OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 21. november 2017

Nyt hold Vildtforvaltere færdigbagt

Horoskopet forudsiger jagt for det nye kuld vildtforvaltere, der fredag dimitterede fra Vildtforvaltningsskolen, Danmarks Jægerforbund. De 16 nye vildtforvaltere blev fejret på behørig vis af deres nærmeste, undervisere og politikere.

Tekst: Kenneth Sletten Christensen, Danmarks Jægerforbund

Det er altid en særlig dag, når studerende kan sætte kronen på veludført arbejde og fejre dimission. Sådan var det også fredag den 17. november, da 16 nye vildtforvaltere tilsluttede sig flokken på 472 vildtforvaltere, der siden 1950 er blevet uddannet på Vildtforvaltningsskolen, Danmarks Jægerforbund.

På dagen var Jagtens Hus spækket med familier, kærester, undervisere og repræsentanter fra Danmarks Jægerforbund og Danske Herregårdsjægere.

Eleverne var alle på Vildtforvaltningsskolen som en overbygning på eller som led i en anden uddannelse: Skov- og landskabsingeniører, kandidat i skovbrug og jordbrugsteknolog. Men hovedparten, 11 af eleverne, kom med en baggrund som herregårdsjægere.

- Det har været en fornøjelse at undervise, følge og diskutere med vildtforvaltereleverne, der har været meget videbegærlige og deltagende studerende. Det er godt at se, at de benytter sig af det forum, der opstår imellem dem og underviserne, at de får formuleret tanker om jagtens fremtid, etik og moral, og hvor vigtig en rolle de selv har i det som en del af fremtidens professionelle jagtvæsen, siger Niels Søndergaard, jagtfaglig chef i Danmarks Jægerforbund, og tilføjer:

- Fra første dag har vi fortalt dem, at de er rollemodeller for jægerne og repræsentanter for jagten, og at det forpligter. Det ansvar oplever jeg, at eleverne i den grad har taget på sig, og at de kommer godt rustet ud herfra med masser af viden og en stærk faglighed, som jeg er sikker på kan stå sig i de til tider oprørte vande.

I løbet af de 10 måneder de studerende har været på Vildtforvaltningsskolen har de stiftet bekendtskab med et bredt udvalg af emner fra naturfaglige, forvaltningsmæssige og etiske til teambuilding, jagtledelse og skydeundervisning. Underviserne er kommet fra blandt andet Danmarks Jægerforbund, DCE, Aarhus Universitet, Skovskolen, Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen.

Igennem hele forløbet er det dog Peter Smærup, der har været uddannelsesansvarlig og haft den daglige kontakt med elever. Også han har været glad for forløbet:

- Det er dejligt, at kunne se den udvikling der er sket med den enkelte elev igennem forløbet. At vi her på Vildtforvaltningsskolen har muligheden for at skabe et fælles afsæt i faglig og saglig forvaltning af vildt og natur, er det, der binder uddannelsen sammen, siger Peter Smærup og slutter:

- Jeg kan på baggrund af ovenstående give alle eleverne mine bedste anbefalinger for et fortsat virke inden for jagt og vildtforvaltning.

Næste optag til vildtforvalteruddannelse vil ske i oktober 2018 med undervisningsstart i 2019. Læs mere om uddannelsen her.