Vandelsgodkendelse

Vi lever i et samfund, hvor bl.a. jægere er uddannede og har godkendelse til at opbevare våben i private hjem. Det skal den øvrige del af befolkning føle sig tryg ved. Denne tryghed i samfundet skal bl.a. bygge på den årlige vandelsgodkendelse af våbenejerne/jægerne, der skal sikre, at kun personer, der findes egnet til at besidde, bære og anvende våben, gives tilladelse hertil af Politiet.

Der skal være proportionalitet mellem en jægers forseelse/anklage og en evt. nægtelse af samtykke til jagttegn, hvorfor der skal indføres en bagatelgrænse, som sikrer dette. Det skal samtidig af hensyn til den enkeltes retssikkerhed præciseres, med hvilken begrundelse en jæger kan miste vandelsgodkendelsen. 

Hvis en borger/jæger på grund af en erkendt lovovertrædelse i den årlige vandelsgodkendelse efterfølgende administrativt nægtes samtykke til jagttegn, skal følgende sikres:

  • Nægtelsen skal ske ud fra en konkret og individuel vurdering, som beskrevet i afsnittet om forvaltningsret i vejledningen til blandt andet forvaltningsloven.
  • Der skal være proportionalitet mellem fradømmelsesperioden og straffen, som har udløst nægtelsen af samtykke til jagttegn.
  • I tilfælde, hvor politiet sigter en jæger for en lovovertrædelse, der kan bringe det fremtidige samtykke til jagttegn i fare, skal det være fast praksis hos politiet, at den sigtede oplyses herom. 
  • Når en jæger nægtes samtykke til jagttegn, bør fradømmelsesperioden i forbindelse med strafudmålingen oplyses af politiet.
  • Modsat i dag, hvor nægtelse af samtykke til jagttegn er en administrativ afgørelse, som ikke kan påklages, skal der i fremtiden etableres en uvildig instans, hvortil sådanne afgørelser kan påklages.