OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 02. februar 2018

Kronvildtsamarbejde afprøves

Den første gang var et forsøg, men allerede nu synes der at være opbakning til et årligt og fast samarbejde omkring en fælles reguleringsjagtdag på kronvildtet syd for Rørbæk Sø.

Tekst: Troels Romby Larsen
Foto: Troels Romby Larsen m.fl.

Nogle gange skal en ellers god ide lige simre blandt de berørte jægere, før de siger ja. Allerede på det lokale klovvildtforvaltningsmøde i februar 2016 foreslog Jens Peter Lübker fra Vonge, at man kunne prøve at afholde en fælles jagtdag med det formål at forsøge at få et mærkbart udtag af især kronhinder og kalve i området syd for Rørbæk Sø i det midtjyske. Baggrunden var selvfølgelig den stigende kronvildtbestand med heraf følgende mark- og skovskader og den heftige debat om forskellige forvaltningsmodeller, der er fulgt i kølvandet.

Fra nej til ja

På forvaltningsmødet på Restaurant Rørbæk Sø året efter blev forslaget igen fremført – denne gang af den lokale jæger og mårhundereguleringsjæger Mogens Lindbjerg. Ved mødet fortalte et par fremmødte jægere om erfaringer, de havde fra områder i nærheden, hvor man igennem et par år havde praktiseret denne form for jagt. Stemningen ændrede sig i løbet af aftenen, og det blev besluttet, at det den 27. januar 2018 skulle afprøves i praksis, om ideen var bæredygtig. Var den det, kunne der måske blive tale om en gentagelse.

Parole med friheder

Jens Peter Lübker og Mogens Lindbjerg havde taget initiativet – og fik opgaven at koordinere arrangementet. Man enedes hurtigt om, at man kun jager på sit eget areal, at man selv bestemmer, om man vil skyde spidshjort, hind og kalv fra en time før solopgang (hvilket er en del af den lokale kronvildtaftale indenfor det område, der beskrives i bilag 5), og, at man, hvis man har lyst, kan deltage i både en fælles parole klokken 09.00 og en afsluttende parade klokken 13.00 hos Mogens Lindbjerg. Selve den organiserede jagt slutter dog klokken 12.00. Parolen, som også opfordrede til ikke at skyde dåvildt og sika, var på forhånd udsendt til alle, der i forvejen var på maillisten til det årlige, lokale klovvildtmøde, som i 2017 i øvrigt kunne holde 22-års jubilæum.

Vigtige tilbagemeldinger

Ret hurtigt meldte et par konsortier tilbage, at de allerede havde samme dato inde i deres kalender, og at de derfor ikke ville ”nøjes” med ”kun” at jage i ovennævnte tidsrum men havde planlagt en hel jagtdag. De var dog åbne overfor at melde tilbage godt middag, hvad de på det tidspunkt både havde set og eventuelt nedlagt.

Deltagelse på flere måder

– Hvor mange hektar skov, mark og eng der har været jagtet på, da vi afholdt vores jagt, er svært at sige alene af den grund, at der helt sikkert har været jægere ude, der af den ene eller anden grund ikke officielt har ønsket eller fundet det nødvendig med en egentlig tilmelding – hvilket overhovedet heller ikke har været et krav, fortæller Jens Peter Lübker nogle dage efter og tilføjer, at der af samme grund sikkert er fældet mere vildt end de tre stykker kronvildt og et fire stykker råvildt, der enten lå på paraden, blev fotograferet af Jægers udsendte eller dukkede op i Jens Peter Lübkers mailboks i dagene derefter.

Kronvildtet var der

For blot at nævne nogle enkelte tilbagemeldinger: I Nørre Risager Plantage, som afholdt en heldagsjagt havde man ikke set noget kronvildt men i stedet meget råvildt.

I Dybdal og Søhale, der ligger i den østlige ende af Rørbæk sø, blev der heller ikke set kronvildt, men der blev set imellem syv og 14 stykker dåvildt; ligeledes kunne jægerne berette om dåvildt set igennem hele efterårssæsonen.

I Tinnet Krat blev det set et stykke sikavildt men ingen krondyr.

En stor del af krondyrene havde åbenbart stået i Lindet Krat og Hårsbjerg Plantage for i konsortierne der, så jægerne tilsammen i omegnen af 25-30 stykker kronvildt – måske flere, da det er vanskeligt at afgøre, om man tæller de samme dyr to gange.

Ved Sejrup Krat gik tre mellemhjorte mod syd.

Verner, en varm fortaler

74-årige Verner Peschardt, der ejer den omtrent 50 ha store Trasborg Skov, var også ude med riflen. Han så "meget frisk fod", men ingen dyr.

Den ældre jæger fortæller ved den efterfølgende parade, hvor næsten 50 mennesker dukkede op, at han synes, det er et rigtigt godt initiativ, der er taget, og han støtter fuldt op om det. I øvrigt synes han, det er hyggeligt at møde nogle af de andre jægere – og det gælder både de naboer, han har kendt i årtier og de nye jord- og skovejere, der sidst er kommet til.

Gentagelse i 2019

Jens Peter Lübker, der også stod for parolen for de ret få fremmødte om morgenen, takkede efter jagten alle, der havde deltaget. De tre hundeførere, der havde haft gravhunde og støvere i gang, havde sat lidt herlig lyd på jagten, og Mogens Lindbjerg, der havde smurt et bjerg af sandwiches, fik en særlig tak.

En hurtig rundspørge viste klart, at arrangementet tåler en gentagelse. Måske bliver der små ændringer i konceptet men ingen tvivl om, at der også i januar 2019 vil være mange lokale jægere, der håber på, at der dukker et stykke kronvildt op, netop hvor de sidder.

OK at skyde råvildt

Og råvildtet? Ja, Jens Peter Lübker er af den opfattelse, at det trods fokus på kronvildtet naturligvis er op til den enkelte jæger, om han eller hun vil skyde råvildt, som helt lovligt kan nedlægges i hele januar måned.

- Vigtigst er det, at vi samarbejder om forvaltningen af klovvildtet, og det gør vi bedst ved at mødes, dyrke jagten sammen og finde ud af, hvem hinanden egentlig er, fortæller den energiske tømrer fra Vonge.