Hakuna matata

Nyjægerdebut i Sydafrika: To gode kammerater fik en uforglemmelig debut som riffeljægere på det afrikanske kontinent. Spændende og lærerig.

Skrevet af: Krzysztof Jensen, 29. marts 2018
Foto af: Krzysztof Jensen

Min gode ven Michael og jeg er begge nyjægere. Vores passion for jagt er stor, så vi prøver at få så mange jagtoplevelser som overhovedet muligt – både store og små. Da muligheden bød sig for en jagtrejse ud over det sædvanlige, langt væk hjemmefra, kunne vi ikke få armene ned. Det blev en jagtoplevelse, vi aldrig ville glemme.

Vi skulle jage ude på savannen, også kaldt ”karoo”. Vi hoppede op på ladet af landcruiseren med vores .270-riffel og kørte derudad. Efter noget tid fik vi øje på nogle dyr ude i horisonten. Vi hoppede ned, satte skydestokken op og gemte os i skyggen af en tør busk. Cirka 100 meter ude kom der et par springbukke hoppende. Adrenalinen steg hurtigt. Michael fik at vide, at han skulle følge dyrene med sin riffel og tage skuddet, når han fik muligheden. Han var god til at bevare roen, og han fik trykket på aftrækkeren.

Springbukken lagde sig fint. Den anden springbuk løb ikke væk. Nysgerrigheden gjorde, at den blev stående. Vores guide Piet sagde, at jeg skulle tage riflen og skyde den. Det kom lidt som en overraskelse. Michael og jeg byttede hurtigt plads, og nu var det mig, der stod med trådkorset solidt plantet på den anden springbuk. Jeg trak vejret dybt, og med en rolig hånd sendte jeg et skud af sted. Springbukken lagde sig små 10 meter fra, hvor den første lå forendt. Det var mit første store stykke vildt nogensinde – en fantastisk start på jagtrejsen!

Stor kudu

At følge Michaels jagt på en kudu var også en stor oplevelse. Morgenen startede ikke optimalt. Da vi kørte fra lodgen, var vejret imod os. Det regnede og blæste, men efterhånden klarede det op. Solen var på vej op, da vi ankom til jagtområdet. Fra en forhøjning kunne vi skue ud i horisonten. Et utroligt smukt område, hvor vi kunne jage, lige så langt øjet rakte. I alle retninger var der frodige dale og små bjerge med flotte klippeafsatser. Man kunne tydeligt høre skrig fra bavianerne, der var ved at stå op. Det meste af dagen gik med at pyrsche rundt, desværre uden held.

Da solen så småt var på vej ned, var vi ved at give op. Pludselig fik vi øje på en stor kudu, der gemte sig i en busk omkring 200 meter fra os. Michael lagde langsomt sin .300 Win Mag-riffel op i skydestokken. Han var meget fokuseret og klar til at skulle repetere hurtigt, da kuduer er meget skudstærke. Mens han holdt trådkorset på busken, trådte den smukkeste syv-otte årige kudu ud. Vi holdt begge vejret og blev helt paf over, hvor majestætisk den så ud. I samme sekund hviskede Piet ”shoot”, og Michael lod skuddet falde. Han ramte godt, men kuduen satte i løb. Den stoppede efter 50 meter. Michael skød for anden gang, og kuduen forsvandt ind i bevoksningen. Vi fik begge en klump i halsen:

Var kuduen mon død?

Vi ledte efter den. Hurtigt fandt vi schweiss og fulgte sporet i godt 10 minutter, inden vi til sidst fandt kuduen liggende forendt i en busk – vi fik den!

Ikke efter planen

Den sidste jagt, vi var på, gik desværre ikke helt som planlagt. Dagen startede godt med helt perfekt jagtvejr. Inden længe fik vi fik øje på den første flok blisbukke, lidt over 150 meter ude. I kanten af flokken stod der en flot blisbuk. Michael gjorde sig klar til at afgive et spidst skud. Man kunne mærke, at stemningen var lidt hektisk. Allerede der burde vi have forstået at tage det roligt. Michael skød – det var langtfra perfekt. Skuddet sad desværre for langt tilbage, og blisbukken satte i løb.

Michael var slet ikke tilfreds med situationen. Inden vi fik samlet tankerne, trådte en anden stor blisbuk ud af buskadset. Den stod et stykke væk fra, hvor den første blev ramt. Piet ville gerne have, at jeg skulle afgive mit skud. Dette ville nok være min eneste chance for at få nedlagt en blisbuk. Selvom fokus burde være på den anskudte blisbuk, valgte jeg som nyjæger at følge Piets anvisning. Jeg afgav et solidt skud, og bukken gik ned. Da vi kom tættere på den, kunne vi med det samme se, at det var den anskudte blisbuk. Skuddet var gået igennem maveregionen og uden om de vitale dele. Hele jagten virkede forhastet, men vi var dog utroligt lettede over at få den anskudte blisbuk.

Vi fortsatte gennem jagtområdet/reviret. Der gik ikke længe, før vi igen så en flok blisbukke, og vi pyrschede os tættere på. Michael fik en flot blisbuk på sigtekornet. Han nægtede at affyre et dårligt skud igen, så vi valgte at pyrsche os tættere ind på flokken. Michael afgav et helt perfekt skud, og hans blisbuk faldt i skuddet. En meget lettet Michael smilede til mig og åndede lettet op.

Tag det roligt

Efter vores sidste jagt kunne vi godt mærke, at vores kroppe var godt brugte af de lange dage i det udfordrende terræn. Vi fik i alt nedlagt ni ekstremt flotte dyr. Vi havde lært så utroligt meget på denne korte uge. Det vigtigste var nok at tage sig tid til skuddet og aldrig lade sig forhaste af nogen eller noget. Vi havde lært at stole på vores udstyr og vores instinkter. Det kræver meget øvelse at kunne stole nok på sig selv. ”Hakuna matata”-ordsproget kunne ikke passe bedre til det, vi havde lært, nemlig ”tag det roligt”. Det er lige meget om, man er ny eller garvet jæger.

Vi lærte en masse på vores rejse – og vi kommer helt sikkert tilbage.

Jæger - jagtrejser

Du har netop læst en artikel, som har været bragt i et tillæg til Jæger. Magasinet Jæger er Danmarks ubetinget største magasin om jagt, vildt og natur. Og så er det Danmarks Jægerforbunds medlemsblad. Vil du også modtage Jæger 11 gange om året i din postkasse, så meld dig ind i dag her.