OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 14. februar 2018

H.K.H. Prins Henrik er død

Det er med stor sorg, at Jægerforbundet har erfaret, at vores mangeårige protektor H.K.H. Prins Henrik er gået bort. Hele forbundet sender vores kondolencer til kongefamilien.

Tekst: Danmarks Jægerforbund
Foto: Torben Eskerod, Kongehuset. M.fl.

Tirsdag den 13. februar kl. 23.18 sov H.K.H. Prins Henrik stille ind omgivet af sin nærmeste familie. Det skriver Kongehuset på deres hjemmeside.

H.K.H. Prins Henrik blev 83 år.

Jagt forbi

H.K.H. Prins Henrik har i mange år været Danmarks Jægerforbunds protektor, og også derfor var det med stor sorg, at forbundet hørte om dødsfaldet. Hele forbundet sender vores kondolencer til kongefamilien.

Herfra skal også lyde en stor tak til H.K.H. Prins Henrik for hans virke som protektor for de danske jægere.

Artiklen fortsættes under billedet.

I Danmarks Jægerforbund husker vi de seneste år især H.K.H. Prins Henriks interesse for Jagtens Hus. Allerede inden byggeriet var gået i gang, kom H.K.H. Prins Henrik forbi i Krone 1 og hørte om det kommende projekt og ønskede held og lykke med byggeriet. Besøget skete i forbindelse med en naturoplevelse, som Danmarks Jægerforbund havde givet H.K.H. Prins Henrik i anledning af hans 80-årsfødselsdag. Derfor var det også en stor glæde, da han atter lagde vejen forbi ved indvielsen af Jagtens Hus, hvor han udviste stor interesse og spørgelyst, da han blev vist rundt i bygningerne, inden han klippede den røde snor og erklærede huset for officielt åbent.

- H.K.H. Prins Henrik var et menneske med stor opmærksom på vores natur. Dels hans opmærksomhed på arternes levesteder, hvor hans viden var stor, og dels hans viden og interesse for naturen som mangfoldigt spisekammer. Hans oprigtige glæde ved dette emne, og samtalerne om det, var en berigelse. Når der var kongejagt i det Vestjyske, var det altid en fornøjelse at se Prinsens smittende glæde, når han fandt eller blev bragt en håndfuld kantareller til gryden. Denne glæde ved naturen er et varmt minde, fortæller Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund.

I et kommende nummer af Jæger bringer vi en længere nekrolog om H.K.H. Prins Henrik og hans interesse for jagten.

Æret være H.K.H. Prins Henriks minde.