Kend dine vildtplanter del 5 af 5

Hvilke buske tåler skygge og hvilke har brug for lys? Det og meget mere, kan du læse om her, hvor nogle af de mest populære vildtplanter gennemgås.

Skrevet af: Lene Midtgaard, 16. april 2018
Foto af: Niels Søndergaard og Rasmus Ahlmann Nielsen

Når man ønsker at etablere en vildtplantning, sker det ofte ud fra den betragtning, at der mangler læ og dækning, og så kan den ene plante vel være lige så god, som den anden? Ja, men hvis man derimod prøver at tænke et bredere hensyn til landbrugslandets dyreliv, bør man satse på de hjemmehørende arter.

Vi er nu nået til del 5 af i alt 5 af serien ”Kend dine vildtplanter”

 

Rød kornel

Busken, som kan blive op til 4 meter høj, kendes især på sine rødlige grene. Især ved vintertid, er den rødlige farve markant. Det er primært de sider af grenene som eksponeres for lyset, som er røde. Løvet bliver også smukt rødt om efteråret.

Rød kornel trives på fugtige kalkrige jorde og tåler både skygge og vind, og er som følge deraf ofte anvendt i småplantninger og læhegn i det åbne land.

Buskens blomster er ikke særligt vellugtende, men tiltrække alligevel insekter. De ærtestore frugter ædes gerne af fugle, som på den måde medvirker til at sprede frøene. Rød kornel formerer sig også villigt fra rodslående grene og kan undergunstige vækstbetingelser brede sig voldsomt.

Rød kornel tåler både stærk beskæring og nedskæring.

  • Blomstring: Maj
  • Lys: Skyggetålende
  • Jord: Kalkrig
  • Fugt: Fugtig
  • Vind: Tålsom
  • Vårfrost: Tålsom

Fjeldribs

Som busk der kan indgå i småplantninger og læhegn har fjeldribs flere fordele. Den har blandt andet tidligt løvspring, og kan som skyggetålende busk, bruge som underplantning på skyggefulde steder, hvor andre buske vil have svært ved at trives. Generelt er fjeldribs en meget alsidig og tilpasningsdygtig plante.

Fjeldribs tåler udover skygge, tørke, vind og frost også kraftig beskæring. Busken er bærbærende til glæde for især drosler.

  • Blomstring: Maj-juni
  • Lys: Meget skyggetålende
  • Jord: Alle typer, bortset fra sur jord
  • Fugt: Tør til fugtig
  • Vind: Tålsom
  • Vårfrost: Hårdfør

Rødel

Rødel bruges i mange læhegn og småplantninger som ammetræ, på grund af sin store tolerance for frost. Ammetræer bør skæres ned, når de ikke længere er vigtige for beplantningens trivsel og kan i visse tilfælde måske udelades. Rødel tåler både beskæring og nedskæring og efter nedskæring skyder træetl villigt fra stubben.

Rødel er i stand til at udnytte luftens kvælstof, på grund af rodknolde indeholdende myceliet fra en svamp.

I moseområder kan der nogle gange dannes små skove af elletræer. Rødellen trives på fugtig bund står på disse lokaliteter ofte ”på stylter”, såkaldte elletrunter. Vær opmærksom på at ellesump er en fredet naturtype.

Billede

  • Blomstring: Marts-april
  • Lys: Sol til let skygge
  • Jord: Alle typer
  • Fugt: Tåler meget fugt
  • Vind: Tålsom
  • Vårfrost: Tålsom

Du kan læse mere om vildtplanter på Naturstyrelsens hjemmeside, under tilskudsordningen ”Plant for vildtet”.