Bedre jagt på gæs

DET VAR JOMFRUELIGT land, en gruppe nord- og vestjyske lodsejere og gåsejægere begav sig ud i, da de i 2012 besluttede sig for at indgå i det fireårige Projekt Forbedret Gåsejagt. Det med at jage kortnæbbede gæs kunne de pågældende jægere i forvejen – samlet set repræsenterer de mange års erfaring inden for det håndværk. Det nye, som projektet fører med sig for jægerne, er blandt andet lokal dialog om gåsejagten, frivillige jagtfredninger og uddannelse i effektiv gåsejagt. Alt sammen inden for rammen af en international forvaltningsplan, der har til formål at få bestanden af kortnæbbede gæs til at stabilisere sig omkring et bestemt niveau.

Vi beskrev projektet i Jægers novemberudgave i 2012. Artiklen tog udgangspunkt i en snak med nogle af de lokale jægere, der stod over for at engagere sig i projektet. Nu er projektet godt og vel halvvejs, og det er blevet tid til at stikke fingeren i jorden i det vestjyske for at få svar på, om projektet går den vej, de pågældende jægere havde håbet, det ville. Og ved samme lejlighed få en fornemmelse af, om principperne for den adaptive vildtforvaltning, som projektet bygger på, har en gang på jorden herhjemme.

I sidste udgave af Jæger bragte vi en artikel, der beskrev begrebet adaptiv vildtforvaltning og det tankegods, der ligger til grund for den type forvaltning. I nærværende artikel vil vi forsøge at sætte lidt mere kød og blod på.

Vi lærer undervejs

For at få svar på mine spørgsmål mødtes jeg kort før jul med Niels-Erik Jørgensen  og Poul Poulsen, der begge spiller en vigtig rolle for projektet og koordineringen af jagten i projektområderne omkring Stadil. Da Bent Bech-Larsen fra Danmarks Jægerforbunds trækvildtudvalg også var med på dagen, var forskellige dele af jægernes repræsentanter til stede. Dagen skal handle om jægernes umiddelbare indtryk af projektet, så det er vel i orden, at projektets ophavsmand og leder, Jesper Madsen, ikke var med.

Jesper er professor ved Institut for Bio science, Kalø, Aarhus Universitet. Han er manden, der baner vejen for den adaptive vildtforvaltning herhjemme, en af drivkræfterne bag den internationale forvaltningsplan for kortnæbbet gås og dette projekt om forbedret gåsejagt – et projekt, der støttes økonomisk af 15. Juni Fonden. Jesper har en ret god fornemmelse for det arbejde, der leveres af jægerne lokalt:

– Det er jo ikke mindst ude i den spidse ende, altså ved den enkelte jæger, at den adaptive forvaltning skal stå sin prøve. Denne form for vildtforvaltning kræver, at jægerne løbende kan tilpasse jagten. Det stiller krav til både jægernes organisering og adfærd – og helst på en frivillig basis. Til gengæld for dette kan jægerne forventeligt se frem til en bedre jagt. 

Og Jesper fortsætter:
– Med forvaltningsplanen for kortnæbbet gås introducerer vi for første gang adaptiv forvaltning i en dansk/europæisk sammenhæng. Vi gør det for at skabe bedre resultater, end dem vi kender i forvejen. Vi er overbeviste om, at adaptiv forvaltning anvendt i de rette situationer fører til mere stringente og åbne beslutningsprocesser, hvor man kan måle effekter og tilpasse tiltag, efterhånden som man bliver klogere på systemet. 

I løbet af dagen blev jeg præsenteret for adskillige eksempler på, at det netop er evnen til hurtigt at tilpasse projektet og jagten, der er med til at gøre en forskel for deltagerne.
Mere end flere gæs på tasken Da idéen om projektet var født, og den skulle præsenteres for de nord- og vestjyske jægere, var der meget fokus på muligheden for, at de deltagende jægere kunne skyde flere kortnæbbede gæs. Det er vel naturligt nok at sælge projektet på det. Og det betød da også noget for interessen for projektet. Men det var langt fra den eneste grund til, at der var opbakning blandt jægerne. Det betyder også noget at være med til at udvikle et brugbart koncept for gåsejagt baseret på frivillige og lokale aftaler. Jægerne ønskede værktøjer at arbejde med – og det føler de, at de har fået.

