. Arter, der generelt eller lokalt har et utilfredsstillende lavt bestandsniveau, bør beskyttes.

    Under hensyntagen til disse principper kan ministeren fastsætte jagttiderne uden at blande Folketinget yderligere ind i arbejdet. Konkret sker fastsættelsen af jagttiderne gennem bekendtgørelsen om jagttider.

  • Vildtforvaltningsrådets rolle og arbejdsmetode

    Vildtforvaltningsrådet er Miljø- og Fødevareministerens rådgivende organ. Du kan læse mere om rådets sammensætning og virke her.

    Rådet er – som navnet antyder – alene rådgivende for ministeren. Rådet kan altså ikke beslutte noget selv. Historisk set har miljøministrene været tilbøjelige til at følge et enigt Vildtforvaltningsråds anbefalinger. Der er kun meget få eksempler på, at ministre er gået mod et enigt råd. Dette forhold animerer selvfølgelig rådet til at blive enige, fordi det højner rådets indflydelse og minimerer risikoen for, at ministeren træffer beslutninger, som medlemmer af rådet ikke ønsker.

    Ønsket om enighed betyder derfor også, at medlemmerne i Vildtforvaltningsrådet typisk er villige til at strække sig i forhandlingerne med henblik på at finde frem til et fælles ståsted. Ulempen ved dette kan i nogle situationer, hvor rådets medlemmer er langt fra hinanden, være, at anbefalingen til ministeren bliver så tynd, at ingen af medlemmerne i virkeligheden får det, de ønsker.

  • Fremtidens jagttidsforhandlinger i Vildtforvaltningsrådet

    Historisk set har jagttidsforhandlingerne været præget af netop at være forhandlinger. I princippet har man inddraget stort set alle forhold omkring jagt m.v., med henblik på at kunne opnå enighed om jagttider og mulighederne for regulering. Forhandlingerne har i udgangspunktet været baseret på en rapport fra DCE, som har beskrevet det biologiske grundlag for jagten og vurderet, om den er bæredygtig for de enkelte jagtbare arter, men derudover har alle mulige andre typer af argumenter – også de rent følelses- eller holdningsbetonede – været brugbare.

    Helt i tråd med Danmarks Jægerforbunds natursyn, der er vedtaget af repræsentantskabet, har rådet sat sig for, at fremtidens forhandlinger i højere grad skal være fagligt funderede således at i det omfang, at en given jagttid er biologisk bæredygtig, skal den indføres, udvides eller fastholdes. Og omvendt – selvfølgelig.

    For at understøtte denne proces udarbejdede Danmarks Jægerforbund og Danmarks Naturfredningsforening et forslag til nogle principper, som sætter debatrammen for fremtidens jagttidsforhandlinger. Som udgangspunkt skal der kunne svares ja til spørgsmålene, før der kan komme jagttid på en given art er relevant. Du kan se spørgsmålene her.

    Principperne blev godkendt på Vildtforvaltningsrådsmødet den 15. marts 2016.