OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 29. november 2017

Ny organisation for de stående hunde

En aftale mellem DJ, DKK og FJD udstikker en ny retning for organisationen af de stående hunde i fremtiden.

Tekst: redaktionen

Siden den 8. februar 2017 er der mellem de tre organisationer, DJ, DKK og FJD, som står bag Dansk Jagthundeudvalg (DJU), pågået et arbejde i relation til arbejdet med de stående hunde, hvor målet har været at udvikle, forenkle, smidiggøre og billiggøre arbejdet omkring de stående jagthunde.

I perioden har der været flere drøftelser mellem organisationerne, og som et udkomme af dette arbejde er der af DJ, DKK og FJD fremlagt et forslag til en ny organisering, som reelt betyder at DJU nedlægges.

Dette betyder, at DJU i løbet af 2018 bliver afviklet som organisation, og arbejdet med de stående hunde bliver overflyttet til en ny fælles organisation. Samtidig overflyttes aktiviteterne i FJD til den nye organisation.

De tre organisationer er enige om at arbejde hen mod at skabe en ny organisation for de stående hunde med fokus på prøverne. Det foreslås, at denne organisation skal have en fælles bestyrelse sammensat fra de tre organisationer. De endelige rammer vil blive fastlagt i løbet af de kommende måneder. Her vil der blive oprettet det nødvendige antal arbejdsgrupper til at gennemfører arbejdet.

I den fremtidige organisation vil der blive afholdt samme antal prøver som i dag. Markprøvernes økonomi og planlægning i det nye selskab koordineres af det nye selskab.

Specialklubberne er fortsat arrangør af egne prøver. Danmarks Jægerforbund kan fortsat være administrativ arrangør og ansvarlig for gennemførelsen af prøver.

Mellem de tre organisationer er der ligeledes en aftale om, at Danmarks Jægerforbund skal sikre det brede jagthundearbejde, hvor alle jagthunderacer involveres.

De tre organisationer forventer at afholde et møde i uge 50, 2017.