Gåsejagten organiseres og koordineres i såkaldte blokke. Hver blok består af jord tilhørende en række lodsejere, og blokkenes arealer udgør i omegnen af 200-500 hektar. Jægerne i hver blok organiserer sig med en blokformand, der fungerer som indpisker og kontaktperson for blokken.

Denne organisering ændrer ikke ved, at det stadig er de enkelte jagtberettigede, der driver jagten på egne/lejede arealer – men jagten foregår nu koordineret mellem jægerne i blokken.

Poul Poulsen fungerer som formand for blokken Stadilø, der dækker seks lodsejeres jord. Niels-Erik Jørgensen har jagten i en del af Bandsby-blokken med i alt 23 lodsejere.
Det centrale værktøj i styring af jagten på de kortnæbbede gæs i blokkene er indførelsen af en frivillig jagtfredning, da gæs er følsomme over for forstyrrelser fra jagt. Det første år blev det arrangeret således, at blokkene på skift var omfattet af en uges jagtfred. Det fungerede bare ikke i praksis. På grund af fuglenes adfærd og skiftende anvendelse af markerne til fødesøgning, betød den ugelange jagtfredning, at nogle af blokkene helt gik glip af jagten. Så helt i den adaptive forvaltnings ånd reagerede projektledelsen hurtigt på dette, og der er nu indført et system baseret på tre dages jagtfred mellem de dage, hvor der kan jages. Så nu er der flere og kortere perioder med jagtfred, hvilket også virker til at give gæssene så tilpas meget ro, at de forbliver i området.

Det er den mere formelle del af det.  Som en væsentlig bonus er derherudover opstået en mere uformel snak/koordinering om, hvornår der bør jages på de dage, hvor jagt må finde sted. Som Poul udtrykker det:
– Så er snak på tværs af ejendomsskel og jagtområder kommet til byen. Vi ved, hvem vi skal ringe til hos naboerne. Det er ikke nogen hemmelighed, at god gåsejagt er penge værd. Og de lodsejere, der udlejer jagt, kan være betænkelige ved at indgå i aftaler om jagtbegrænsninger, fordi de frygter at miste indtægter. Men i det her projekt fungerer princippet om frivillighed i praksis, og som det beskrives i det følgende, er jagten ikke blevet ringere. Tvært imod …

Bedre jagt?

Tusindkroners-spørgsmålet for mange jægere vil nok være, om der rent faktisk kommer en bedre jagt ud af at gribe tingene an, som det er gjort i blokkene omkring Stadil de sidste par år. Svaret på det spørgsmål er et klart ja fra både Niels-Erik og Poul. De forklarer samstemmende, at jægerne i blokkene ikke ødelægger jagtmulighederne for hinanden, som det kunne ske tidligere. Og det skyldes ganske enkelt den aktuelle styring og koordinering af jagten på tværs af de enkeltes jagtområder. Dagene med jagtfred og den tilhørende dialog og koordinering jægerne imellem medvirker til at optimere tidspunktet for jagterne.

Naturligvis går det ikke altid op i en højere enhed, men resultaterne er til at tage at føle på.
For Niels-Erik giver denne tilgang bedre jagtoplevelser end tidligere. Muligheden for, at jagten krones med held, og at han skyder et par gæs, når han er afsted på jagt, er blevet bedre.

Og Poul supplerer med sine erfaringer:
– Den enkelte jæger får flere mulige jagtdage/gåsedage på den her måde. Og på de enkelte jagter får vi som regel flere gæs for. 

Poul har endvidere en pointe i forhold til den netop overståede jagtsæson:

– Vejret spiller en ikke ubetydelig rolle for vores succesmuligheder på jagt. I en stor del af
dette års sæson har der været østenvind, hvilket vi erfaringsmæssigt ved giver et lavere udbytte her hos os. Under de vilkår har vi opnået rigtigt meget. Så på trods af de vanskelige vilkår vejret har givet os, har vi faktisk haft mange mulige jagtdage – det tilskriver jeg projektet/samarbejdet mellem jægerne i blokkene.

