OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 15. januar 2018

Jo bedre forberedt, jo mere "heldig" er du

Dit ypperste værktøj er dit våben. Men selv den dyreste riffel og mest avancerede sigtekikkert er værdiløs, hvis DU ikke har den fornødne træning, inden du drager på måske dit livs jagtrejse.

Tekst: Max Steinar, Danmarks Jægerforbund
Foto: Max Steinar, Danmarks Jægerforbund

Langt de fleste jægere evner at sætte nogle fine skud på 100 meters afstand, liggende med anlæg og uden tidspres. Ganske som kravene til riffelprøven er.

Lige så snart vi skruer på bare ét af disse vilkår, så daler træfprocenten. Længere skudafstand, dårligere anlæg, tidspres, fordi chancen kun er kortvarig, alt dette trækker i negativ retning.

Hvis du skal på din første jagtrejse, skal du via bureauet gøre dig klart, hvilke udfordringer du vil møde derude: Hvilken maksimal afstand kan du risikere at opleve? Vil din guide medbringe skydestok – hvis ja, hvilken slags? Eller skal du overveje selv at medbringe en skydestok?

Mange riffeljægere har i dag en skydestok. Har du lige anskaffet dig en, så er det ikke nok at finde ud af, hvordan du får den stillet op. Du skal også træne med den. Så du finder ud af at stille den hurtigt op, og du erfarer, hvordan riflen ligger bedst på den. Samt at du lærer, hvordan du bærer dig ad med at ændre position, hvis dit mål flytter sig.

Afstandsmåler

Hvis du skal på eksempelvis brunstjagt efter kronhjort eller sibirisk råbuk eller bjergjagt i et af de gamle "stan-lande", så vil det være en særdeles god ide at medbringe en afstandsmåler (se test af afstandsmålere i Jæger 4/2016).

Hvis du f.eks. måler afstanden til 250 meter – og vi går ud fra, at det ikke er muligt at pyrsche tættere på – ved du så, hvor du skal holde på dyret? Det kan du kun svare ja til, hvis du har trænet på den afstand og er dus med dit våben, din sigtekikkert og den patron, du bruger.

Drivjagt

Drivjagt, især på vildsvin, bliver hele tiden mere og mere populært. Det er forståeligt, for det er spændende jagt på højt plan. Men også meget udfordrende, for det kræver langt mere end skud til stillestående mål.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at der er en verden til forskel. Og jeg vil også konstatere, at har du ikke trænet til bevægeligt mål, så er det nærmest ligegyldigt, hvor skarp du er til stillestående mål. Du vil få en meget dårlig oplevelse, hvis ikke du får trænet.

Lad mig give dig dette klare eksempel: Jeg fulgtes engang med et hold af mesterskytter til Jægerforbundets jagtfeltskydning i Ulfborg. Altså det højeste niveau inden for riffelskytter. Alle fem gjorde det godt, men især én af dem lå så flot i det samlede resultat, at han aspirerede til at deltage i den afsluttende finaleskydning blandt dagens 10 bedste skytter – indtil han og hans hold nåede til sidste station i den ordinære skydning, hjortebanen. Altså bevægeligt mål.

Ingen af de fem havde mulighed for i deres lokalområde at træne til bevægeligt mål. De var på bar bund. De diskuterede flittigt, hvordan de skulle holde på målet. Efter en lang diskussion blev de enige.

Alle skud forbi

Halvdelen af deres skud skulle de afgive, mens skiven stod stille, hvorpå den satte i gang, og da skulle de afgive den anden halvdel af deres skud.

Resultat: Samtlige deres skud til stillestående mål var i træfområdet. Men samtlige skud, da skiven bevægede sig, var forbiere. Ikke ét skud fra nogen af de fem mesterskytter sad ind for det dræbende område på skiven, som forstillede en kronhind!

Hvor god tror du så, at DU er uden træning – når du står på et forblæst skovhjørne i Polen, og en panikslagen rudel af kronvildt vælter frem af skoven ud i den mørke og disede efterårsdag?

Der er ingen vej uden om træning!

LÆS MERE: Læs alle artiklerne om jagtrejser her

Jæger - jagtrejser

Du har netop læst en artikel, som har været bragt i et tillæg til Jæger. Magasinet Jæger er Danmarks ubetinget største magasin om jagt, vildt og natur. Og så er det Danmarks Jægerforbunds medlemsblad. Vil du også modtage Jæger 11 gange om året i din postkasse, så meld dig ind i dag her.