Pas nu på!

Om formiddagen falder der et par harer. Fint resultat på foreningens rimeligt store jagtareal, hvor det kammeratlige fællesskab altid sættes højere end jagtudbyttet. Alt er velorganiseret. Hundefolkene ved præcist, hvor de skal gå, hvornår de skal starte drevet, og hvordan de holder driverkæden. Skytterne markerer med et vink med den orange hovedprydelse, hvor de er posteret, putter patroner i haglvåbnene – og venter. Hundeglam er en velsignet musik i jægerører, og alle håber, vildtet vil nærme sig i moderat tempo netop, hvor man selv står.
Spændingen er total – men må ikke blive forkrampet. Blandt andet fordi det betyder tab af kontrol i det øjeblik, skudchancen opstår. I sportssproget taler man om at være overtændt; det har alle jægere vist også oplevet at være, måske især som nyjæger, i begyndelsen af sæsonen eller når man er inviteret på en jagt, hvor man ikke tidligere har brilleret med sine indiskutable skydefærdigheder. Hm.

Spændingen stiger ved andedammen

I en af dagens sidste såter omringer jægerne et vandhul. Der er næsten hvert år her et antal ænder, der går på vingerne, når hundene slippes. Mon der er ”krikker”, spørges der lavmælt, uden at snakken kan nå op til vandhullet på bakken. Hundene holdes i snor, til jagtlederen giver besked om at slippe dem. Tilladelsen gives. Et par hunde styrer direkte mod vandhullet. Et plask markerer, at en hund er sprunget i vandet – intet sker. Bruset af stivfjerede andevinger udebliver. Gemmer ænderne sig i sivene? Næh, da tre af hundene har plasket rundt i vandet, også hvor der er sivbevoksning, indser jægerne, at det ikke bliver på denne jagt, de skal holde godt foran ænderne, når de letter, udnytter medvinden og både stiger til vejrs og speeder op.

Ubehagelig genoplevelse

En velkendt, brasende lyd fanger de nærmeste jægeres ører. Ud af fodposen af gammel græs, tidsler og brændenælder, der omkranser dammen, pisker et smaldyr. I brøkdele af sekunder har de stærke lårmuskler fået hende op i anseligt tempo. Hun næsten flyver hen over vinterafgrøden, der står smukt grønt denne sene efterårsdag. Smaldyret har aflæst skytternes såvel som hundenes placering. Hun styrer direkte mod et levende hegn præcist der, hvor ”hullet” i skyttekæden er størst. Et skud brager – og et til. Som fotograf genoplever jeg pludselig en situation, som år forinden kunne være blevet fatal. Dengang var der en yngre jæger, der affyrede et skud til en rå og et lam, der passerede ham. Imellem skytten og Jægers udsendte var der imidlertid en lille bakkekam. Jægeren skød præcist, da dyrene var imellem os. Haglsværmen piskede forbi mit hoved, og to hagl ramte og gennemhullede mit venstre øre.

Kameralinse møder geværmunding

Igennem kameraets søger ser jeg en jæger svinge med, da dyret løber imellem os. Min linse og hans bøsseløb peger et mikrosekund ret imod hinanden. Ikke noget rart syn! Men også jeg fortsætter svinget med kameraet. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Jeg forventer hvert øjeblik at skulle forholde mig til noget, der gør ondt, men det udebliver heldigvis. Jeg mener at have opfanget igennem søgeren, at skuddet sidder i græsset lige foran mig. Jeg kontrollerer billedserien med det samme på displayet. Billederne afslører det hele. Et par minutter er jeg så chokeret, så jeg ikke helt ved, hvad jeg skal gøre. Så kontakter jeg jagtlederen, viser ham billederne og får en "second opinion" på det dokumenterede. Tavshed og et suk. Den pågældende jæger må efterfølgende forlade jagten, og stemningen blandt de øvrige jægere er påvirket resten af dagen.

Eftertanke

Lysten til at være blandt jægere er intakt. Jeg er ikke bange for at blive ramt af hagl, når jeg som fotograf/skribent følger jægere på al slags jagt, ligesom jeg ikke er bange for at blive påkørt i trafikken. Men det er en god reminder for os alle, at vi skal tænke os godt om, når vi går på jagt – være forudseende og tænke i skudvinkler, før chancerne opstår. Og så er det vigtigt at være tændt – men ikke overtændt. I forbindelse med denne artikel kontaktede jeg jægeren, som naturligvis heller ikke var glad for den ubehagelige oplevelse. Som et mandfolk godkendte han imidlertid brugen af billederne i Jæger, idet vi var enige om, at det principielle i historien er det vigtigste – ikke hvem, der har skudt, og hvor eller hvornår jagten har fundet sted.