Det er meget klar tale fra de to erfarne jægere. Og det giver et indtryk af, at bundlinjen i denne måde at gøre tingene er bedre jagtoplevelser. En anden lære, der kan koges ud af dagens megen snak, er, at det i bund og grund stadig handler om jagt som en rekreativ aktivitet. Om passion.

Uanset hvor meget forvaltning, der så går i den. Niels-Erik og Poul er erfarne jægere, og de er endvidere begge optaget af den positive rolle, jagt kan spille som redskab til at forvalte vildtbestande. Men drivkraften er stadig den rekreative side af jagten. Som Niels-Erik udtrykker det, så har det langt større værdi for ham, at han på fem jagter kan nedlægge tre gæs pr. gang, end hvis han alene jager én gang og nedlægger de 15 gæs dér. For Niels-Erik er det et spørgsmål om at bevare et niveau af frihed til at jage, når han har lyst. Og dernæst et spørgsmål om, at han ikke nedlægger mere på jagterne, end at han selv løbende kan tage vare på anvendelsen af de nedlagte fugle. 

I en forvaltningsmæssig sammenhæng er det ønsket at nedlægge flest fugle med mindst mulig indsats og forstyrrelse. I praksis skal dette afbalanceres i forhold til jægernes ønske om rekreation. Det er en balance, der skal kunne drøftes åbent og ærligt i dette og kommende projekter.

Vil det leve?

På et tidspunkt, da snakken ved køkkenbordet gik allerbedst, stillede Bent Bech-Larsen et enkelt og meget relevant spørgsmål:

– Hvis projektet her stopper i morgen, vil I så fortsætte med samarbejdet. Med andre ord,
vil det her leve videre, når projektet engang ophører? Spørgsmålet var lige så uventet, som det er enkelt, så der blev en lille kunstpause i snakken, før Niels-Erik meget ærligt svarede, at han ikke vidste det med sikkerhed. Men hvis han stadig har jagt i området til den tid, vil han lægge energi i at få det til at fortsætte. Ganske enkelt fordi han får det ud af det, han gerne vil som jæger. Og som Poul konstaterede, så kræver et projekt som det her, at der findes ildsjæle, der er villige til at yde den nødvendige indsats. Ellers forsvinder de resultater, der er opnået, hurtigt. Og resultaterne for de lokale jægere synes at være ret overbevisende. Der er motiver nok, der kan holde gang i ildsjælene. 

Jægerne i blokkene er begyndt at tale sammen og koordinere deres jagt. Det betyder noget menneskeligt set at have et godt samarbejde med sine naboer, og det gør en reel forskel for kvaliteten af jagten. Jagten er blevet bedre. Derudover er der skabt gode relationer og tillid til de forskere, der kører projektet og de personer, der løbende registrerer gæs og aktiviteter i blokkene. Det giver en åbenhed og ærlighed, som er afgørende for projektet.

Set med jægerøjne virker det som om, at første forsøg med adaptiv vildtforvaltning herhjemme rammer skiven. For jægerne er det interessant, at vi har at gøre med en måde at forvalte vildt på, som handler om, at vi hele tiden bliver klogere undervejs og tilpasser vores handlinger derefter.

Adaptiv forvaltning er ikke et slutmål i sig selv, men et middel til at opnå mere effektive beslutninger og et bedre resultat. Det er det hidtidige forløb af Projekt Forbedret Gåsejagt i sig selv et glimrende eksempel på. Det er slående, hvor store ændringer der på kort tid kan forekomme i vores natur. Og det er sund fornuft at have et system, der gør, at vi hurtigt kan reagere på ændringerne, som det for eksempel er sket i forhold til de kortnæbbede gæs her.

Udfordringen er at sikre sammenhæng hele vejen fra myndigheder og planer og helt ud til skydeskjulene – og tilbage igen. Tingene skal afbalanceres, så der bliver tale om en reel synergi og hensyn til alle parter – myndigheder, forvaltere, jægere og ikke mindst de vildtarter, vi jager. Projekt Forbedret Gåsejagt synes at vise vejen.

Denne artikel er første gang bragt i Jæger nr. 3, 2015. 
Du finder læse hele Jæger i pdf-format på Medlemsnettet.

Forfatter: Ole Noe, Danmarks Jægerforbund.