EU’s indflydelse på dansk jagt

Ved du, hvorfor vi ikke bare kan få jagttid på ulve i Danmark eller på bramgæs, der optræder i titusindvis? Hvordan kan Danmark få mere indflydelse på naturdirektiverne og EU’s landbrugspolitik? Bliv klogere, når et skarpt panel den 12. april debatterer EU’s indflydelse på jagten i Danmark.

Skrevet af: Morten Sinding-Jensen, Danmarks Jægerforbund, 06. april 2018
Foto af: Max Steinar, Danmarks Jægerforbund

Selv om EU-systemet kan synes langt væk, mærker vi tydeligt den bureaukratiske knytnæve i maven, når vi bliver bremset af Habitatdirektivet i forhold til forvaltning af ulve eller bliver stoppet af Fuglebeskyttelsesdirektivet i bestræbelserne på at få jagttid på bramgæs. Er det rimeligt, at EU-bureaukrati spænder ben for simple politiske tiltag, der kan gavne naturen og vildtforvaltningen i Danmark?

Få mere viden

I dagligdagen slynger vi om os med begreber som fuglebeskyttelsesdirektiv, habitatdirektiv, landbrugspolitik, kommissionsforslag og CAP-reform, men hvad dækker disse begreber i virkeligheden over, og endnu vigtigere; hvordan kan vi fra dansk side få indflydelse på dem?

På den baggrund har Danmarks Jægerforbund taget initiativ til en EU-debataften for at tilvejebringe de danske jægere mere viden om, hvordan EU-politik bliver til, når så mange forskellige lande skal blive enige om en fælles kurs.

Helt konkret skal vi høre, hvordan habitat- og fuglebeskyttelsesdirektivet samt EU’s landbrugspolitik på den ene side påvirker dansk jagt, og hvordan vi jægere på den anden side kan påvirke direktiverne og landbrugspolitikken i den retning, som vi ønsker det.

Tilmeld dig arrangementet den 12. april her.

Tag del i debatten

Hører du til de jægere, der mener, at bureaukratiske EU-processer spænder ben for naturen og vildtforvaltningen i Danmark, og har du lyst til at få mere viden om, hvordan EU-politik rent faktisk bliver til, så mød op og giv dit besyv med, når Danmarks Jægerforbund stiller skarpt på habitat- og fuglebeskyttelsesdirektivet samt EU’s landbrugspolitik i forhold til dansk jagt.

Har du ikke mulighed for at deltage, men ønsker at stille spørgsmål til panelet, så udfyld nedenstående skema og send det til os. Spørgsmålene vil blive stillet under den afsluttende debat.